-
Must see
DR2 sender i aften kl. 20:00 “Captain Fantastic” – en af 2016’s allerfineste filmoplevelser – hvis du ikke allerede har set den kan det varmt anbefales at bruge mandag aften på den.
Filmen er på en måde to-much og alligevel kryber den ind under huden og kommer til at virke både vedkommende og tankevækkende.
We are defined by our actions, not our words.
-
Stille stille stille nu står solen op
Jeg vågnede kl. 6 og kunne ud af vinduet se, at det ville blive en fin morgen. Jeg hev Bob ud af køjen, noget tøj over hovedet og smuttede til stranden, som ligger bare 4 minutter væk.
På en stille klar og frostkold morgen som denne er det svært ikke at synes, at vi bor på Danmarks fineste plet.
-
Man skal ikke tage pis
på gamle tøser 1. april -
Det går så meget fremad
På tirsdag er Bob 19 uger.
Udviklingen de sidste 2-3 uger har været enorm og Bob fører sig frem med en helt anden selvsikkerhed nu.
For ikke så længe siden gemte han sig, når jeg gav ham halsbånd eller sele på og nægtede at forlade huset.
Ved stranden og i skoven stak han tilbage til bilen, hvis han kunne se sit snit til det. Og gå på gaden i snor… ja, der var vi slet ikke kommet til endnu.
Nu skal han kun nødes en lille bitte smule før han går ud af døren og ude af bilen følger han frivilligt med, også i ukendt terræn.
I går gik vi uden den store modstand ned til fjorden og tilbage i snor.
Han sover for det meste hele natten – stadig i det store bur ved siden af min seng. Er han ude om natten er det fordi jeg selv skal tisse (:
Når jeg kommer hjem fra job, har jeg oftere og oftere oplevet, at han har holdt tæt.
Jeg er slemt godt tilfreds med hvordan han udvikler sig.
-
Herlige fridage
Påsken er skudt i gang på bedste vis.
Skærtorsdag startede ved stranden. Vores egen i øst. Ikke tidligt for vi sov til kl. 8 kun afbrudt af en enkelt tissetur. Det var mig, der vågnede først og Bob måtte trækkes temmelig søvndrukken ud af buret.
Udover strandturen stod den på
- Hundesoignering og negleklip
- Rengøring
- Indkøb
- Leg i Vodskov hundeskov med herlig labradoodle
Langfredag havde jeg på forhånd besluttet skulle bruges ved Vesterhavet. Jeg havde et påskeæg til min Pode, som bor halvvejs og så var det nærliggende at fortsætte vestpå til stranden.
Det ser heldigvis ud at at Bob D sætter lige så stor pris på Vesterhavet, som jeg gør.
Første gang vi var af sted, var det med et vis skepsis han gik derned, men hans selvsikkerhed er vokset enormt de sidste 2-3 uger og i dag fulgte han bare med.
I går legede han som nævnt med en labradoodle i hundeskoven i Vodskov og i dag ved stranden mødte vi en cocker/cavalier blanding, som dog synes han var lidt for barnlig at beskæftige sig med.
Det er heller ikke fordi han behøver at blive leget med. Han tonser op og ned af klitterne og synes at have en fest mutters alene, mens jeg kan sidde med næsten vendt mod solen.
Det blev en herlig dag. Fem timer var vi væk hjemmefra og jeg tænker, at vi sover godt i nat efter al den friske luft.
-
Google er min ven
Hele to af Bobs negle fik jeg klippet for tæt på og jeg var ikke forberedt og havde ‘klip stop’ hjemme.
Det lignede det stockholmske blodbad og hvad gør man så.
Google blev konsulteret og der fandt jeg denne:
Tips & tricks til blødende negle!
Klipper du negle på din hund? Så har du måske prøvet at stå i den uheldige situation at neglen bløder, fordi du har klippet for langt! En negl bløder altid virkelig meget, selvom der kun er klippet en smule for meget af!
Blødningen er nærmest umulig at stoppe, og det kan se voldsomt ud med blodet, der pibler frem!
Har du ikke “klip-stop” i huset (“klip-stop” er en væske, der kommes på en vatpind og holdes mod neglen, der så stopper med at bløde) er gode råd dyre! Et trick til at få stoppet blødningen hurtigt og effektivt er “kaffegrums”.
Kaffegrumset, der er tilovers, når filterkaffemaskinen er færdig med at brygge kaffe.
