• Et øjeblik...

    Nu bæres lyset frem

    Nu bæres lyset frem
    stolt på din krone.
    Rundt om i hus og hjem
    sangen skal tone.
    Nu på Lucia-dag
    hilser vort vennelag
    Santa Lucia, Santa Lucia
    .

    Her ved vor ønskefest
    sangen skal klinge.
    Gaver til hver en gæst
    glad vil du bringe.
    Skænk os af lykkens væld
    lige til livets kvæld
    Santa Lucia, Santa Lucia.

    Frem til kalenderreformen i 1700, hvor den gregorianske kalender blev indført, var den 13. december årets korteste dag.

    Dermed faldt Lucias helgendag sammen med vintersolhverv og blev en lysfest midt i den mørke tid.

    I dag er årets korteste dag den 21. december.

    13. december er ikke bare Lucia dag, men også min fødselsdag – uanset hvilken kalender man kigger i – og sikken et år mit tresindstyvende af slagsen har været.

    Med sådan en hilsen gør det ikke så meget at runde 60 😉

    På den gode måde.

    Størst af alt er helt klart at jeg er blevet mormor – det er stort og forunderligt. Både det lille nye menneske, men også glæden ved at se min smukke datter og hendes mand vokse i rollen som forældre. De gør det SÅ godt og har en lille pige, der stortrives i den lille familie hun er havnet i.

    I søndags havde jeg familien til fødselsdag. Min svigersøn er uddannet kok og jeg havde ønsket mig en middag til hele banden. Og det fik jeg. Jeg havde bestilt wienerschnitzel med hele svineriet og der var ingen, der kunne rokke med et øre bagefter.

    I dag er hilsnerne strømmet ind både her og der. Jeg har haft besøg af Nanna og Solveig, og i eftermiddag kom en ven og kollega forbi.

    Vejret har været rigtigt ‘Mette vejr’ og jeg gik med den dejligste lykkefølelse da hundene og jeg travede en tur i skoven med knirkende sne under støvlerne og solen glimtende mellem træerne.

    Det er helt ok at være opgraderet til version 6.0.

  • Et øjeblik...

    Kan jeg nu blive boende?

    Den frygt jeg har gået med siden marts 21 blev efter en pressemeddelelse fra Rema 1000 pludselig meget mindre.

    I følge det materiale jeg modtog fra kommunen for mere end halvanden år siden skulle der ligge en dagligvarebutik (Rema 1000) lige her hvor jeg bor, men jeg forestiller mig ikke at Rema 1000 – som i følge pressemeddelelsen overtager Aldi i Hals – også vil bygge butik på modsatte hjørne, hvor jeg bor.

    Det er ellers kun 14 dage siden nedenstående kunne læses på byens digitale opslagstavle:

    Jeg har forgæves forsøgt at få oplyst, hvor manden har sine oplysninger fra. Jeg forestiller mig ikke, at Remas opkøb af Aldi er en hovsa-beslutning, der er sket hen over natten, så mon ikke bare hans oplysninger er rygter stampet op af jorden. Som så meget andet på den opslagstavle.

    Planerne har haft mange konsekvenser for beboerne i området og jeg synes, at det er under al kritik, at Aalborg kommune i marts 21 udsender en folder til alle beboere i Hals og på intet tidspunkt i de seneste halvanden år følger op på projektet. Der er huse som er fraflyttet og ikke genudlejet netop pga. planerne, huse der ikke vedligeholdes og det har givet en urimelig usikkerhed hos os der er tilbage.

    Om projektet helt er lukket ned aner jeg ikke, men jeg vælger at være optimistisk indtil vi hører mere – og så vil jeg se frem til at bo overfor Rema 1000, som jeg synes er en betydelig bedre butik end Aldi.

  • Strik

    Vi går ikke ned på uldent udstyr

    Strikkepindene har glødet i år som aldrig før. Mest er der strikket til Solveig, hvilket selvfølgelig er grunden til, at listen er blevet SÅ lang.

    Pizza bluse – blommerosa (garn indkøbt)
    Bjørnebær genser i Vams (i gang)
    Hæklet tæppe i Finull rester (i gang)
    Sovepose (i gang)

    Julestrømpe – Solveig
    Rød hue – Nanna
    Turkisgrøn Sorgenfri bluse – Solveig
    Rosa bukser – Solveig
    Rosa futter – Solveig
    Holly sweater – Solveig
    Grøn Mynte genser
    Bukser i Sunday og alpaka følgetråd – Bjørnebærsaft – Solveig
    Copenhagen cardigan
    Peacock cardigan sort
    Anker trøje sort
    Nissehuse – Solveig
    Nissehue – Eik
    Djævlehuer – Solveig
    Filtet HOHOHO nissehue
    Sunday Balaclava til Sille – str. 6-12 måneder. Rest i Double Sunday
    Sunday Balaclava lys grøn – Double Sunday – Solveig
    Anker cardigan – Double Sunday lys grøn – Solveig
    Friday Sweater – Sille
    Moby sweater – Sille
    Erantis cardigan mørk rosa – Solveig
    Parfait jakke – Solveig
    Clotilde sweater – Solveig
    Audrey cardigan – Solveig
    Daisy Sweater – Solveig
    Daisy Cardigan – Solveig
    Prik sweater – Solveig
    Nancy Sweater – Solveig
    Olive Sweater – Solveig
    Olive Cardigan – Solveig
    Pizza bluse brun – Solveig
    Lilla anker cardigan
    Sorgenfri jakke – Solveig
    Teddy pants – Solveig
    Erantis cardigan rosa – Solveig
    Peacock dåbscardigan – Solveig
    Pizzabluse grøn

