-
Uno 50
Jeg har ikke ret mange smykker… bruger ikke ret mange smykker… men indimellem falder jeg over noget, som jeg godt gider eje.Det her armbånd fra UNO 50 er et af dem.
Jeg har et lidt tilsvarende – tungt og grovt, blot besat med “diamanter” – som jeg er rigtig glad for. Men det er en anelse prangende med blingbling på en hverdag.
Det her var så til gengæld lidt dyrt… kr. 1240,- fandt jeg det til i en svensk webshop.
Men lidt surfen rundt her til morgen gav pote… UK webshop kr. 268,-
Tror i det faldt ned i indkøbsvognen?
Ja squ…
-
Jeg er enooormt forsømt…
-
… skæve børn har det sjovere
En skøn lørdag i befriende “dårligt selskab” på toppen af Danmark er lagt bag mig… og så i øvrigt velkommen tilbage til virkeligheden Frøken Bech. Med ondt i hovedet, dårlig samvittighed og en mandag, der banker på alt for snart. Men hvad fa’en… vi har haft det sjovt, jeg skal ikke stå til ansvar overfor andre end mig selv, den rødhårede har nydt det og mine batterier er ladet op. Og så kan det vel ikke være helt tosset.
Der ligger en hektisk uge og en propfyldt kalender og venter… en uge som ender i et bryllup på lørdag.
Men den kan bare komme an… jeg er ladet op og klar.
-
Feelgood lørdag
Så sad vi der på en klittop og kiggede ud over havet – Pelsdyret , Skagboen og jeg. I stilhed og bare var. Engang skal jeg derud og bo. Hvor verden synes uendelig. Om det bliver her eller ved et andet hav, et andet sted i verden er ligeyldigt.
Bare det bli’r… så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen og dele rødvin med memoirer, med de andre gamle i solen.
-
Foruroligende fabulous
Jeg tør godt spå, at det bliver en fabulous weekend… indledt på bedste vis i et af de favntag, der giver smil i øjnene og foruroligende sug i maven. Poden har taget ophold andetsteds hele weekenden, så der er frit valg på alle hylder… og efter et tjek af næste uges propfyldte kalender kommer den til at stå på ren fornøjelse af den slags, man kan leve på længe… eller i hvert fald frem til onsdag. Cirka. I min alder kører man ikke så langt på en opladning (:
-
En duft af…
Kender du det… at dufte/lugte forbindes med særlige mennesker, oplevelser eller begivenheder?
Oftest er mine erindringer positivt forbundet med dufte… den brune slidte læderjakke han altid bar, næsen stukket ned i hvalpepels, duften af min far, når jeg en sjælden gang som barn fik lov at sove i hans seng, deodoranten en gammel kæreste brugte, duften af hav og …
Nogen gange er de knap så positive. Jeg tror for eksempel aldrig, jeg glemmer lugten af Dronninglund Sygehus… alene ordet “Dronninglund Sygehus” kan efterhånden give mig kvalme :-/
Heldigvis er det snart slut. Min far på vej hjem. Permanent. Måske allerede fra næste weekend. Fire måneder har han været indlagt. De tre i Dronninglund. Længe for os alle… men ikke mindst for ham selv. Vi kom ud på den anden side, som en ny og stærkere familie.
Men lugten… lugten vil for evigt hænge i erindringen…
-
Næsen
Min næse er ikke ret stor… tværtimod faktisk. Og alligevel har den en vis evne til at rage for langt frem eller stikke ned i noget, hvor den intet har at gøre.
Oftest sådan i overført betydning, men indimellem også rent bogstaveligt. Det er ikke længe siden jeg bankede den så hårdt ind i “noget”, at jeg troede den var brækket og i dag fik den endnu en hård medfart. Denne gang af den rødhårede som nikkede mig en ordentlig skalle på vej ind i bilen.
For pokker det gjorde ondt.
Og som belønning for dén blodtud fik hun et lækkert kalveunderben.
Sådan er livet så fuld af paradokser.
-
Monday bloody Monday
Det har været en af de mandage, der har trukket tænder ud… på alle måder!
Skal vi ikke bare komme videre?
Måske med en af mine absolutte favoritter…
-
Hacketstown, Ireland
Google er en uudtømmelig kilde til ubrugelig information. Men sandelig også til det modsatte.
Poden skal meget snart i praktik i Irland. Alt for snart, hvis du spørger hendes mor. Vi har fået nogle få oplysninger om værtsfamilien: Fruens navn, adressen og oplysninger om arbejdstid og -opgaver.
Det er ikke meget at gå efter, så Google har måttet stå sin prøve. Jeg kunne grave frem at The Walshes er en storfamilie som driver et hestestutteri. Mor Barbara, far John og ikke mindre end 6 døtre; Sharon, Lisa, Tracy, Laura, Pamela og Nicola. Alle særdeles hesteinteresserede. Alderen står der desværre intet om, men mon ikke Poden kunne være heldig, at en enkelt eller to stadig er hjemmeboende.
Adressen er kun omtrentlig… ikke noget gadenavn eller nummer… blot betegnelsen “The Dales”. Jeg har ingen anelse om hvordan det fungerer derovre, men det er ikke en adresse Google Maps vil kendes ved. Det kunne ha’ været sjovt om Google bilen havde været forbi, så vi lige kunne tjekke stedet ud.
Hun rejser den sidste weekend i januar. Fra Aalborg til Dublin via Amsterdam. Pigerne fra Agri College rejser som en gruppe, men i Dublin skilles deres veje og de skal selv finde ud til deres værtsfamilier, som kan være spredt ud over hele Irland. Nanna skal bo 100-120 km syd for Dublin. Måske er hun heldig, at blive hentet i lufthavnen. Måske ikke. Og så finder hun også ud af det. Tænker jeg.
Og I må høre på mor’ens hylen i over tre uger… så er I advaret!
-
Somethin’ stupid…
Jeg kan lige så godt sige det som det er… jeg forstår mig ikke på mænd. Jeg tænker, at det helt sikkert er ganske gensidigt. Og er der overhovedet noget nyt under solen dér. Næppe!Jeg fik overstået en svær, men nødvendig samtale fredag aften. Nytteløst egentlig. Jeg ved ikke, hvad pokker det er, der gang på gang får mig til at tro på, at kvinder og mænd kan være venner.
Det er lidt kompliceret at forklare, når baggrunden er et helt privat anliggende… men i bund og grund tror jeg, at problemet er, at jeg er en kvinde og han er en mand – og der af den grund uvægerligt vil være et gran af følelser og/eller spændinger involveret. I teorien burde venner kunne glædes på hinandens vegne… men er der følelser i klemme, fungerer det ikke i praksis. Har jeg erfaret.
Jeg tænkte (i min naivitet), at det ville være en god ide at sætte ord på … så det der fnidder ikke får lov at være usagt… så vi ved hvor vi har hinanden.
Dét var det så heller ikke!
Jeg lærer det vist aldrig.
Nogle døre må man lukke for at verden kan blive større… (citat Pia og Thomas Helmig)
