-
Lykken er et plastik låg
. -
Sendt hjem
Jeg var sent på den til morgen og da jeg nærmede mig Bouet afkørslen kunne jeg konstatere, at der var kø resten af vejen mod Limfjordstunellen.
På det tidspunkt ringede telefonen. Det var min kollega. Jeg kunne godt vende om og køre hjem.
Jeg fik hurtigt blinket af mod Bouet og kom af motorvejen inden jeg havnede i køen.
Det viser sig, at hele den bygning hvor jeg arbejder i går blev ramt af strømafbrud pga. en vandskade i en eltavle. Estimatet hedder torsdag eftermiddag før vi har strøm igen.
Jeg kender en, der synes, at det er fedt, at mor arbejder hjemme :-.)
-
Tre uger senere
Det er ikke så nemt, at få Bob til at sidde stille på vægten – men det bedste skøn er at han i dag – 11 uger gammel – vejer 3430g. – dvs. at han har øget sin vægt med knap et kg. på tre uger.
En lidt svær start med en meget dårlig mave gjorde, at jeg var en smule bekymret om han tog nok på, men i sidste uge fik jeg ok fra Miriam (opdrætteren), at hans vægt stigning var rigtig fin.
Han spiser med god appetit – også andet end søstjerner – og maven er helt i orden igen.
I morgen får han den sidste pille mod giardia og så vil en test om 4 uger afsløre, om vi har fået helt has på den.
Gulve, tæpper og dyret selv skal have en tur i morgen – med grundig vask. Udendørs er vi godt hjulpet af den frost vi har i øjeblikket og så håber jeg, at vi kan sige, at det så var vores erfaring med den parasit. På forhånd tak!
-
Dag 1 efter ‘barsel’
Jeg har været på job i dag fra 7 – 12. Og arbejdet hjemme fra 13-15.
Bob har været alene hjemme… videoovervåget.
Den første time efter det blev lyst skete der mange ting. Han fik sig bl.a møflet ind under tæppet i kurven og der var i det hele taget lidt uro i billedet.
Derefter faldt der ro på og han sov frem til, at jeg kørte hjem til frokost.
Heldigvis er der ikke antydning af, at han har siddet henne foran døren og været ked af det – det tager jeg som et godt tegn.
Hjemme nappede vi en tur til stranden inden jeg genoptog arbejdsdagen.
Der var sol og næsten ingen vind og det gav Bob lyst til at smage lidt på stranden i stedet for at pile afsted i hælene på mig.
Jeg fik også taget mig sammen til at lægge vejen omkring den lokale VVS’er.
Den køkkenhane, jeg fik monteret for et års tid siden, var gået løs og skøjtede rundt på køkkenbordet. Sidst jeg rodede med den gik det ikke skide godt, så jeg tænkte at der måtte en fagmand til.
Han dukkede op inden der var gået et time og fiksede skidtet.
Det er okay service.
-
Bob & Jack D
Vi er kommet dertil i giardia behandlingen, at Bob igen må socialisere med andre hunde. Det udnyttede vi til en date med Onkel Jack på Englænderpladsen.
Jack var mest interesseret i at humpe Bob, så det blev ikke til meget leg. Bob lod sig nu ikke anfægte af den noget overvældende behandling.
Jeg troede, at man satte lighedstegn mellem humpen og dominans, men kan nu læse mig til, at adfærden snarere er stressrelateret.
Min skulder er desværre mere medtaget af gårsdagens fald end først antaget. Jeg kunne mærke det i nat, hvor jeg igen have svært ved at ligge på venstre side. Det gik ellers så godt, så det er smadder ærgerligt, hvis sådan et stunt på åben gade skal sætte mig tilbage.
Jeg skal til ‘fys’ i næste uge og så må vi se hvad han siger.
-
Selvtilliden fejler ikke noget
Bob er gået i lag med et af Lillebrors ben. Hans optimisme og gå på mod fejer bestemt ikke noget og jeg behøver ikke sådan lige være nervøs for, at han får det galt i halsen.
Ellers mistænker jeg, at ALT kan gå galt i dag. Jeg har været til mammografi, men inden jeg kom så langt nåede jeg at skvatte over en skæv brosten lige uden for hospitalets hovedindgang.
Jeg slog hul på mit knæ (sjovt nok ikke på bukserne) og desværre fik jeg også et riv i min dårlige skulder.
Nu har jeg så lige hældt et helt krus kaffe ud over bord og gulv.
Resten af dagen bliver jeg på sofaen.
-
Flade patter og en slags jubilæum
På Aalborg sygehus mammograferer (kan man sige det) man også om lørdagen.
Jeg har en aftale om at få klemt brysterne lige over middag.
Jeg kunne ellers godt have ønsket mig, at fejre mit 10 års jubilæum som fraskilt på en lidt mere festlig måde. Og uden flade patter 🙂
Jeg må tage revanche i aften, drikke en G&T, danse på bordet og ønske mig tillykke til mit livs bedste beslutning.
Det falder nogen for brystet at jeg fejrer dagen, det er jeg ganske klar over – men det er mennesker, der ikke kender en dyt til mit ægteskab. Set i bagklogskabens klare lys havde jeg gerne fejret 20 års jubilæum – så meget for længe varede det – men det gider jeg ikke ærgre mig over.
I stedet vil jeg glæde mig over, at jeg har lagt det så langt bag mig, at jeg ikke skænker den tid mange tanker. Undtagen hvert år den 3. februar.
-
Nul grader
Temperaturen er faldet til frysepunktet og Bob er igen iført den varme trøje under selen.
Han var temmelig smart i en fart i formiddag og trængte til at blive ‘krudtet af’.
Vi gik hele vejen rundt om Præstens Plantage – en tur på 1,7 km og dermed temmlig langt for de små Bob ben. Men det hjalp. Nu ligger han og koger i sofaen ved siden af mig, mens jeg klarer den sidste times arbejde, inden jeg kan sige, at jeg går på weekend.
I formiddags måtte jeg også have fat i den lokale elektriker, som i 2016 installerede en ny vaskemaskine. Den strejker på de lange programmer og bliver ligesom aldrig færdig. Heldigvis ser det ud til, at jeg kan bruge finvaske programmet, så jeg i det mindste han vaske mit eget tøj og så må håndklæder og den slags vente til der har været en reparatør forbi.
En af glæderne ved at bo til leje – go fix!
-
Så er det med at spidse ører
Bob er indskrevet i skole… hundeskole med start den 14. januar.
En af mine venner gjorde mig opmærksom på et opslag på Facebook, hvor der blev søgt ‘kursister’ til et eksamensprojekt for en adfærdsinstruktør under uddannelse.
Første eksamen er for hvalpe.
Jeg tilmeldte Bob selvom hun søgte lidt større racer og i dag fik jeg besked om, at vi gerne måtte være med.
Det glæder vi os til. Eller jeg gør.
Det foregår på Nordjyllands Dyreadfærdsklinik, som ikke ligger ret langt fra Hals og så er det gratis.
Ren win win.
-
Kong Neptun kom forbi
For ikke så længe siden viste jeg min fars Polar dåbsattest og i dag kan jeg så supplere med en lille snas smalfilm af selve dåbshandlingen – dog ikke min fars for det er ham, der er bag kameraet og grunden til, at han fik navnet Filmilerissok.
Vi er på Fregatten Holger Danske – et krigsskib – og jeg synes det er imponerende udklædninger mændene har kunnet fremstille af de ting, de har kunnet finde ombord.