    Noget af det sidste jeg har strikket er julesokken til Solveig. Broderi er ikke min spidskompetence, men det er som det er. På sigt tror jeg også, at Solveig er mere interesseret i det indhold der evt. havner i sokken end i om mormors broderi mangler lidt på finishen.

  • Et øjeblik...

    I kanelbullans land

    Torsdag aften faldt sneen igen tungt over Nordjylland og jeg var noget bekymret for fredagens tur til det svenske, men tidligt – meget tidligt – fredag morgen så alt meget fredeligt ud.

    For en sikkerheds skyld kørte vi ind og fangede motorvejen nordpå til Frederikshavn. På en god dag ville vi køre op ad kystvejen, men ikke denne gang.

    Göteborg var som Göteborg plejer at være: herlig julestemning, imødekommende svenskere og dejlige forretninger.

    Blandt andet fik vi besøgt Knapp-Carlson. Forretningen blev grundlagt i 1920 af Albert Carlsson og ligger i Kyrkogatan.

    Mangler du knapper tvivler jeg på, at du går forgæves uanset hvilken type, størrelse og farve knap du eftersøger. Se lige de skuffer, som dækker næsten hele forretningens vægge.

    Jeg gik derfra med knapper til en turkisgrøn trøje til Solveig og et antal perlemorsknapper i rosa og hvide nuancer.

    I Saluhallen købte vi kanelbullar og lussekatte.

    Efter mange tusinde skridt sprang vi på en sporvogn og lod de trætte ben fragte til Masthuggstorget og færgen – og hjem til hunde og barn.

    En hyggelig og lang dag ligger bag os. Nanna fik en pause fra barselsboblen og jeg en hel dag i hendes selskab. Næsten gang bliver når Solveig er lidt større og så tager vi hende med.

  • Et øjeblik...

    Prognosen siger

    Klokken var ikke mere en 4:35 da Bob begyndte at pibe og røre uroligt på sig. Jeg kunne vende det døve øre til, men jeg kender ham godt nok til at vide, at det er fordi han ikke kan klemme ballerne sammen længere. Han strøg da også forbi mig og ind til døren ud til gården da jeg kom nedenunder.

    Det kunne ikke rigtig svare sig at gå i seng igen for bare 3 kvarter, så jeg var tidligt i gang med morgenrutinerne og tidligt på job.

    I morgen varsler DMI snestorm eller noget der ligner, og jeg har valgt at bruge dagen på hjemmekontoret. For alle tilfældes skyld.

    Sidste år på denne tid blev vi på en enkelt nat begravet i sne og Nordjylland lukkede ned for en stund. Som i helt ned. Kunder og ansatte måtte overnatte i IKEA, busserne kørte ikke og der var kaos alle steder.

    Det skulle helst ikke blive så slemt – på fredag drager vi en tur til Sverige og skal være i Frederikshavn allerede kl. 7. Det er ikke en fed tur, hvis vejene op langs kysten ikke er farbare.

    Lad os se – det er før set, at DMI har raslet med sablerne og det så er blevet en storm i et glas vand.

  • Baby,  Jul,  Solveig

    2. søndag i advent

    Det er ikke tosset efter en kold tur i mosen at komme hjem og hele huset dufter af julebag.

    I går bagte jeg både brunkager og julecookies, og i dag er der bagt i hundredevis af pebernødder.

    Brunkagerne er efter en opskrift fra Mette Blomsterberg og jeg synes de smager skønt. Jeg har en bagebog den er i, men den kan også findes på nettet. Julecookies er en opskrift jeg har fået af Marianne, som bloggede under navnet Cirkusprinsessen og derfor kalder jeg dem Cirkusprinsessens julecookies. Pebernødderne er de samme som jeg har lavet i en del år efterhånden – de absolut bedste efter min mening – opskriften finder du her.

    Inden jeg kastede mig ud i at bage pebernødder var jeg med Solveig til babysvømning.

    Det gik rigtig godt i 20 minutter, men så gad Solveig ikke mere og blev så utilfreds, at vi forlod stedet 10 minutter før tid.

    Undervisningen foregår på min gamle arbejdsplads – der hvor vi havde til huse før vi flyttede på havnen. Der er ikke meget jeg kunne genkende, men indgangen til vores uddannelsescenter og også swimmingpoolen var dog den samme. Der er bygget så meget rundt omkring at selve bygningerne er svære at kende.

