-
En særlig dag
Grundlovsdag, fars dag og også dagen, hvor det er 4 år siden vi bisatte min far.
Min far ønskede, at hans aske blev spredt over havet og sådan blev det.
Jeg plukkede en lille buket vildtvoksende Margueritter, lagde dem på min mors grav og sendte dem begge en varm tanke.
På min arbejdsplads er Grundlovsdag en betalt fridag og er samtidig starten på mine mandagsfridage. Næste gang jeg skal på job en mandag er 31. juli. Min nye teamleder var ikke helt med på ideen, men jeg fik ham overbevist om, at det er en skide god ide med 5 mandagsfridage efterfulgt af 2 ugers sommerferie.
-
Slut prut skandale
Min interesse for fodbold er ret begrænset og at AaB floppede sæsonen og derfor til næste år skal spille i 1. division berører mig kun fordi jeg synes, at det er ærgerligt for byen, at vi ikke kan være med helt fremme.
Der er garanteret mange mange grunde til, at det er gået så galt, i hvert fald har jeg allerede hørt adskillige både gode og dårlige.
Faktum er at AaB på ingen måde har leveret denne sæson, så det er helt på sin plads, at de nu rykker ud af den bedste række for første gang i 36 år.
Stemningen på Gammeltorv var ellers fin. Solskin, fadøl og masser af mennesker. Altså indtil Silkeborgs scoring. Et frispark til AaB blev ikke dømt, det gjorde et straffe til Silkeborg. Brændt – men scoring i rodet bagefter. Slut prut skandale.
Jeg havde ærinder, der skulle klares, så jeg forlod Gammeltorv inden kampen var spillet færdig. Og kom ud af byen før de 12.000 skuffede fans blev lukket ud af stadion og ud i byens gader.
-
Nedtrapning til ferie
Sidste års sommerferie blev temmelig atypisk, og brugt på at køre frem og tilbage mellem Hals og Sygehus Nord, hvor min lille familie var indlagt på Neonatal afdelingen med nyeste skud på stammen.
Jeg skulle slet ikke holde ferie på det tidspunkt, men med en utrolig fleksibilitet og velvilje fra både manager og kolleger kunne jeg fremrykke min ferie 2 uger og dermed støtte den lille nye familie, komme med rent tøj og passe deres hund under deres indlæggelse.
I år forventer jeg, at ferien bliver fuld af ture ud af huset.
Den starter egentlig allerede nu med mandagsfri de næste 6 uger og så efterfulgt af 14 dages ferie.
Jeg holder mest af at have en helt åben kalender og det eneste, der har sneget sig ind på de blanke sider er et besøg i Regan Vest. Der udbydes kun et mindre antal billetter, så det besøg var jeg nødt til at booke for flere måneder siden.
På ønskelisten er også et besøg i området omkring Sevel, hvor Stubber Kloster lå og mon ikke der kan findes andre nye destinationer, som jeg mangler at udforske.
Kender du steder – max. et par timers kørsel fra Aalborg – som jeg bør besøge, så giv gerne et pip 🙂
-
Jeg går op og lægger mig…
Efter gårsdagens forskrækkelse over at en ny udlejer dumpede ned fra himlen, er der kommet lidt mere ro på.
Jeg har modtaget besked fra Nybolig og de beklagede meget, at jeg ikke havde fået besked. Rema havde lovet at informere mig, men det var så ikke sket.
Jeg hæfter mig ved et par linier i de mails, jeg har fået fra Nybolig:
Det er korrekt at vi har solgt begge bygninger til Rema, og du dermed har fået en ny udlejer.
Som det ser ud nu, så kan du ånde lettet op, for den melding vi har fået, er at der ikke bliver bygget på hjørnet, at Rema flytter ind i Aldis lokaler. Rema 1000 har ikke købt de bygninger der ligger rundt om os, så jeg vil mene at det stopper her (ingen garantier gives).
Jeg tror ikke du skal være nervøs – vi bliver, så du kender dine rolige naboer, og de har faktisk lovet at de vil bruge nogle penge på husene, og det er kun dejligt.
Ejendomsadministratoren hos Rema svarer ikke hverken på telefon eller mail, så jeg har ikke kunnet få bekræftet Nyboligs oplysninger.
I sidste uge sagde jeg ja til en lejlighed i Vodskov. En lejlighed præcis magen til den Nanna og jeg havde da vi boede der alene. En lejlighed af den type, som jeg klart vil foretrække, hvis jeg skal flytte retur til Vodskov. En lejlighed, som er ret sjældent udbudt da der ikke er så mange af dem.
Jeg stod som nr. 30, men et opkald til boligselskabet i dag viste, at jeg foreløbig som den eneste havde sagt ja. Der var stadig 8 foran mig, der ikke havde svaret, så den kan sagtens nå at smutte inden tirsdag kl. 12.
Nu aner jeg simpelthen ikke hvad jeg gør, hvis den bliver en reel mulighed!?!
. . .
Oven i alle boligspekulationerne knækkede jeg en tand på en karamel og måtte akut til tandlægen.
Kr. 1886,-
Jeg er stadig i chok!
-
Nærmest ud af det blå
I marts 21 modtog jeg den meget omtalte besked fra Aalborg kommune om en ændring af lokalplanen så der kunne etableres en Rema 1000 lige her, hvor jeg bor.
I over 2 år har vi intet hørt til projektet andet end på rygtebørsen i byen. For en månedstid siden kom der endnu en besked i e-boks, at lokalplanen nu var ude i offentlig høring.
Høringen slutter den 9. juni, hvorefter lokalplanen forventes endelig vedtaget i byrådet.
