-
Vinterklar
I aftes monterede min mekanikernabo vinterdæk på Poloen og jeg måtte højtideligt love ham, ikke at køre på mine sommerdæk igen. Ever.
Han hjælper med nye og monterer dem på fælgene på samme tid, som han låner bilen i et par dage, så den kan få den første undervognsbehandling i 20 år. Det er jo en tysker og dernede bruger man ikke sådan noget pjat…
Det er ikke kun bilen, der er gjort vinterklar. Til morgen var det nødvendigt at iføre sig vinterjakke og i weekenden har vi også fundet vinterdynerne frem.
Var det egentlig ikke sidste weekend vi var i shorts og sandaler?
-
“Sømanden og juristen”
Jeg fik aldrig set “Sømanden og juristen” da programmerne blev sendt tidligere på året, men det rådede jeg bod på, da jeg i aftes hentede dem som podcast og så alle 5 i streg.
I seks uger har journalisten Anders Agger været tæt på mennesker, som forbereder sig på at dø. Han følger især en jurist og en sømand på deres vej mod døden. Med humor, varme og helt konkrete spørgsmål om, hvor man placerer sin afmagt, bitterhed og humor, når det hele trækker sig sammen. Kan man overhovedet forlige sig med, at livet er ved at være slut?
Det er utroligt hvordan programmer, der handler om døden kan være så lyse og livsbekræftende.
Nåede du heller ikke se disse fine programmer, kan du se dem lige her
-
Det gør indtryk
Jeg faldt forbi den skønne Anita til morgen…
Det gør indtryk
– at sidde i nutiden og bevæge sig rundt i fortiden med en gammel kæreste. Og pludselig, så savner jeg sgu egentlig bare at have en kæreste.Det kunne lige så godt ha’ stået her (bortset fra, at jeg lige pt. ikke savner, at have en kæreste). Jeg har nævnt det før… at sådan et forlist forhold, selv mange år efter, kan danne grundlag for et spirende varmt venskab.
Der er vi lige nu. Midt i det spirende. 20 år eller deromkring skal vi have indhentet, så vi snakker og snakker og snakker. Og det gør indtryk. Vi har undret os over, at vi ikke bevarede venskabet på trods og på tværs af nye forhold. Men for 20 år siden kunne vi ikke have været venner. Der var alt for mange følelser involveret , da vi skiltes. På den værst tænkelige måde.
Det har fortabt sig i glemslen eller er i det mindste forlængst tilgivet.
Nu står vi begge to på et sted i livet, hvor vi har brug for at vende tankerne med en, som ingen aktier har i det liv, vi lever lige nu. Og det gør vi så. Der er både de tunge samtaler og de sjove og drillende. Hvor vi er på vej hen, ved jeg ikke. Måske løber vi tør for ord og bevæger os videre, når vi har brugt hinanden op. Måske er vi venner for livet.
Det er som bekendt svært at spå… især om fremtiden.
Og lige nu… snakker vi bare.!
-
Kulørt søndag morgen
Når den tidlige søndagmorgen er så smuk og der i løbet af natten er tikket en varm hilsen ind på mobilen… jamen, så bli’r jeg altså glad helt ned i maven.
-
Time out
Jeg tror nok, jeg tager mig en lille timeout. Både her og der. Mere af nød end af lyst egentlig. Jeg er ved at køre træt. Meget træt.
-
Tid til mig
Jeg mødte en inde i byen i dag… turde knap nok kigge på ham… sendte blot en lille smil og hastede videre. Jeg skal fa’me ikke ha’ ørene i maskinen. Igen.
Poden skal køres på arbejde. Min mor skal hentes og bringes hjem fra Dronninglund (hvis hun altså er der endnu). Endnu en dag i mit nye liv som familiens transportminister… et job som jeg passer ved siden af det, jeg bestrider og får løn for.
Jeg gad godt, at der bare en enkelt dag var tid til mig.
Bare én.
-
Der er håb endnu
Er just præcis blevet ringet op af Lægemiddelskadeankenævnet… de havde et par uddybende spørgsmål til min ankesag.
Kryds lige fingre for, at de har lidt i posen til mig udover de håndører, de delte ud i første omgang fra Patientforsikringen.
