-
Små og store planer
Fuglebogen siger, at dette er en “spætmejse”. Den er ikke set på foderbrættet før. Måske er det den nye foder, der har tiltrukket den.
Solen har skinnet fra en næsten skyfri himmel hele dagen og eftermiddagsturen ned af markvejen var en sand lise efter en lang dag på jobbet.
Jeg havde god tid for verdens sødeste Pode havde støvsuget, vasket gulv og ordnet det praktiske, så da jeg som hjem fra job, var eftermiddagen til ‘fri leg’.
Jeg går og tumler med lidt større planer, som indbefatter at rykke teltpælene op og flytte tættere på det hav, som jeg er så glad for. Ikke helt ud på kanten, men i gåafstand faktisk. Intet er sikkert endnu… men jeg krydser fingre for, at tingene falder ud til min fordel.
Meget mere om det senere.
Håber jeg.
-
Kærlighed og kræft. Appelsiner og citroner. Surt og sødt.
Poden og jeg var i aftes to blandt mange i A-salen i Metropol Aalborg. Filmen var Susanne Biers nye “Den skaldede frisør“.
Trine Dyrholm spiller frisøren Ida, der oven på et succesfuldt forløb med kemoterapi er ved at komme ovenpå igen.
Men hendes tilværelse vendes på hovedet igen, da hun en dag finder sin mand gennem 25 år, den brovtende Leif (Kim Bodnia), sammen med den unge og knap så kvikke Thilde (Christiane Schaumburg-Müller). Og så lige op til deres datters bryllup, der skal afholdes i sydlandske omgivelser i Italien.
I mellemtiden møder Ida uforsætligt gommens far, Philip (Pierce Brosnan), en fortravlet og lidt følelseskold forretningsmand, som alligevel begynder at se noget i den forvirrede Ida.
Det hele kulminerer under det italienske bryllup, der samler alle implicerede under ét tag til en begivenhedsrig fest.Filmen er en bitter sød, varm, sjov og livsbekræftende historie om, at lige som man tror alt er forbi, så skal det hele måske først til at begynde.
Filmen kan varmt anbefales… så tag din veninde under armen og se den!
… og så synes jeg forresten, at Trine Dyrholm har udviklet sig til at være en rigtig dygtig skuespiller
…
(vi så forfilm til den franske film “Intouchables” – det er en must see… jeg si’r det bare)
-
Dagens citat
– Herman Bang –
-
Ikke for noget, men
Hvis ikke det var fordi, jeg lige har indledt et forhold til Mr. Grey, så havde jeg altså gerne nappet Mr. Johan Olsen…
… og i mens at jorden drøner rundt i mælkevejen!
-
Alsidig biks
Hjallerup Maskinforretning forhandler andre mærker end Massey Ferguson. Faktisk er der snart ikke det, man ikke kan hente i den biks. Altså udover traktorer og mejetærskere.
De er stærke i hesteartikler, arbejdstøj, dyrefoder, værktøj, haveredskaber… you name it og maskinforretningen har det.
Det er her jeg henter vinterens ragsokker i 100% uld (og landmandsstørrelse) til nærmest ingen penge… og her jeg i dag købte vildtfuglefoder og faldt over 120 opvasketabs til kr. 119,-.
Jeg tror såmænd ikke engang Netto kan være med her.
Foderhuset er fundet frem, der er adgang til vand og de første småfugle har allerede fundet ud af at varmestuen er åbnet (:
Bon appetit!
-
Det er vist den tid
Med udsigt til nattefrost sidst på ugen, er det vist på tide at finde foderhuset frem og få købt noget vildtfuglefrø.
Jeg havde en lille rest fra sidste år og den har der allerede være stor søgning til.
Vejen hjem går forbi min foderpusher (:
-
Det er muligt
Der var en der skrev til mig på et tidspunkt, at Ninjaen må være “Danmarks mest fotograferede hund“.
Jeg tænker, at det er måske rigtigt og at jeg måske burde udvide repertoiret. Bare lidt.
Men det bliver ikke denne søndag. Den er nemlig tilbragt sammen med ovenstående oppe i bakkerne og da hun ikke kan stå bag kameraet, må hun nødvendigvis være foran.
Jeg håber, I tilgiver den lidt ensformige brug af model.
Lidt endnu.
Som kompensation kan I komme med ud i ‘min skov’, som den ser ud sådan en søndag i oktober.
-
Lørdagsvellyd fra Adele
Adeles titelsang til den nye James Bond film, “Skyfall”Her koges og brases, mens huset fyldes med lækker vellyd; Adele, Lana del Ray, Sade…
Menuen står på mormormad.
Gæsterne omkring bordet er ‘moderløse hvalpe’, der elsker kød og sovs som den deres mor lavede.
Så det får de.
Med kold øl til (:
-
Morgensmil
Jeg bruger ikke iPaden’s kamera… men det er der andre, der gør 😉
-
Genser
Det er snart både jul og fødselsdag, og jeg kunne da godt ønske mig den her Genser: “Varcha Poncho Black” fra One-Piece.