-
Vi er “ornere”
Hjemme hos os er der ikke langt fra tanke til handling… beslutningen om at ommøblere og male Podens værelse blev truffet tirsdag aften og i dag er værelset ryddet og der er gjort klar til en omgang hvid maling. Den gamle seng er kasseret og resten har hun smidt ind på mit værelse… der er dog levnet et lille hul i bunkerne, så jeg kan komme i seng.
Det bli’r vist endnu en lang og travl weekend.
-
13.44
Kl. 13.44 – præcis – er det ét år siden min mobil ringede og A tilbød mig jobbet som Teknisk konsulent. Det er en mærkedag næsten på lige fod med Nannas fødsel… nå okay, måske ikke helt, men jeg var i hvert fald voldsomt ekstatisk da jeg fik den besked.
Vi snakkede om det i går og A kunne også godt huske, at det var i dag. Om det er positivt eller negativt kan jeg så gruble lidt over…
Men måske jeg gør bedst i at leve i lykkelig uvidenhed. Eller noget 🙂
-
Det griber om sig
Bloklys og spotpærer stod der på sedlen da Poden og jeg drog mod City Syd og IKEA. Det holder ikke en meter, det ved jeg jo godt og vi kom da også ud med alverdens andre go’e sager… incl. beslutningen om at Poden skal have den længe ønskede seng. Og helst i går 🙂
Hun ville selv betale og hvornår troede jeg lige det kunne arrangeres? Første hurdel bestod i at få den fragtet hjem. En lille annonce på Facebook “Chauffør og bil med træk søges. Snarest.” og en SMS til min søde nabo med tilsagn om lån af hans trailer klarede det lille problem på under en time. Der var oven i købet flere, der reflekterede på min “annonce”. Så langt så godt.
Men det kræver jo så også en ommøblering af værelset.
Og hvad sker der når man gør det? Jamen så skal billeder og lamper også flyttes og en omgang maling af værelset er uundgåeligt.
Nåmen, så ved jeg så også, hvad jeg skal bruge weekenden på.
-
Efterårstilbud
Jeg kom til på et tidspunkt, at lave en netannonce til Solsidens Dyrehandel.
Indehaveren havde selv lavet et temmelig ubehjælpeligt forsøg i et worddokument (sorry, men det var det altså)… det kunne jeg altså ikke få mig selv til at lægge på nettet og jeg lavede derfor et forslag selv. Det faldt heldigvis i god jord… og åbenbart i en sådan grad, at jeg blev spurgt, om jeg ville lave en annonce til den lokale sprøjte også.
Om jeg ville? Jeg ville elske det. Min lyst til et lave den type opgaver er stærkt understimuleret pga. mit nye job, så jeg tog mod opgaven med kyshånd.
Og her er resultatet, som fylder en ½ side i den udgave af Limfjordsavisen, der udkommer den 1. november (og jeg tror altså ikke tilbudene gælder før, i fald du skulle føle dig fristet).
-
Genkendelsens glæde
Endelig er der nyt fra Jo Næsby og dermed også om den brogede Harry Hole. Jeg fik hele samlingen af mine kolleger da jeg blev alvorligt syg for nogle år siden… og jeg har nydt hvert et sekund sammen med Kriminalbetjent Harry Hole. Enspænderen. Drukkenbolten. Enfant terrible i Oslo politidistrikts Drabsafdeling. (-:
Efter at have opholdt sig tre år i Asien uden kontakt til Oslo, vender Hole hjem. Der er en sag, han gerne vil se nærmere på: En ung mand er blevet dømt for drab i et narkoopgør. Den dømte er Rakels søn, Oleg. For første gang nogensinde ser det ud til, at Harry Hole ikke skal lykkes med en efterforskning. Og til allersidst er det kun vilje og gaffertape, der holder ham sammen.
456 sider uovertruffen Nesbø… jeg glæder mig til gensynet. Når jeg er færdig med Slaughter og Ohlsson.
-
Under huden
Tatoveringer har aldrig gjort noget godt for nogen… sorry!
Men ellers er det da en “concealer”, der vil noget 🙂
-
Ireland here I come
I uge 5, 6 og 7 rejser Poden til Irland for at deltage i arbejds- og familielivet på en lokal gård et sted på den grønne ø.
Vi har i eftermiddag været til møde og er blevet informeret om de praktiske ting omkring praktikopholdet. De er 8, der skal rejse sammen til Dublin og herfra skilles deres veje. De heldige bliver hentet i lufthavnen ved ankomsten, resten skal på egen hånd finde ud til deres praktikfamilie. Et sted i Irland. Selvfølgelig med grundig rejse instruktion… men helt alene.
Vi fik en introduktion til dagliglivet i Irland og mødte sidste hold, der har været afsted. Nogen havde været på store gårde, hvor de blev betragtet som tyende, andre på mindre steder, hvor de var blevet optaget som en del af familien. Men alle var de positive og var vendt hjem med store oplevelser i bagagen.
Da jeg var 17 rejste jeg til Israel. Alene. Da jeg landede i Tel Aviv Lufthavn vidste jeg ikke, om jeg skulle mod nord eller syd. Jeg fandt ud af det. Og det samme gør Poden. Selvom hun lignede en, der havde lyst til at stikke halen mellem benene.
-
Mette 2e
Forfatterspire..? Næppe!
-
-
Alting får en ende
Mange mange gange i løbet af ugen har jeg taget mig selv i at længes mod fredag.
Særligt de tre første dage trak tænder ud. Torsdagen blev langt mere spiselig. Prinsen vendte nemlig hjem. Han har været savnet og jeg havde glædet mig til, at han igen sad på sin plads (men du får mig aldrig til at indrømme det). Både fordi han er smadder dygtig og en uvurderlig faglig livline, men også fordi vi bare ping ponger godt, ved siden af det faglige. Eller noget.
En travl travl uge fik endelig en ende – og nu glæder jeg mig bare til at komme hjem, smække benene op og være mig selv.
Jeg tror egentlig nok, jeg trænger.
