• Et øjeblik...

    Om suler på Mykines

    Fotoklubben havde inviteret til en aften med fotografen Casper Tybjerg på Studenterhuset i Aalborg. Der skal ikke herske tvivl om, at Casper er både en passioneret fotograf og formidler.

    Og det smitter.

    Han formåede med humor og gode historier om suler på Mykines, Sheiker i Dubai, tålmodighed og masser og masser af kaffe, at  inspirere til nytænkning og ny lyst til at tage ud med kameraet.

    Jeg fik dog delvist aftenen ødelagt af et bederevidende par fra Aalborg Foto Klub. Ikke nok med at konen i bogstaveligste forstand satte sig på mig (så jeg diskret måtte flytte min stol, så jeg selv kunne sidde på den), men de satte sig også på min tålmodighed.

    Uanset hvad Casper Tybjerg sagde, skulle det kommenteres på en bedrevidende og dumsmart facon, som under den efterspørgende spørgerunde blev sat i skærende kontrast til det de rent faktisk vidste om fotografering…

    Havde jeg før været i tvivl om, hvilken fotoklub jeg skulle vælge at blive medlem af, er jeg det ikke længere… det bliver den i Nørresundby (:

  • Et øjeblik...

    Søndagsstilhed

    Klokken var endnu ikke nået 7 før jeg måtte overgive mig og slippe nattens drømme.

    Den rødhårede havde puslet længe nedenunder og jeg havde vist alligevel også sovet nok.

    Fra min plads lige under vinduet blev jeg belønnet med udsigten til den smukkeste morgenhimmel.. changerende i lilla og rosa.

    Ikke det ringeste syn at få øjne til.

    Mæt af fredag og lørdags selskabelighed, kram, snak, latter og god mad skal hovedet vist hvile ud.

    Og når morgenkaffen er drukket, når weekend weekend er rullet over min skærm og når jeg har været i bad tror jeg Poloen skal bringe den røde ninja og jeg derud, hvor vi holder allermest af at være…

    God søndag til dig..!

  • Et øjeblik...

    Smil lige, hvis du ser mig, ik’?

    Anita skrev til mig: Hvis du har lyst, har jeg overrakt dig en lille opgave i den gode sags tjeneste på min blog – og fik mig på den måde ud af min offline-mode. Tak (:

    Det handler om at sprede glæde og få den til at sprede sig som ringe i vandet og den er helt gratis. Ophavsmanden… eller kvinden i dette tilfælde… er Camilla. Jeg kender ikke Camilla, men er det ikke sådan, at en fremmed blot er en ven, du ikke har mødt endnu? Camilla skriver:

    Tænk, hvis vi alle sammen gjorde bare én god gerning om dagen og den gode gerning kunne sprede sig som ringe i vandet. Jeg kan næsten se det for mig…

    Der skal så lidt til at gøre en forskel. At sende et menneske jeg ikke kender et smil, sige hej, komplimentere ‘hende ved kasselinjens’ flotte frisure eller min venindes, hjælpe et menneske, som har brug for din hjælp.   Det er noget der rykker – i dig, i mig og i os allesammen!

    Kan nogen være uenig i det..? Det tror jeg næppe.

    Jeg ved ikke, om jeg sådan lige kan komme i tanke om, at jeg sådan i bevidst handling har gjort noget for at glæde andre, andet end netop at sende et menneske jeg ikke kender et smil eller et kompliment… og jeg ved jo i virkeligheden ikke, om det har gjort en forskel… ja altså lige bortset lige fra ham her – en ung Nettofyr som jeg i min alder stadig kunne gi’ hektisk røde kinder.

    Til gengæld kan jeg komme i tanke om utallige ting andre har gjort for at glæde mig:

    naboen der ringer på og med et smil stikker mig en buket haveroser
    bedstevennen der efterlader chokolade ved min dør for at muntre mig op på en træls dag
    kollegaen der kom styrtende med transporthjælp til at hente lagkage til min fødselsdag
    Cirkusprinssessen der for egen regning sendte mig en påskepakke

    Listen over ting andre har gjort for at glæde mig er lang… jeg tænker, om jeg ikke måske har gjort noget godt for nogen af disse mennesker også, siden jeg fortjener det!

    Og nu vil jeg tage en ven i hånden, gå ud i foråret, gøre som Anita og sprede lidt glæde… mens jeg sender den lille opgave videre til Deborah, anette og Helle K

    Så smil lige tilbage, hvis du ser mig, ik’?

    (jeg vender tilbage med en opfølgning og en forhåbentlig glad historie, når jeg har været ude i samfundet et par dage)

  • Et øjeblik...

    Gæstekok og en weekend der snart er slut

    Forrige weekends gæstekok havde måske nok højere lækkerhedsværdi, drak ‘lidt’ mere rødvin og deltog ‘lidt’ mere aktivt i madlavningen… en rigtig rigtig dejlig aften i øvrigt… men desværre er det eneste dén aften ellers efterlod et gabende tomt hul i min verden og en stor fedtplet på spisebordet!

    Gårsdagens kok  i den lyserøde Onepiece er efterhånden en sjældens gæst… tilgengæld er hun en keeper!

    Hullet i verdenen er mindre nu. Bliver mindre hver dag. Jeg har ligget rullet sammen på skødet af min bedste ven. Råbt røv, raset og grædt. Nu er der ikke ret meget mere af den slags tilbage.

    If someone makes you miserable more than they make you happy,
    it dosn’t matter how much you love them, you need to let them go!

    Poden skal på job i Kvickly. Hele dagen. Den røde og jeg har en stranddate i det lækre vejr. Og så er den weekend forresten også snart slut.

    Der skal tages fat på endnu en uge. Mine kolleger er alle tilbage på deres pind… med alt det liv og humørfyldte pingpong det fører med sig.

    Hverdag er ret okay.

  • Et øjeblik...

    London here I come…

     “To see you I’ll definitely make it…”
    “…even if a tsunami strikes I will be there to meet you.”

    Så behøver jeg vist ikke flere forsikringer… billetten er booket… London here I come.

  • Et øjeblik...

    Weekend i utide

    Sluk for fjernsynet, sluk for computeren og mobilen, stop talestrømmne, stop med at gøre; bare vær!

    Det vil jeg gøre de næste dage. Jeg snuppede en fredagsfridag i utide og jeg tror, jeg vil spendere en del af den forlængede weekend derude, hvor himmel og hav mødes… livet er nemlig godt og smukt, når jeg retter øjnene mod andet end det og den, der gør mig ondt.

    Nemaste og god en til dig.