• Et øjeblik...

    Gossip

    Familiens gamle huslæge havde dette Norman Rockwell billede hængende i venteværelset. Billedet og historien optog mig meget som barn. Som voksen er jeg knap så facineret.

    På min arbejdsplads er “fortrolighed” et fremmedord. Det bliver tisket og hvisket og sladret om stort alt og jeg har på kedeligste vis erfaret, at den eneste man kan stole på er sig selv. Uden undtagelse.

    I dag gik der cirka 15-20 minutter, så blev der hvisket åbenlyst om en information, jeg havde fået i fortrolighed… ingen holder sig for gode til at sprede de “glade” budskaber.

    Min gamle makker og jeg talte om at lække en historie om, at han havde sagt sit job op til en helt særlig kollega, gøre opmærksom på at der er helt fortroligt og så lave et væddemål om, hvornår historien nåede op på 3. sal til mig.

    4 timer lød væddemålet på.

    Måske gør vi det en dag.

    (jeg tror forresten ikke, der verserer historier om mig lige pt… ikke i de kredse i hvert fald… jeg må virkelig være faldet af på den!)

  • Et øjeblik...

    Fog

    Så kan den godt fise af… tågen… ellers emigrerer jeg!

    Jeg skulle hente min mor i Dronninglund, køre hende hjem til Hals og derefter returnere til Vodskov. Og den tur tog jeg nærmest i blinde. Fog.

  • Et øjeblik...

    Mere tåge

    Jeg drømmer om storm, sne, frost… alt andet end den tåge, der har ligget over Nordjylland nærmest konstant den sidste uges tid og som iflg. vejrmanden i mit tv, har tænkt sig at forsætte et stykke ind i næste uge. I hate it.

    Jeg ville ha’ været ved stranden, men det er der ikke meget sjov ved, når sigtbarheden kun er omkring 5 meter (cirka). Det blev i stedet til en tur på det militæreareal ved Hvorup Kaserne sammen med et par firbenede legekammerater.

    “En” synes, det er temmelig letsindigt, at bevæge sig rundt derovre… men jeg tænker, at krigen er sat på standby på søndage og at Hammerbakker er mere risikofyldt med en flok skydegale jægere i området (hvis det da fortsat er jagttid).

  • Jul

    Alt hvad jeg ønsker mig til jul

    Vi er ikke tossede… bare lidt på forkant (-:

    Vi har i en uges tid beriget vores mange køreture med julemusik. I dag er lyskæden sat op udenfor… MED lys i. Kalenderlyset er klar. Og om ganske kort tid bliver den store julekasse fundet frem.

    Jamen altså… det er jo 1. søndag i advent om 8 dage og der er 34 dage til juleaften… det er ikke et sekund for tidligt.

    – og mens vi venter på det, så tager vi da lige min all-time-favorite julemelodi, den smukkeste af dem alle: Let love be love!

    [mp3_embed playlst=”https://www.mettebech.dk/wp-content/plugins/mp3-player-plugin-for-wordpress/mp3/lllbl.mp3″ colors=”#B2B11F”]

    Ellers skråler vi glad og gerne med på

    • Last Chritmas
    • Driving Home for Christmas
    • Jul på vesterbro
    • Så blev det alligevel jul
    • Kære Julemain
    • One Wish
    • This Christmas

    Jeg behøver vel ikke nævne, at vi her på matriklen elsker december, men alt hvad den indebærer! Vel?

  • Et øjeblik...

    Endnu et “saying”

    Happinesss is not a destination.
    It is a way of life.

    Og for at være sikker på ikke at glemme det, slæbte vi skiltet med hjem… og nu står det her og minder os om det hver eneste dag!

  • Et øjeblik...

    Niceville

    Kathryn Stocketts debutroman ”Niceville”, eller “The Help” som den hedder på original sproget, sendte Dan Brown ud af den amerikanske bestsellerliste. Med sin skildring af de sortes forhold i Mississippi i 1960’erne forvandler hun det amerikanske traume fra et maveonde til et blødende mavesår.