Jeg var sikker på, at jeg havde god tid til at finde alternativ bolig, men i formiddag fik jeg en mail fra ‘Rema Etablering A/S’ med en huslejeopkrævning.
Jeg har intet hørt fra Nybolig – INTET – og det lykkedes mig heller ikke at komme igennem på telefon til nogen. Meget heldigt måske, for jeg var en anelse vred.
Et svar fra Rema Etablering A/S bekræfter, at de har købt ejendommen pr. 1. juni, men jeg sender jo ikke bare flere tusinde kroner til et tilfældigt kontenummer uden at have fået bekræftet fra Nybolig at det også er min ny udlejer.
Nu har jeg måske mere travlt end først antaget 🙁
-
Kendis DNA match
Udover den mindre heldige relation til Pedal Ove viser et DNA match nu også en familiemæssig tilknytning til Anne-Grethe Bjarup Riis.
Langt ude ganske vist, men den er der.
-
Sommermandag
I stedet for at afskaffe store bededag, kunne de så ikke bare have afskaffet mandage…?
Fordi vi havde teamdag i onsdags og valgte at holde lukket i fredags efter Kristi Himmelfart blev mandagen helt tosset.
Det væltede ind med opgaver, kunder og alskens slags udfordringer – jeg måtte sågar havde fat i Nordsjællands Politi for at løse en af de sager, der var havnet på mit bord. GDPR forhindrede umiddelbart politiet i at hjælpe mig, men en umådelig hjælpsom betjent gjorde det alligevel muligt, vel at mærke uden der blev gjort noget kriminelt.
Heldigvis faldt mandagen efter en afslappende og skøn forlænget weekend med job som barnepige og hele 3 foto-seancer med den lille flæsketerning Solveig.
Først var der ti måneders fotograferingen, derefter en time i skoven (de billeder blev kasseret pga. for mange træer) og til sidst på stranden, hvor indlæggets billeder er fra.
Skal vi ikke aftale, at tirsdagen bliver mindre hektisk.
-
Det fyldte lørdagen
-
Ti
Det blev kun til nogle få ti måneders billeder… Solveig synes afgjort ikke, at de ti måneder var værd at fejre og hun endte med at blive temmelig utilfreds med mor, mormor og sidstnævntes kamera.
Det er også ok – vi fik nogle få billeder i kassen og så satser vi på bedre humør næste gang 🙂
-
I Kongens København
Der var trommet til teamdag i hovedstaden, så jeg var oppe før en hvis mand fik sko på for at nå morgenflyveren fra Aalborg.
Kager, kunst og kærlighed kvæler al besværlighed
Vi skulle mødes hos La Glace til morgenmad og trods mine betænkeligheder ved at skulle med metroen ind til centrum gik det over al forventning. Jeg havde hentet appen ‘Dot’ og købte min billet der. Nemt. Jeg fandt aldrig ud af, om jeg skulle tjekke ind som de med rejsekort, men jeg gjorde det ikke og jeg rejste begge veje uden at blive antastet.
Jeg var ikke voldsomt imponeret af La Glace. Bevares, morgenkagerne var virkelig virkelig lækre, men jeg tror bare, at jeg havde forventet noget mere. Af både morgenmaden og stedet. Men så har jeg prøvet det.
Led, Gud, den rette lære og retfærdighed ind i kong Christian IV’s hjerte.
Sådan står der i den gyldne rebus øverst på rundetårn.
Her var jeg anderledes imponeret og blev fyldt med en slags ærefrygt da vi gik op ad sneglegangen.
Det er bygget i 1642 og tænk på alle de historiske personer, der har gået lige netop her.
H.C. Andersen var f.eks. fast besøgende i universitetsbiblioteket som lå over Trinitatis kirken og havde adgang via Rundetårn.. Den russiske Zar, Peter den Store, har redet op i tårnet og gad vide om ikke flere af de gamle konger også har bevæget sig op i disse gange.
Funfact
Ole Rømer, datidens store videnskabmand, ville i 1690 undersøge, hvor meget en mand kunne arbejde og derfor lod han to mand løbe op op og ned af sneglegangen 60 gange.Jeg synes én gang var rigeligt.
Tårnet havde to lokummer – hvor af det ene er bevaret. Her har Hr. Andersen sikkert også siddet med piben og overvejet, hvad der skulle komme efter ‘der var engang’.
Lokummerne blev nedlagt i 1921 og fra rummet under tårnet hvor affaldet blev samlet tømte man ni læs formuldet lort. Der har lugtet fantastisk på de lokummer. Eller noget.
Efter at have nydt en enestående udsigt fra toppen af tårnet gik vi i Tivoli, hvor vi havde en frokostaftale i Grøften.
Her har vi været flere gange på vores juleture og det er lige hyggeligt hvergang. Maden og øllen er god – og så kan man også møde nogle af de kendte, som man ikke lige møder på gaden i det nordjyske.
I dag var det Aqua Lene.
Jeg ved ikke, hvorfor vi to fra Aalborg ikke havde koordineret vores hjemrejseplaner, men i hvertfald skulle jeg hjem længe før min kollega.
Det passede mig nu fint. Ikke at rejse alene, men at komme tidligere hjem. Det bliver en meget lang dag, hvis man først skal med et fly ved 19-20tiden, som min kollega havde valgt.
Det betød så også, at jeg igen måtte kaste mig ud i at køre metro alene – og denne gang med skift undervejs.
Jeg kørte fra centrum i god tid. Troede jeg. Men der var sørme ikke meget ventetid i lufthavnen før chek-in startede.
Indflyvningen til Aalborg gik gennem Limfjorden og jeg fik det finest view af Hals på vejen.
Fire fridage vinker forude. Jeg trænger i den grad.