-
Bløde bukser og gummistøvler
Jeg havde proklameret fra morgenstunden, at lørdag stod på morgenhår, pyjamas, Mofibo og kaffe, men jeg synes alligevel det var for slapt, at bruge en kort weekend på at lave ingenting.
I stedet pakkede jeg Bob i bilen og kørte mod Vesterhavet. Håret var ordnet og pyjamasen skiftet ud med ‘blødt tøj’ og gummistøvler. Kaffen lod jeg bliver hjemme, men jeg medbragte dog Mofibo til køreturen og kom rigtig godt i gang med “Et lille liv“.
Der var regn i luften og ingen udover os finder på at tage til stranden i sådan et vejr. Åbenbart. Det regnede først da vi kørte hjem. Vi gik et par timer, jeg fik rundet dagens 10 km og kunne køre hjem og med god samvittighed lægge mig på sofaen.
Det var min første 5-dages arbejdsuge siden foråret og den har været hektisk, så weekenden er tiltrængt.
Vi havde en meget pludselig flytning hængende over hovedet, som vi også skulle forholde os til, så ikke bare havde vi travlt med at planlægge og rydde op, vi skulle også lynhurtigt have ekspederet de opgaver, som skulle være klar til næste uge.
Som jeg nævnte i går blev flytningen for vores vedkommen aflyst/udsat, så jeg håber at den kommende uge alligevel bliver ‘normal’.
-
Status på Bob D og ugen
- Bob ved godt, at vi sover ovenpå. Han kan ikke selv komme op ad trappen, men når vi nærmer os sengetid står han med forbenene oppe på første trin og kigger op… ligesom for at sige: nu vil jeg gerne i seng.
- Han 9 måneder og 3 dage. På lufteturen onsdag morgen lettede han ben. Kun en gang, men højt og flot. Han har så ikke gjort det siden. Måske ville han blot demonstrere at han kan, men ikke gider.
- En hel uge med tynd mave (ikke diarre – bare tykmælktynd afføring), som hverken skåne kost eller Zoolac kunne få has på bragte os omkring Mogens dyrlæge. Nu håber jeg så, at den behandling han er sat i, kan få bugt med det han nu engang har raget til sig. Det var 2. dyrlæge besøg i august. Lad det ikke bliver en vane.
- Først skulle vi flytte kontor på jobbet. I næste uge. I dag fik vi besked om, at det skal vi så ikke alligevel. Til stor lettelse. Vi har et stort lager og en ‘pc fabrik’ som også skal flyttes, så det er ikke ‘bare lige’ at pakke en enkelt flyttekasse og så tage sin pc med hen på et andet kontor
- Ugens bedste nyhed var at mine forældre har endelig fået tildelt en plejehjemsplads på Fjordparken i Hals. Det ser ud til at være et rigtig dejligt sted. Min mor er alvorligt dement og det bliver en lettelse for alle, at der er professionelle, der tager over.
- Jeg blev færdig med at læse Hvor taler du flot dansk af Abdel Aziz Mahmoud og er gået i gang med Et lille liv af Hanya Yanagihara. Titlen er måske er ‘lille’, men det er bogen langt fra – mere end 33 timers oplæsning venter. Anmeldelserne er blandede, men dem skøjter jeg let henover – smagen er bekendt som bagen… delt på midten. Det, der en god bog, en fed film, lækker musik for den ene, er det ikke for den anden.
-
Varm luft i Kanal Grande
Jeg mener selv, at jeg er sådan et menneske man kan regne med. Jeg overholder aftaler og jeg stiller ikke nogen ‘noget’ i udsigt eller tilbyder min hjælp, hvis jeg ikke har planer om at føre det ud i livet.
Det burde ikke længere overraske mig, men alligevel kan jeg ikke sige mig fri for at blive skuffet, når jeg gang på gang oplever, at det ikke er gensidigt, at de mennesker, som siger “det skal jeg nok hjælper med” eller “jeg inviterer til…” eller… bare er fyldt med varm luft.
Måske skulle jeg bare pakke mit service-gen væk og blive sådan en sur kælling, der ikke gider gøre noget for nogen.
-
Læst siden sidst
De sidste par uges læsning har omfattet:
- Kastanjemanden af Søren Sveistrup
- Pigen uden navn af Christina Baker Kline
- Som jeg husker det af Mikael Persbrandt
- Havets børn af Anna Ekberg
Jeg afsluttede Havets Børn i går og der var så plads til at lade sig inspirere af min nieces 15 årige datter og jeg læser derfor Hvor taler du flot dansk af Abdel Aziz Mahmoud.
Den er et vigtig, relevant, varmt og også humoristisk indspark i den til tider meget unuancerede debat om indvandere og integration.
Titlen henviser til, at Bertel Haarder på et tidspunkt sagde ”Hvor taler du flot dansk”. Abdel svarer ”Tak i lige måde”.
-
Fundet
I går sidst på eftermiddagen blev der efterlyst en hund på vores lille bys lokale facebookside. Den var blevet luftet af et par piger, som, uden at tænke sig om, havde bundet hundens snor fast i en paraply. Hunden er sikkert blevet forskrækket og stak af… med snor og paraply efter sig.
