• Strik

    Niogtredive

    “39% af os kan strikke” – sådan står der af og til på TV2 mellem udsendelserne. Dækker det mon hele befolkningen… så er det jo ret mange!

    Jeg er én af dem og udvider heletiden mine skills. F.eks. har jeg netop strikket en kant ned på et par små lune bukser til Solveig.

    STRIKKET

    Lige.

    Og pænt.

    Garnet er en tråd Sandnes Sunday fra lageret og en tråd Midnatssol fra CaMaRose købt i vores nye lokale garnbiks Kreativiteket.

    Jeg ‘behovsstrikker’ som Liselotte kalder det og lige nu er efterspørgslen på strikkede bukser så stor, at jeg ikke kan følge med.

    Mens jeg har strikket har jeg set de to første afsnit af ‘Felthausen og Bagger taber masken‘ på DRTV. Et par herlige no-bullshit kvinder, der strikker sig rundt i Norden og ser på lokale strikketraditioner. De er sikkert ikke for alle, men jeg synes de er skønne.

  • Baby,  Solveig

    Kørt over af en bus

    Søndag morgen havde jeg en tid til min 4. covid-19 vaccination. Det kørte helt gnidningsløst som de andre gange i vaccinecentret… ganske lille kø, ind og ud på under en halv time.

    Søndag aften mærkede jeg en smule ubehag, let feber, hovedpine og gik derfor tidligt i seng. Mandag morgen havde jeg det, som om jeg var blevet kørt over af en bus.

    Det er de samme bivirkninger som jeg har haft de 3 forgående gange, så det var forventeligt og jeg ved heldigvis, at det er ganske kortvarigt.

    I dag bliver Solveig 3 måneder. Når man sammenligner billederne fra første og anden gang hun var foran kameraet kan man tydeligt se udviklingen.

    Hun er nu opmærksom på omgivelserne, smiler, har opdaget sin stemme og det varer ikke længe for hun også kan styre sine arme og hænder til andet end til at putte dem i munden.

  • Et øjeblik...

    Fra Mac til Surface

    I en årrække har jeg kørt Apple MacBook Pro 15.4″ på hjemmefronten.

    Både med fornøjelse (det ér en lækker maskine) og udfordringer.

    Først måtte jeg benytte mig af Apples serviceprogram for at få skiftet butterfly-tastaturet, som de har vedkendt sig havde nogle fejl. Det var en gratis omgang.

    Så svulmende batteriet op. Det måtte skiftes på egen regning.

    Og her sidst oplever jeg, at skærmen går i sort når den bliver lukket op i en vinkel over 45 grader… hvilket gør det lidt svært at arbejde på den.

    Det er også en kendt fejl – så kendt at den har fået et navn: #flexgate. Kablet, der forbinder skærmen til maskinen er for kort og efter et antal bevægelser med skærmen går det i stykker. Et skærmskifte på min model koster kr. 5995. Der er ikke fra Apples side lavet et Serviceprogram på MacBook Proen selvom om rigtig mange oplever præcis denne fejl.

    Maskinen er 4 år gammel og har kostet spidsen af en jetjager. Jeg er altså ikke imponeret af det byggetekniske og har ikke lyst til at ofre kr. 21.000-22.000 på en ny, så jeg har i stedet lånt en Microsoft Surface på jobbet for at se om det kunne være et alternativ. Et ‘billigt’ alternativ.

    Foreløbig tegner det godt.

    Det er en lille let maskine med en fin og klar skærm. Lidt mindre end Mac’en, men det kan jeg leve med, hvis den ellers ikke har alle de børnesygdomme.

    Den skal stå sin prøve de næste dage, når jeg hiver et antal fotos ind i den, som skal bearbejdes.

  • Et øjeblik...

    Sikken en fest vi har haft nu i nat

    Alle sejl var sat til; Silent disco, Pong, jubilæumsshow, streetfood, barer, koncerter med Mads Langer, Aqua, Infernal og DJ Kato, arkadespil, loungeområder og hvad har vi… der manglede saftsuseme ingenting da firmaet i går inviterede til 50 års jubilæumsfest i Lokomotivværkstedet.

