Lige over middag ramte snestormen Vendsyssel. Den raser stadig udenfor og har resulteret i lukkede veje og driver i mandshøjde.

Poden og hendes halvsøster var undervejs midt i det hele med kæresten bag rattet.

De har, siden vi blev skilt, holdt juleaften sammen med deres far på Lillejuleaften.

Og endnu er det ikke sket, at det er foregået uden han har været skide fuld. Og således også i år. De var her ved 15.30 tiden. På det tidspunkt sad han hos naboen og drak – og var endnu ikke gået i gang med julemaden.

Mit hjerte bløder og jeg får ondt i maven, når jeg ser de to piger i øjnene. Det gør dem så forbandet ondt, at han svigter dem gang på gang. Men de er magtesløse overfor en far, som nægter at erkende, at han har et problem. Overfor en familie som lukker øjnene og ikke vil se, at deres søn og bror har brug for hjælp.

De piger har squ fortjent langt bedre.

Jeg har forsøgt. Appelleret til ham. Konfronteret ham med hans svigt. Det resulterede i en uge på antabus… så var han vist selv overbevist om, at han var kureret :-/

Pigerne er begge voksne. De må selv finde ud af om de har lyst til at være sammen men ham eller ej og jeg kan kun tilbyde at være her, hvis de har brug for det.

Men for fanden det gør mig ondt. Og for fanden hvor gør han mig vred.

(gør det noget, at jeg ønsker ham derhen hvor pebret gror?)