Det var med en sorgfuld følelse og en klump i halsen jeg så Danbjørn blive trukket af sted bag den lille stærke slæbebåd i går… som var den et stort dyr, der blev trukket til dyrlægen for at blive aflivet fordi ingen ville have det.

En højst uventet følelse.

Meget mærkeligt!

Hjemmebagte slaskeboller til morgenmaden og af resten af gæren blev der 6 kanelsnurrer… mine første. Det var ikke så nemt at snurre som det så ud på videoen på youtube, men som en begyndelse blev de fine.

Største fejl var dog, at jeg også halverede opskriften på remoncen.

DEN fejl begår jeg ikke igen.

Ellers startede lørdagen med lige at afvente besked efter at Solveig havde været ved vagtlægen. Hun har fået noget svamp i munden, som egen læge i går bare synes, at de skulle behandle med danskvand… vagtlægen gik mere grundig til værks i undersøgelsen og hun er nu sat i noget rigtig behandling.

Hun går nu. Hele tiden. Rundt og rundt. Og på hospitalet havde hun også både været på vej i akutmodtagelsen og i kiosken inden det blev deres tur.

Jeg har ikke været ved vagtlæge siden man blev bedt om at komme og så ellers kunne sidde der og blomstre i timevis. Nu får man en tid og de var kommet ind ikke lang tid efter. Det er bedre planlægning end hos lægehuset i Hals.

Nu strikker jeg. I går vidste jeg ikke hvad jeg havde lyst til – i dag har jeg lavet strikkeprøver og endelig slået op til Lene Holme Samsøes ‘Muslinge Sweater’ fra bogen Heatherhill.

Jeg så på Instagram et opslag hvor Kimmi Munkholm er på besøg hos Pia Dyhr i hendes røde sofa på Christiansborg. Mens pindene gløder taler de om stress og strikketøj. Og om mestringsfølelse, som absolut må være dagens ord.

Jeg tror, at det som at lave mad fra bunden, strik og al mulig håndarbejde, ting vi gør med vores hænder, det giver os en mestringsfølelse. Og mestringsfølelser giver en eller anden følelse af, at man lykkes. Det er den fedeste følelse, den der følelse af, at have lært noget nyt eller at stå med et produkt man har lavet med sine hænder.

Kimmi Munkholm

Når man strikker falder hjertefrekvensen målbart. De mange mange gentagelser og hænderne der arbejder må virke beroligende. Jeg må nu erkende at strikketøjet også indimellem kan få mig helt op i det røde felt, hvis det ikke arter sig.

Lige nu har jeg ikke noget på pindene. Jeg har garn, men – meget uvant – ingen ideer til hvad jeg skal gøre med det. Jeg håber ikke, at min strikkemojo er for nedadgående.

Til morgen kørte jeg fra Hals i tæt tåge og iflg. Nanna har den på intet tidspunkt været lettet fra byen og tåget er det også stadig.

I Aalborg har solen skinnet hele dagen.

Min far sagde altid… vejret skifter i Holtet.

Og det gør det!

Holtet er en lille by 7,5 km længere inde mod Aalborg og jeg oplever ofte, at vejret ændrer sig netop der. Det må være noget med Hals placering ved havet, der kan gøre den store forskel i et lille område.

Første efterårsdag, i det mindste i følge kalenderen.

Jeg elsker seriøst efterår og alt det, der følger med. Uld. Blæsevejr. Simreretter. Mørke. Varme frakker.

Der er vi ikke helt kommet til endnu – faktisk lover de næsten sommer i den kommende uge – men der er masser af tegn på at efteråret ligger lige om hjørnet.

Skovbunden bugner med svampe i alle farver, størrelser og faconer. Korsedderkopperne er talrige om efteråret og lyngen blomstre og ifører landskabet farven lilla.

Den første weekend i september bliver af de stille. Kalenderen er tom så der er plads til lige præcis det jeg har lyst til.

Det er ved at være meget længe siden jeg har været ved Vesterhavet. Måske bliver det denne weekend.

Ellers bliver de noget med en masse strik, ture i nærområdet, en lur, og god tid til læsning.

På lyttelisten ligger ‘De bedste familier’ af Kim Blæsbjerg, skønt oplæst af Morten Rønnelund. En umådelig velskrevet roman om hvordan udviklingen – sammen med Cheminova – kom til til Vestjylland og om de familier, der var afhængige af arbejdet i virksomheden.