-
Hip hip hip
Nåmen jeg kan jo for fanden ikke ligge rullet sammen på sofaen til evig tid… og selv om smilet fortsat er en smule antrengt, så har den værste storm lagt sig.
Vi kommer ikke udenom sorger, skuffelser og forhindringer… det har de fleste af os vel konstateret. Det er en uundgåelig del af livet og er med til at gøre os til dem vi er. Der er så mange måder, at tackle disse udfordringer på. Tungsind ligger ikke til mig, har aldrig gjort det… og jeg plejer ret hurtigt, efter at have fået en dukkert, at søge glæden i det enkle.
Livet er jo både godt og smukt, når man retter blikket mod andet end det, der gør ondt.
For eksempel er det i dag Niels og jeg har fødselsdag (vi er stadig i 40’erne) og så fortjener man squ da at være glad! Eller hvad?
Der er udsigt til morgenhygge med mine kolleger og frokostdate med “the one and only” (Poden altså… bare så der ikke er nogen, der får morgenkrydderen galt i halsen)… det bli’r ikke meget bedre.
Så smil for satan!
Og hurra!
-
Det var så det… åbenbart!
Når man mister jordforbindelses for en stund, risikerer man falde så hårdt, at der skal bruges lidt tid på at slikke de rifter man uvægerligt får på vejen ned.
Jeg har brug for at trække netstikket ud og det gør jeg så.
Glædelig december derude… vi ses!
-
Somethin’ Stupid
Om der er fordi jeg snart (lige om lidt faktisk) går ind i mit sidste år i 40’erne (og derfor er i en eller anden underlig krise) skal jeg lade være usagt – men i hvert fald bliver der rodet godt og grundigt op i mine erindringsbilleder lige for tiden. For længst glemte minder om noget, der var engang dukker op.
I aftes (med lidt hjælp) ploppede denne her pludselig frem af hjernekrøllerne…
Det var længe før Robbie Williams var opfundet – men denne her version er nu heller ikke så ringe endda.
-
Ja tak, jeg snupper et par stykker…
-
Gruk
At leve i nuet er livets teknik –
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælger det næste.Og det forrige nu og det kommende nu
blir aldrig i livet presente
og alle folks levetid går sågu
med bare at mindes og vente.For det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste blir aldrig det rette.
Næ, sørg for, at nuet, du lever i,
engang for altid er dette. -
Ved hawet, ved hawet, der er ‘et så skjønt
Det er mørkt, når jeg tager afsted om morgenen og mørkt når jeg kommer hjem om eftermiddag/aftenen… det er ikke mange af de lange den rødhårede får på hverdage, så der skal kompenseres i weekenden. Poloen blev pakket og vi tog turen til Vesterhavet. Her blæste en vældig vind fra sydvest – ikke så meget som sidste weekend men nok til at havet var i oprør. Det var så som så med det behagelige i gåturen, men vi fik dagens motion, vind i håret og saltsmag på læberne.
Og nu skal der bages flere pebernødder…
-
Før eller siden
Jeg er blevet klogere. På mig selv. Helt forskrækkeligt meget klogere faktisk. Pludselig gik det op for mig, at jeg er kommet hjem. Sådan inden i altså. Og sådan helt uden videre. Jeg har fundet det sted jeg skal være. Behøver ikke søge længere.
Det er her, jeg hører til. Før eller siden.
Så ved du det…
-
… det er grangiv’lig kogleri
-
Man kan ikke det hele
En forlænget weekend langt væk hjemmefra lød for godt til at være sandt og kunne have været en skøn start på en travl julemåned. Et tiltrængt frikvarter. MEN – for sådan et er der også – omstændighederne artede sig sådan, at det i stedet for at være fredag til søndag, nødvendigvis måtte være torsdag til lørdag.
I går skulle Poden som nævnt til kontrol på sygehuset. Hun havde glædet sig helt vildt, for det er nu hun kan smide plastre og bandage efter 3 lange måneder. Det var ikke overhovedet til overvejelse. Det kunne ikke aflyses. Og jeg måtte vinke farvel til det gode selskab.
Hver gang man træffer et valg, vælger man noget andet fra.
-
Langtorsdag
En lang torsdag er ved at finde sin afslutning og det eneste jeg orker er at smække benene op i sofaen, drikke noget kaffe og se en god film.
Vi havde fri i dag, både Poden og jeg. Det er 3 måneder siden førstnævnte blev opereret på Plastikkirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus og i dag skulle resultatet kontrolleres og vurderes af den opererende kirurg. Hun har lavet et rigtigt fint stykke arbejde og jeg kunne se, hvor meget det glædede hende, at Nanna er så glad for resultatet.
Nu er hun for første gang i 3 måneder uden plastre og uden snærrende bandage… men vi er enige om, at resultatet absolut har været besværet værd.
Bagefter var der nogle julegaver der skulle købes, et garn der skulle trimmes, nogle negativer der skulle afleveres, en kage der skulle købes, en fødselsdag der skulle fejres, en far der skulle besøges, en mor der skulle transporteres og mad ser skulle laves.
Tilbage er kun en aften der skal nydes i godt selskab. Det orker jeg nemlig godt!
