-
Jeg er målløs
Tidlig tirsdag morgen i Oslo.
16 graders frost og ingen steder at søge varme før 10, hvor forretningerne åbner.
Og dog.
En stor boghandel havde slået dørene op tidligt og vi smuttede indenfor. Her var et hyggeligt læsehjørne og vi satte os og kiggede i de fremlagte bøger, mens tæerne langsomt igen fik varmen.
Her stødte jeg for første gang på Arne og Carlos.
Måbende kiggede jeg på de to nordmænd, som har udgivet en hel bog med julekuglestrik…
Poden og jeg morede os kongeligt og jeg blev enig med mig selv om, at det nok ikke var i Norge, jeg skulle finde min næste mand (:
I går stødte vi så også på bogen i den dansk boghandel og fandt ud af at den faktisk er udgivet i 8 lande og så vidt jeg kan google mig til er Arne & Carlos nærmest kult i strikverdenen.
Én opskrift, 55 mønstre… på ‘julekuler’… det er verdensklasse (:
Beklager, hvis jeg støder nogen… men for helvede hvor er de kugler dog hæslige men Arne og Carlos… de er fa’me innmari ålreit.
-
Af ♥ tak…
Af hjertet tak for alle de søde hilsner på Facebook, min blog, sms’er, breve, gaver, telefonopkald… jeg er helt og aldeles overvældet og smiler stort ved tanken om alle de, der har sendt mig en venlig tanke i dag.
Jeg har tilbragt dagen i det selskab, jeg holder allermest af og den har været fyldt med smil og solskin… præcis som en fødselsdag skal være (:
…
Også Google har ønsket mig tillykke (:
-
H A L V T R E D S
Definition på ‘gammel’:
Man er først gammel, når man bøjer sig ned for at binde sine snørebånd og samtidig tænker: »Er der ellers noget du kan gøre, mens du nu er hernede«
Det gør jeg trods alt ikke… endnu!
Men ikke desto mindre fylder jeg 50 i dag… H A L V T R E D S… jeg ved ikke med jer, men det lyder altså klart bedre at sige, at man er i 40’erne, uagtet at man er så meget sidst i 40’erne man kan komme.
Dagen skal fejres med mine kolleger her fra morgenstunden. Ellers vælger jeg, at forbigå dagen i tavshed. Jeg har været på cruise til Norges hovedstad, det må være fejring nok (:
…
Og så vil jeg forresten fremover hårdnakket påstå, at alle fotos taget af mig er manipuleret… lissom Linse Kessler (:
-
Oslo tur retur
Oslominicruise i glimt
- Behagelig færgeoverfart i kahyt med eget bad og toilet
- Bidende kulde
- Udendørsservering af varme drikke
- Slotsbesøg
- Nobel fredspris overrækkelse
- Jacuzzi under åben himmel i 16 graders frost
- Skyhøje priser: jeg nævner bare nkr. 80,- for et brød – eller hvad med en Latex gris til hunden nkr. 138,- (min lokale dyrehandler sælger nøjagtig den samme gris til dkr. 30,-)
- Peppes pizza
- Rensdyrskin (mor’ens fødselsdagsgave til sig selv).
- Lidt julegaveindkøb (til de, der har leveret en ønskeseddel – resten må man formode har ALT ;-))
– det er bare lidt af, hvad dette minicruise har budt os. Herunder følger hvad iPhonen så af underligheder:
Og kom så i øvrigt ikke at påstå, at nordmændende mangler humor… her er hvad fik os til at grine af på vores tur rundt i byen. Behøver jeg at sige at “Arne og Carlos” scorede toppoint (:
-
Her går det godt… send flere penge
Udendørs jacuzzi med kig til en smuk stjerneklar himmel… det lyder godt, ikke?
Og det var det også.
Men turen dertil KUN iført badetøj og med bare tæer i sne og 16 graders frost… den fornøjelse var stærkt overvurderet.
Så ved I det, hvis nogen skulle finde på at bilde jer noget andet ind.
Her går det godt… send flere penge (:
Ps: jeg har et rensdyr med hjem
-
Naughty or nice
Snestormen tvang mig til at blive hjemme i dag og jeg kastede mig derfor over julebagningen… af verdens bedste pebernødder… når jeg skal sige det selv.
Der er frafald på min niceliste i år, så første hold er hovedsagelig til egen mavefornøjelse – men mon ikke også der kan blive en dåse, til de der kolleger jeg har.
Jeg tænker det.
Ellers har søndagen mest handlet om sne, sne og atter sne.
Jeg har skovlet to gange i dag. Både hos mig selv og hos naboen… men hvis man stikker næsen ud nu, kan det ikke ses.
Overhovedet.
I morgen gider jeg godt vågne op til en ryddet motorvej… særligt den mellem Aalborg og Frederikshavn. Så skal jeg ikke bede om mere.
-
En bekymret rynke
Jeg begynder at blive en anelse bekymret for vores tur til Norge… ikke så meget for sejlturen, mere for køreturen til Frederikshavn.
Det har sneet uden ophør siden midt i nat og vi har eddermugme fået en ordentlig bunke.
Ved tre tiden var Ninjaen og jeg ude – og her kan I se hvor ufremkommelig verden er heroppe visse steder
Bortset fra at sneen er en anelse besværlig, når man skal transportere sig rundt… så er det jo skønt med en snestorm.
-
Vi sejler op af åååååååen
Er det ikke lissom udsigt til snestorm og sejltur til Oslo er en rasende dårlig kombi?Jeg tænker, at vi får god brug for de indkøbte søsygepiller…
-
Post julefrokost
Peter A.G. virkede som en, der havde røget noget sjov tobak inden han gik på scenen… det tror jeg nu ikke han havde, men for pokker han er vild og kan sætte gang i en fest.
Sætlisten indeholdt bla.
- Mr. Swing King
- Kærester
- Når jeg bliver gammel
- Den dejligste morgen i 100 år
Lige meget hvem du er – lige meget hvor du er – så velkommen her.
Vores mange indiske kolleger så undrende til.
Man forstår dem godt.
…
Før Peter A.G. var Søs Fenger på scenen med samme 6 mands orkester. Hendes sange er knap så festlige, men ikke desto mindre fik hun folk på dansegulvet.
Jeg havde spottet, at sidste nummer på hendes sætliste var “Holder øje med dig“.
Jeg har været meget forelsket til den sang, så det var stort for første gang at høre den live.
Tankerne var i 5 minutter tilbage i min kvistlejlighed i det indre Aalborg og jeg må erkende, at jeg blev en smule rørstrømsk.
…
Men det fik de her drenge mig til at glemme igen… to på 22 er alligevel så meget sjovere end en på 44 (:
-
Store julefrokostfredag
Firmaet går i julefrokostmode. Lige om lidt.
727 tilmeldte, fri bar, Søs Fenger og Peter A.G. underholder… det bliver en fest.
Og denne gang er vi også blevet lovet mad (:
Poden passer hjem og Ninja… og sidder desuden klar ved telefonen, når mor skal fragtes hjem.
God deal med det der kørekort (:
…
Og bagefter er det weekend og ferie og Oslo og fødselsdag og…
See you later alligator.