-
Nu er det her vi er
Dronninglund Sygehus afdeling M1. Og så håber vi så ikke, at min far behøver besøge flere sygehuse.
Jeg have aftalt med min mor i går, at hun skulle tage bussen derop og så ville jeg hente hende og samtidig aflevere de ting af min fars, som jeg i går havde hentet i Brønderslev. Min far sov da jeg kom og min mor var ikke at se. Ikke på stuen og ikke i opholdsstuen.
Jeg måtte vække min far og høre om hun overhovedet havde været der og det havde hun… men hun var også taget hjem, selvom vi havde en helt klar aftale om, at jeg skulle hente hende. Men aftalen var tilsyneladende kun klar for mig 🙂
Det er squ ikke nemt at blive gammel.
Nu prøver vi igen i morgen… samme tid og samme sted.
Min far var rigtig godt tilpas. Stuen med de tre mænd styredes med hård hånd, at en herlig bramfri sygeplejerske. De fik af grovfilen og de gav igen alle tre. Så der var en rigtig god stemning og masser af grin. Når vi lige får styr på min mors transportproblemer tror jeg, at det bliver rigtig godt.
Det skal det!
-
Tillokkende
Set på FB
Livet burde leves baglæns. Starte med at dø. Vågne op på et plejehjem, blive smidt ud fordi man er for rask, for så at gå ned og hæve sin pension.
Så arbejde i 40 år og trække sig tilbage fra arbejdsmarked for at drikke, feste, have sex og forberede sig på uddannelse.
Så i folkeskole, blive barn igen, lege, ingen forpligtelser, indtil man er en baby.
Så 9 måneder i flyende luksus med centralvarme og roomservice og til sidst forlade denne verden i en orgasme.
Det kunne jeg godt gå ind for.
-
Gassen gik af ballonen
Mandag var jeg spændt op til at skulle agere familiens kværulant. Siden flytningen til Frederikshavn i fredags er vi blevet mere og mere skide sure på det danske hospitalsvæsen. Over manglen på hensyntagen til gamle mennesker, over manglen på information, over at vores ønske om kontaktperson er blevet ignoreret, osv, osv…
Jeg havde forberedt mig som en anden advokat til mandagens stuegang på Frederikshavn Sygehus. Ind kommer en lidt ældre læge, som straks tager fat i den frustration som han kan se, vi har ytret overfor på personalet på afelingen henover weekenden. Han var fuldstændig enig i vores kritik. Han skulle personligt sørge for at Brønderslev fik en næse for den manglende information og han kan skulle personligt ringe til Dronninglund Sygehus for at skaffe en plads til min far.
Jeg blev fuldstændig afvæbnet og al min opsparede vrede fes ud i ingenting. Det havde jeg ikke set komme.
Allerede i formiddag var min søster blevet kontaktet. Min far overflyttes til Dronninglund i morgen kl. 8.30. Sådan!
Trykker man på de rigtige knapper (og har man et par
kværulerendeinsisterende døtre) kan det altså lade sig gøre at komme ud af de underlige kasser de helst vil have alle passet ind i.Nu består kunsten så i at få min mor gjort forståeligt hvornår bussen går fra og til Hals, sørge for at hendes nøgle bliver bundet fast i hendes taske og sørge for at hun lærer at benytte en mobiltelefon, så hun kan få fat i min søster eller jeg… hvis alt det andet glipper og hun ikke kan finde bussen eller sin nøgle (-:
På alle skoledage kører bussen fra Hals og direkte til Dronninglund Sygehus og er fremme på bare 25 minutter. I weekenden skal hun stadig hentes og bringes, men det er en bagatel i forhold til de sidste 14 dages transportkaos.
Lad os nu håbe det klapper og at det er op ad bakke resten af vejen.
…
Og så tør jeg næsten ikke sige det, men fysioterapeuten på Frederikshavn sygehus mente min far under omstændighederne har ok kontrol over sit højre ben og med masser af arbejde med. Lægen som var på stuegang tog det et skridt videre… han turde spå, at min far i løbet af en måned eller to var på benene igen og tilbage i sit eget hjem. Armen var han mere usikker på. Jeg synes, det var temmelig farligt, at så et sådan håb i os – men ham virkede særdeles kompetent og erfaren… jeg mener… ville han ha’ sagt det, hvis ikke hans erfaring gav ham noget at have det i?
