Tanker på en tirsdag…

Jeg er privilegeret. Jeg kender en, der kan lave min bil. En anden, der kan fikse min computer og min blog, hvis jeg har klokket i det. En tredie, der har egen forretning, hvor jeg kan købe til indkøbspris. En fjerde der uddeler fribilletter til biffen med rund hånd. En femte der….

Og jeg benytter mig af det… men helst kun hvis jeg føler, at jeg har noget at gi’ den anden vej.

Det eneste jeg ikke gør er, at pådutte disse “hjælpenisser”, at de skal yde samme service overfor mine kolleger, venner, bekendte… jeg vil ikke engang spørge!

Jeg ved fra mig selv, at man pludselig kan blive kvalt i filantropi.

Indtil for 5 år siden kodede og designede jeg hjemmesider for Gud og hver mand. Det var fint nok, hvis ellers det var ophørt der. Men det gjorde det ikke. Hver gang, der skulle rettes et komma var det undertegnede, der skulle gør det. Langt de fleste rettelser var i småtingsafdelingen. Noget jeg kunne gøre med venstre hånd. Problemet var blot, at der til sidst var så mange sider, der skulle vedligeholdes med smårettelser, at jeg hver eneste aften sad flere timer ved pc’en.

Jeg fik bare nok og da jeg samtidig blev syg og ikke længere kunne overskue det, sagde jeg fra. Over for alle.

Og har gjort det siden.

Jeg har et par stykker, jeg stadig hjælper – og med glæde!

Den ene tjeneste er jo den anden værd.

…

Derfor blev jeg også skide skuffet da jeg i dag blev spurgt: Er det til dig selv?

Skuffet over at vedkommende tilsyneladende kender mig så dårligt. Trods alt.