    Det er et super fint sted at have babysvømning. I modsætning til i de store svømmehaller er her ingen larm og der er så varmt i omklædning og ‘svømmehal’, at der ikke er en chance for at de små kommer til at fryse.

  • Jul,  Strik

    Elleve tilbage

    Det blev en meget kort frokostpause i dag for flere af de jeg sidder ved bord med. De klagede over kulden – ikke bare i kantinen, men også på kontorene hvor temperaturen er skruet ned.

    Jeg var – som altid – iført uld og frøs ikke det mindste.

    Vi er nu også heldige. Vi sidder i et gammelt smedeværksted og her er ikke klimaanlæg, hvilket er træls om sommeren, men nu hvor vinteren er kommet glæder vi os over vores radiatorer, så vi selv kan bestemme temperaturen.

    Bliver det for koldt må jeg medbring min ‘nissehue’ 🙂

    Så vidt jeg husker fra sidste jul, har firmaet en dag de kalder ‘ugly christmas sweater day’ – måske kan jeg deltage med min nissehue.

    I morgen er det 1. december og den første af de 11 arbejdsdage jeg har tilbage i år.

    Ja, du læste rigtigt – i år!

    Jeg har svært ved at få armene ned 🙂

    1. december er også min mors fødselsdag. 90 ville hun være blevet i år. Jeg taler meget om hende i øjeblikket. En af mine kolleger har en mormor, der er begyndende dement og han er meget interesseret i udviklingen og i de både sjove og tragiske historier, der fulgte med min mors demens.

  • Jul,  Mavefornøjelser

    1. søndag i advent

    Nanna har lavet den lille snemand til mig i adventsgave og jeg synes, at den er skøn. Jeg har en lille flok snemænd og nu endnu en samlingen.

    Den turkise hue startede jeg på i går – og i dag står der en færdig filtet spidshat. Er du i panik og ikke fået fat i en af de hypede Tinkahuer til dine unger, så kan du sagtens nå at strikke en inden 1. december.

    Jeg har brugt knap 2 nøgler Sandnes Fritidsgarn og opskriften er fra Garnudsalg – her hedder den Jonathan´s filtede Nissehue. Det er den falske julefarve, men det var hvad restekurven lige kunne byde på… måske kunne jeg brodere på den og gøre den lidt mere julet. Måske.

    Maven er fortsat ikke på toppen. Meget bedre end torsdag/fredag, men jeg er stadig kvalm og har ikke rigtigt lyst til mad. Det er blevet til lidt ristet brød, te og cola – mig som ellers ikke drikker cola, men jeg har ladet mig fortælle, at det er ret godt til en mave, der skaber sig. Og det gør min.

    I går deltog jeg i kranse-bindings-hyggen hos min niece og det var virkelig hyggeligt. I dag har hundene og jeg gået en time i mosen, så det går bedre. Der er bare lige det med appetitten. Ikke at det gør så meget – jeg har så rigelig huld at tære på 😬

  • Baby,  Jul,  Mavefornøjelser,  Solveig

    Nedlagt

    Mavekramper og opkastninger… velbekomme, så ved I hvordan min torsdag/fredag er gået. Sovet har jeg heller ikke 🙁

    I dag måtte jeg have Nanna forbi og lufte hundene, så de kom ud andet end i gården. De har ellers været søde, stille og undrende studeret mig når jeg har ørlet.

    Nu et døgn efter går det bedre. Jeg har spist en banan og drukket noget vand, så jeg tror godt jeg tør tage en knækbrød og en kop te senere. Alene det, at jeg kan tænke på at putte noget i munden, er positivt.

    Jeg SKAL være klar til i morgen, hvor min niece har trommet til julehygge og kransebinding. Materialerne står klar og så skulle pokker da stå i det, at jeg ikke vil kunne deltage.

    Verdens sødeste lille julenisse skal også deltage. Hun er en lille selskabspapegøje og virker som en, der trives ved at være med. Hun er så småt begyndt at blive introduceret til grød og har også lignet en der var parat til at ørle 🙂 Der er mange nye smage og konsistenser hun skal vænne sig til. Gulerod og pastinak er indtil videre det foretrukne.

    Nu vi er ved det der jul… alle julegaver og adventsgaver er i hus.

  • Jul

    Klar parat

    Det kan nok være, at kulden pludselig har ramt Nordjylland.

    Fy Fabian vinden var kold i dag.

    Nanna og jeg havde aftalt en tidlig formiddagstur i City Syd også det blev en kold fornøjelse. Særligt besøget i Billig Blomst krævede den helt varme påklædning. Og vanter.

    Vi gik derfra med et grantræ i potte, pyntegrønt og ikke meget andet. Deres julevarer falder på ingen måde i vores smag. De har har nogle glaskugler vi kunne finde på at købe, men resten er ualmindelig smagsløst. Beklager.

    Vi fandt ting at købe i Ikea, Søsterne Grene, Bahne og Normal inden turen igen gik mod Hals og varmen indendøre.

    I Byens Kiosk var næstsidste julegave klar til afhentning – jeg mangler kun een og vi skriver 19. november.

    Een!

    Julen kan bare komme an.