Kom neglen ned i kaffegrumset og grumset vil lægge et lag på den blødende negl, der hurtigt stopper blødningen!
Det virkede og blødningen er stoppet. Tak til Dyrlæge Lise Rovsing for det tip.
Der er skrevet ‘Klip stop’ på indkøbssedlen!
-
One down
Min ledsager til aftenens landskamp på Aalborg stadion er en garvet fodboldtilskuer og han havde medbragt tæpper – både til at sidde på og til at have over benene – og som aftenen skred frem skulle det vise sig, at være en rigtig god ide.
På rækken foran sad nogle unge piger, som lignede nogen, der havde tænkt: bare det er smart, så skide være med det er upraktisk. De frøs så man kunne se kulderystelserne løbe gennem kroppen.
Og bagved dem sad vi godt klædt på og under varme tæpper.
Kampen endte 0-0 og var som sådan ikke noget at skrive hjem om, men jeg fik da set alle de kendte og kan stryge ‘fodboldlandskamp’ på min bucketliste (hvis den overhovedet står der).
-
Jeg har vundet
Jeg har vundet to billetter til landskampen mellem Danmark og Chile på tirsdag på Aalborg Stadion.
Når jeg nu endelig skulle vinde noget kunne det da godt ha’ været noget lidt mere…
Nå men, nu kan jeg glæde en fodboldinteresseret ven, der oven i købet har fødselsdag lige om lidt og så kan jeg selv få lov at opleve stemningen på et udsolgt stadion.
Det er vel også okay 🙂
-
Pleje og vedligehold
Jeg har det bedst med at følge de foderanbefalinger jeg får med fra opdrætteren og derfor får Bob fortsat den foder han fik da han flyttede fra Vejle.
Det er Royal Canins racespecifikke junior foder og det stortrives han på. Han vokser stødt, pelsen er fin, afføringen er fin og derudover synes jeg ikke han prutter så meget som jeg ellers har hørt at racen gør. Slet ikke.
Han spiser det tørt og med god appetit, så der er ingen grund til ikke at fortsætte med samme foder. Jeg handler hos Zooplus, hvor jeg lige har genbestilt en sæk på 10 kg. – gratis leveret til døren for kr. 350 (og det er jeg ikke betalt for at skrive).
Jeg bliver til stadighed overrasket over, hvor meget billigere det er at have en mindre hund.
Da vi hentede Bob fik vi 1 kg med fra opdrætteren og senere modtog vi 3 kg. fra Royal Canin. Selv har jeg købt 10 kg., hvor jeg knap har halvdelen tilbage… så I kan nok regne ud, at det ikke er voldsomt dyrt at fodre sådan en Bob.
Jeg har indrettet ‘plejestation’ på havebordet. En billig bademåtte fra Ikea med gummibagside og en gammel line monteret i terrassetaget… der står han så fint, når han skal have renset øre, klippet negle og børstes.
Det er nu ikke alverden pelspleje, der følger med sådan en bulldog, men en gummibørste kan alligevel godt fjerne en lidt løse hår, som jeg så slipper for herinde.
Bat ørene får masser af luft og giver heller ikke den samme bøvl som hængeører og hans størrelse gør, at jeg selv magter at klippe hans negle.
Efter lidt mere end to måneder som bulldog ejer er jeg fortsat skide godt tilfreds med mit valg.
-
Tidligt lørdag morgen
Jeg havde helt glemt, hvor dejligt det er at gå ved stranden tidligt om morgenen.
En travetur og så hjem til de gode manitobaboller og frisklavet kaffe – jeg tænker, at i dag blev starten på en genoptagelse af den gode weekendmorgenvane.
Vi mødte ikke et øje, hvilket måske var meget godt da jeg havde glemt at få hundesnoren med.
Bob er begejstret for alle – både hunde og mennesker – det er ikke sikker det altid er gengældt, så når vi møder nogen kommer han i bånd indtil vi har hilst og konstateret om det er venlige hunde.
De sidste par dage har vi mødt andre søde hunde. I forgårs en Jack Russel og i går ikke mindre end tre Cavalier King Charles spaniels. Begge dage var det herlig leg, som blev stoppet inden det blev træs for nogen.
Resten af lørdagen står den på oprydning og rengøring. Jeg har et ‘pulterkammer’ som gang på gang gror til i rod, så man til sidst ikke kan komme ind. I dag skal der gøres noget ved det og jeg tænker, at bilen ender med at blive fyldt med ting, der skal på losseren i morgen.
God weekend derude!