-
Citat: Alexander Graham Bell
Når en dør lukkes åbnes en anden. Men vi har ofte så travlt med
at ærgre os over den lukkede dør, at vi end ikke ænser den åbne. -
Så fik hun sørme iPad…
Kald min bare iWoman (:
Jeg vil lige understrege det er min. Min (forstod du den Nanna?). Men argumentet for at købe den lige nu er faktisk, at Poden skal have den med, når hun sidst på måneden rejser til Irland. Det er i det mindste den udskyldning jeg har brugt overfor mig selv (somom jeg behøver en). Hun skal have så meget med i kufferten, at en almindelig bærbar vil være lidt i overkanten at slæbe med også… og iPaden tynger ikke alverden i håndbagagen!
Nåmen jeg dutter lidt og prøver mig frem… og så var det jeg tænkte om I, der allerede er i besiddelse af sådan en fætter, kan anbefale apps, jeg absolut ikke kan undvære..? eller links til sider med gode tips og ideer til at udnytte dens fulde potentiale?
-
Fødselsdag
Det er 6 år siden vi tog mod denne skønne bande… Lauritz, Mads, Agnes, Ingeborg og Maude… også kaldet matador kuldet.
Det var nervepirrende og spændende. Vores første kuld. Men det gik godt. Alle kom godt i vej og fik dejlige nye familier. Desværre skete der så meget senere hen, at vi mistede forbindelsen til de fleste. Men skønne det var de, og holdt os travlt beskæftiget i de 8 uger de boede hos os.
-
Her er stille…
Jeg er ikke gået i stå eller holdt op med at tale… alle ordene kanaliseres blot andetsteds hen… og sådan må det være. Lige nu!
-
Siden sidst…
… jeg er her endnu!
Jeg er ikke blevet anholdt eller sendt ud i samfundstjeneste… jeg har blot tankerne optaget af andet (:
Bare så I ved det.
-
Skidt tøs hende Mette Bech… åbenbart!
Først holdt politiet udenfor og nogle timer senere tikker nedenstående mail ind…
Dom..?
Samfundstjeneste..?
Tilsyn..?
Jeg ringede selvfølgelig fluks til det nummer, der var opgivet i mailen – og så snart hun hører min temmelig nordjyske accent vidste afsenderen (ansat på et advokat kontor) godt, at det ikke var den rigtige Mette Bech de havde fat i og bad mig glemme alt om det…
Fan’me mærkeligt!
-
Over halvvejs
Flere i blogverdenen er begyndt Projekt 365… altså ideen med at poste et nyt fotografi hver dag i et år.
Jeg har været i gang længe. Faktisk siden 3. juni og er dermed over halvvejs. Billederne kan alle ses under pinden 365. Det er billeder af det, der lige rørte sig den dag… taget med mobil, lommekamera eller 7D’eren… det er ikke vigtigt… det vigtige er, at de afspejler mine dage, mit år. Og du må gerne kigge med.
-
Årh nej, er det allerede…
Er det allerede i morgen, jeg er nødt til at smide nattøjet? Det er det vist. Nu gik det ellers lige så godt. Kunne sagtens vænne mig til kun at beskæftige mig med lige nøjagtig det, jeg gider. Men det giver ikke penge på lønkontoen og mad på bordet… og faktisk er den tilfredsstillelse det giver, at have ydet noget for de penge man får, stærkt undervurderet. Ikke at jeg kender til det modsatte. Jeg har snart været på arbejdsmarkedet på fuld tid i 32 år… kun afbrudt af en barselsorlov i 94… så kontanthjælp og understøttelse er ikke noget, jeg kender en snus til. Men alli’veller…
Den sidste feriedag har været temmelig doven. Udover lige at få tanket og vasket sprayterpentinerne af Poloen, har jeg stort set intet lavet. Jo altså, Pelsdyret er selvfølgelig behørigt luftet sammen med kameraet. Faktisk blev det en dejlig tur, lige på et tidspunkt hvor solen kort skinnede over Nordjylland og bragte kig til blå himmel og smukke svaner på fjorden.
Feriedagene er ved at være opbrugte. De sidste få, der står på kontoen skal gemmes lidt. Går og roder med lidt planer om en reunion med en gammel ven i London. Måske en forlænget weekend, mens Poden er i praktik i Irland eller på studietur til Paris. Måske. Lad os se. Lige pludselig tager jeg af sted, hvis jeg kender mig selv ret. Også uden at have planlagt noget som helst.
Men først er der masser af arbejde der skal klares, familie der skal passes, venskaber der skal styrkes og kærlighed der skal dyrkes… og jeg har fundet ud af, at man kun får det ud af livet, som man er villig til at fylde i det…
Og det gør jeg så… og håber at 2012 bliver det år, hvor jeg ikke bliver tynget ned af bekymringer eller for meget jeg skal nå. Hvor roen i maven fylder alt ud. Hvor jeg bliver trukket på plads med en lille blød lyd. Tak. Så skal jeg ikke forlange mere.
-
Uld i mund…
Hvor kikset er det ikke lige, at have investeret i en hundedyr Amarone til nytårshovedretten og så ikke være i stand til at åbne den fordømte flaske? Jeg er ikke nogen slapsvans… men proppen lod sig pokkerme ikke rokke. Overhovedet.
Nå. Men så er det jo godt at skabet også indeholder nogle fine flasker “Cotes du Rhône”… og så drak vi da bare det dobbelte… for sådan lige at få prisen til at passe!!!
Dét skulle vi så
måskeikke ha’ gjort..!
Og så startede 2012 forresten med sms panik. Når vi nu ikke kunne være sammen og dele kram og pandekys, så skulle Poden og Mændeneimitliv selvfølgelig ha’ en hilsen… lige der kl. 24. Men alle der har været der, ved hvor fårking umuligt netop dét er. Altså startede jeg året med at råbe RØV… tænker det ikke bliver sidste gang… eller noget!
…
Nytårsfortsætter? Ikke her! De holder ikke en meter alligevel. Altså bortset fra, at jeg vist nok kom til at love et helt særligt menneske, at jeg vil gøre mit allerbedste for at være den ven han fortjener. Jeg tænker, at det burde være til at overholde… netop fordi han selv er en af de sjældne. Og den slags løfter er vel heller ikke, at regne som et nytårsfortsæt… det er jo altid sådan noget med at tabe sig eller intentioner om at skulle motionere helt vildt.
Den rødhårede sov sig gennem aftenen. Hun er ikke den, der sådan hidser sig op over noget… og den smule fest og ballade var i hvert fald ikke nok til, at hun gad lette sig fra fatboyen.
GODT NYTÅR derude… jeg håber, du kom godt og sikkert ind i det!
-
På den sidste dag…
Der er ikke mange timer tilbage af 2011. Årets sidste dag er startet eventyrlig smuk og… ikke mindst… isende kold.
Jeg har aldrig haft ret meget lyst til at spekulere og gøre status over det år, der er gået. Nøjes blot med at konstatere, at også 2011 startede smukt og nyt… og som året gik, blev der samlet både sorger og glæder i massevis. Som der jo gør. Og i år måske flere end nogensinde. Både af de gode og af de mindre gode.
2012 tegner knap så lyst fra starten. Synes jeg har en del at tumle med – men alligevel vælger jeg at tro på, at det bliver et fantastisk år for Poden og jeg… fyldt med varme rummelige mennesker, fede oplevelser og masser af LÅÅÅVE … især masser af LÅÅÅVE ♥
Fyr den af i aften… men pas på dig selv og de andre…