    Jeg kørte fra Hals kl. 8 lørdag morgen. Vi blev fragtet i bus til københavn, indlogeret på hotel og derfra kørt direkte til fest.

    På busturen til hovedstaden blev vi underholdt af Anders Breinholt og Anders Lund Madsen med en radiokanal specielt lavet til dagen.

    Da vi blev kørt retur til hotellet var jeg så træt, at jeg knap nåede at mærke hovedet ramme hovedpuden før jeg sov.

    Jeg vidste godt, at jeg ville komme til at skotte til uret mange gang i løbet af aftenen – og jeg endte også med at tage den første shuttelbus fra festen og til hotellet. På det tidspunkt havde jeg været på benene og i selskab i 18 timer. Jeg er glad for jeg tog med, men også glad for at weekenden nu ligger bag mig..

    Heldigvis har jeg været så forudseende, at jeg har taget fri mandag. Selvom jeg ikke drak mig en hovedpine til, så er fridagen tiltrængt.

  • Et øjeblik...

    Valg og det, der er bedre

    Det er nu, at jeg overvejer at hæve opsparingen og tilbringe resten af oktober i Alaska.

    Kan nogen passe hundene i 4 uger?!?

    Begejstringen og feststemningen på de enkelte partikontorer ville ingen ende tage efter statsministeren udskrev valg og alt jeg kunne tænke på, var de knap 4 uger fyldt med valgflæsk.

    Heldigvis foregår der meget andet

    • Danske Morten Meldal får Nobelprisen i kemi
    • Det blæser og hurra for det… strømprisen er virkelig lav
    • Solveig har rundet de 6 kg
    • Firmaet skranter og der er annonceret fyringer – sikkert som julegave
    • ‘Grevinden’ af Henriette Rostrup ligger på natbordet. Virkelig dejlig biografisk roman om Grevinden af Bagsværd, der i slutningen af 1800-tallet var en af Europas rigeste kvinder. En fortælling om længslen efter kærlighed og anerkendelse, om rigdom, storhed og fald. 

    Ugens vigtigste begivenhed er den fest jeg skal til i weekenden sammen med 2298 kolleger. Vi samles i Lokomotivværkstedet et sted i hovedstaden.

    Jeg glæder mig til festen, men ikke til transporten.

    Fra Aalborg kører der 6 busser afsted lørdag morgen og jeg er virkelig ikke vild med at være bundet til sådan et bussæde i så mange timer. På positivsiden skal vi over Ebeltoft-Odden og det hjælper, at én af timerne bliver på færgen, hvor man har mulighed for at komme ud.

  • Et øjeblik...

    Heste, hunde og cykler

    De seneste år er Trekantskoven gået fra at være åben hundeskov til også at rumme ridesti og nu mountainbikerute.

    Jeg kommer oftes i skoven tidligt om morgenen – før ryttere af både heste og cykler er stået op – så det har ikke skabt farlige situationer for mig, men jeg kan høre rundt omkring at det ikke er alle, der har været så heldige.

    Det er ikke svært at forestille sig at en kollision mellem en hest og en cykel i høj fart ikke er skide sjovt for nogen.

    Hundene synes mountainbikeruten er det fedeste. Smalle stier, der snor sig op og ned i landskabet på en 3 km’s rute.

    Vi gik turen efter jeg holdt fyraften fra hjemmekontoret og det er herligt at se dem piske af sted. Det er også god træning for deres mattes slappe lår og baller.

  • Et øjeblik...

    September

    September lakker mod enden, men det er først i dag jeg synes, at vi har kunnet mærke efteråret for alvor. I weekenden har det været t-shirt og shorts vejr – ikke for mig altså – men jeg har kunnet se folk på gaden med bare ben.

    Vi skal snart til kæmpe fest og jeg varmer op med Earth, Wind & Fire, som kan starte en fest i mine danseben.

    Hele firmaet er inviteret til fest i Lokomotivværkstedet i København. 2300 medarbejdere er tilmeldt, fra både Danmark og Polen. Infernal, Aqua, DJ Kato og Christopher underholder, så jeg forventer en svingom eller to.