    Filmatiseringen havde premiere torsdag og jeg havde fornøjelsen af at se den i aften… ja, det må så blive i aftes.

    Adskillelsen mellem hvide og sorte er pludselig ikke længere lovlig. Ku Klux Klan hærger, og sorte lever i skræk og rædsel.

    Så meget desto mere fantastisk – og modigt – er det da også, da Aibileen, en sort tjenestepige, indvilger i at fortælle sin historie til miss Skeeter.

    Skeeter er en ung hvid kvinde, der aldrig har forstået, hvorfor hendes egen elskede ’mammy’ forsvandt ud af hendes liv, og som har sat sig for at beskrive tilværelsen of en række sorte tjenestepiger.

    Aibileen er den første. Men det er ikke nok med kun én stemme. Langsomt, møjsommeligt og i dybeste hemmelighed lykkes det i ‘Niceville’ at rekruttere andre kvinder og få dem til at fortælle deres historie – med livet som indsats.

    Den er rørende, underholdende, morsom og hjertevarm. Og trods det alvorlige emne, har den en ikke uvæsentlig feelgood faktor som gør, at man trods alt går ud af biografmørket med et smil om læben.

    Resten af aftenen havde også feelgood faktor… jeg går glad i seng velvidende, at der venter en lørdag, hvor jeg kan sove til jeg vågner af mig selv, en lørdag jeg kan spendere i nattøj og morgenhår, en lørdag jeg kan putte det i jeg gider… og jeg gider godt.

    Håber din også bliver god!

    (Og så fik jeg forresten opså opklaret mysteriet om chokoladen)

  • Et øjeblik...

    Bump på vejen

    Vi har været gennem en svær tid i familien. Min far har været gennem en særlig svær tid. Men vi overkommer det. Ikke fordi vi er specielt ressource stærke, men fordi vi vil. Vi kunne ha’ valgt kun at fokusere på det negative. Men det gjorde vi ikke. Min far kunne ha’ valgt, at svælge i selvmedlidenhed. Men det gjorde han ikke.

    Bevares… den første usikre tid var svær. Det var en helt ny virkelighed vi alle sammen skulle forholde os til. Og det gjorde vi så. Og vi fandt det positive.

    I dag kom ham hjem på sit første weekend besøg. Glad, positiv og med en tro på, at det nok skal gå, indtog han Fjordgade for første gang i 2 måneder.

    Man kommer ikke gennem livet uden at samle glæder og sorger i massevis. Man kan håndtere de bump livet gi’r på forskellig vis. Nogen synes at svælge i selvmedlidenhed og ødelægger på den måde livet – ikke bare for sig selv men også for sine omgivelser – mens andre på beundringsværdig vis tackler de udfordringer livet byder på med ukueligt mod og overskud.

    Livet er kort og det er fandeme for ærgerligt, ikke at leve det liv, der er godt for dig.

    Squ..

     

  • Et øjeblik...

    Optur trods alt

    I modsætning til de sidste par dage nåede jeg at se solen i dag. En dejlig afveksling.

    I aftes kørte jeg rundt i så fed en tåge, at jeg vil gætte på max. 50 meters sigtbarhed. Til morgen var der udsigt til den smukkeste stjernehimmel. Bilerne var pakket ind i is og græsset knasede under støvlerne. Behøver jeg sige, at jeg nød morgenturen?

    De sidste måneder har været drøje at komme gennem og indimellem har jeg været så træt, at jeg kunne sætte mig ned og tude. Men når jeg så ser, at min indsats gør en forskel, at nogen bliver glade, så overkommer jeg en smule mere. Og lidt til. Med et smil.

    Det rart, at føle sig værdsat. At mærke at man betyder noget for nogen. At det jeg har at tilbyde også er noget værd. At nogen bryder sig om mig, som den jeg er og har rummelighed nok til mine underligheder.

    Det er rart at blive bekræftet. På alle måder. Og det bli’r jeg. Det bliver man da glad i låget af.