    Jeg er i dyb tøjkrise. Festtøj ejer jeg ikke og har brugt oceaner af tid på at finde noget – uden held.

    Lokomotivværkstedet er en stor rå hal og – tror jeg – ikke specielt godt opvarmet. Mon ikke godt, at jeg kan have uld på sådan en aften. Jeg har strikket en smuk ‘tunika’ i stærk grøn – firmaets farve – og sammen med nederdel og grove støvler er den ret fed. Synes jeg selv.

    Det bliver den og så må jeg dø af varme eller drikke tilstrækkeligt med iskolde drinks.

  • Baby,  Solveig

    Solveig kom forbi

    Øjenkontakt, smil og grimasser.

    Udviklingen går så enormt hurtigt – fra at ligge passivt hen i vuggen er hun nu vågen og nysgerrig på verden omkring sig. Løfter jeg hundene op til hende og de slikker på hendes hænder smiler hun.

    I dag er hun 2 måneder gammel og har været til månedens fotografering.

    Det gør mig varm om hjertet, at opleve min datter hvile i sin nye rolle som mor.

    Hun mærker efter hvad der fungerer for dem og hvad hun mener er bedst for Solveig. Hun sparrer med sundhedsplejersken, men lader sig ikke ellers påvirke af alle de ‘gode råd’, der kommer om dette og hint fra de, der mener, at de er klogere.

    Det er stærkt og rigtigt – og jeg ser en lille lækker pige, der stortrives i den familie hun er landet i ❤️

  • Hals

    Jeg har spist min sidste manitobabolle

    I morgen lørdag er strømmen billig – gennemsnitsprisen er 64 øre pr. kWh og kl. 14 er den helt nede på 2 øre (ren strømpris).

    Jeg skal have gang i alle de dyre maskiner, så der er rent tøj og til en uge, hvor strømmen garanteret igen er skyhøj.

    Det er ikke alle, der kan klare de dyre energiregninger.

    I dag lukkede byens bageri. Helt uventet. De kunne ikke klare de store råvare- og energiprisstigninger. Det er et kæmpe tab for vores lille by. Jeg vil tro, at vi nu har 25-30 km til nærmeste bageri.

    Jeg har været fast aftager af deres dejlige rugbrød og alle weekendmorgener har jeg hentet et par lækre manitobaboller. Og hvem skal nu levere kagemænd og -koner, lagkager, varme hveder, nytårskransekagen…

    En anden af vore små butikker har reduceret deres åbningstider – også for at spare på energien.

    Jeg har en alder, så jeg kan huske oliekrisen og de bilfrie søndage i 1973-74. Som barn var det fedt. Vi kørte på rulleskøjter med af Hadsundvej bakken. På kørebanen. Byen blev en stor legeplads, hvor vi kunne færdes alle steder uden formaninger om at passe på trafikken. Om de voksne synes det var lige så fedt, tror jeg ikke. Mon ikke de har haft samme bekymringer, som vi sidder med i dag!?! Jeg tror det.

  • Et øjeblik...

    Weekenden

    Jeg er tosset godt tilfreds med weekendens indsats i ‘skuret’.

    Det har været ét stort rod og svært fremkommeligt.

    Der er ryddet op og monteret en bordplade med masser af opbevaring under – og nu er der faktisk en arbejdsplads, hvor jeg f.eks. kan stå og potte blomster om. Jeg mangler noget lys derude og så vil jeg have sat tørresnore op, så jeg kan tørre tøj i ly for regn og rusk.

    En iGo fuld af affald blev kørt på genbrugspladsen.

    På vejen mellem Hals og Genbrugspladsen mødte jeg en herlig flok knallertkørere på gamle topgejlede knallerter.

    Dem kunne jeg ikke bare lade køre forbi uden lige at skulle forevige dem. Det blev godt modtaget og de hilste og dyttede da de passerede mig.

    Resten af søndagen står den på strik. Der er en lille Moby Sweater på pindene. Det er et projekt med en deadline da den skal bruges til gave, men sådan en sweater i str. 6-9 mdr. på pind 4,5 er jeg ikke mange dage om at strikke.