Ejeren var selvfølgelig fortvivlet for ingen havde tilsyneladende set hunden og hun var bange for at paraplyen havde sat sig fast et sted, så hunden ikke kunne komme fri.
I løbet af aftenen tikkede det ind med beskeder alle steder fra. Folk kørte rundt på cykel, i bil, gik tur med hunden, søgte langs havnen, ved stranden, i haver… alle steder. Bob og jeg gik også en ekstra tur (det kunne ramme os også) – vi tog turen omkring fodboldbanerne og skov/markområdet bag. Ingen resultat og ingen havde set den forholdvis store hund.
Til morgen var der intet nyt – hunden var fortsat som sunket i jorden.
Der er hele dagen blevet søgt efter den… og endelig kl. 13:23 kom den forløsende besked, at den var fundet og kort efter billeder af en hund , som efter omstændighederne har det godt.
Så er det at man bliver glad for at bo i en forholdsvis lille by. Rigtig mange har hund og ingen problemer med at sætte sig i ejerens sted… selvfølgelig går man ud i regnen og hjælper med at lede. En slags Missing People bare for hunde.
-
Vi har haft weekendgæst
18.08.18 var åbenbart den helt store bryllupsdato – og også Nanna og Daniel var inviteret til bryllup.
Jeg skulle agere hundepasser imens. Jeg hentede Jack i går formiddag og siden har de to hunde så haft en fest.
Det er en fornøjelse at se de to tumle rundt.
Bob er ung endnu og har lidt svært ved at styre sig. Han synes helt klart at Jack er det sjoveste i verden og forstår ikke, at en pause indimellem er godt for dem begge to.
Jack er utrolig tålmodig, men når han søger op ved siden af mig i sofaen – hvor Bob ikke kan komme op – er det på tide, at den strenge dame (undertegnede) trækker timeout kortet og sætter dem på hver deres siden af børnegitret og giver Jack en tiltrængt pause fra sin påtrængende nevø.
I dag søndag tog vi en lang tur i hundeskoven fra morgenstunden og efterfølgende var de lidt mere afslappede. Havde de noget længere sammenhængende tid sammen tror jeg såmænd, at det kunne blive ganske fredeligt.
-
Et hundeliv
At starte efter ferien på en torsdag er absolut ikke det værste, der kan ske. To arbejdsdage er overskueligt. Jeg har fået ryddet op i mail bunken (har haft autosvar på disse to dage også) og på mandag kan jeg starte op uden stress over, at der ligger i 100vis af ubesvarede mails.
For ikke så længe siden var det Bob, der vækkede mig om morgenen – nu er det mig der hiver ham ud af kurven og bærer ham nedenunder.
Han synes absolut ikke, at det har været fedt at blive slæbt ud at gå tur før kl. 6 de to sidste dage. Han sniger sig til at bakke retur i kurven iført sele og snor, mens jeg gør mig klar til at gå og så ligger han der og prøver at ignorere mig… kropsproget siger klart: glem det! Jeg gider ikke!
Vi får besøg i weekenden, så der bliver heller ikke noget med at drysse rundt om morgenen lørdag og søndag. Det er hårdt at være hund.
-
Arbejdet kalder
Jeg hjembragte en ordentlig røvfuld billeder fra en tur omkring Store Økssø, satte SD kortet i kortlæseren og ringede til (…) som jeg havde et ubesvaret opkald fra.
Samtalen resulterede på en eller anden måde i, at jeg for tidligt tog kortet ud af læseren, satte det i kameraet og formaterede det… UDEN at have bemærket, at jeg afbrød indlæsningen efter kun tre billeder 🙁
Nå, men de gode nyheder telefonsamtalen bragte med sig gjorde, at ingen af den slags små ærgelser kan slå mig ud i dag.
Heller ikke det faktum, at det er sidste feriedag i denne omgang.
I morgen vender jeg tilbage på min pind. Jeg frygter det værste. Der er mange årsager til, at jeg forventer et ualmindeligt hektisk efterår. Blandt andet har vi for nylig sagt farvel til endnu en medarbejder, som ikke bliver erstattet og der er kun os der er tilbage til at tage sig af hans arbejdsopgaver… det er ligesom med de ti små cyklister… nu er vi 3 tilbage.
-
Mor på Tinder
Til morgen afslørede mit statistik program et overraskende stort besøgstal på “Mor på Tinder” – et indlæg som jeg skrev efter Podens og mit London besøg i november.
Et lille udsnit af de mange besøgende Hvor kom de pludselig fra?
En runde på diverse nyhedsmedier afslørede at en eller anden bolig-reality-kendis afslører, at hun har droppet appen. Hun kaldte sig netop Mor på Tinder og jeg tænker, at det er den afsløring, der har genereret de ekstra besøgende.
Jeg bør vel takke hende – og måske sende hende det tip at rejse til London og forsøge sig der 🙂
-
Lille spejl på væggen der
Det store spejl var fremme og jeg tænker, at det er første gang Bob har set sig selv bortset fra utydelige glimt i en butiksrude.
Reaktionen udeblev ikke… han gødede, knurrede, løb til og fra og lignede en, der intet fattede. Det var helt synd, at der ikke var en at lege med sådan rigtigt, så jeg satte spejlet tilbage hvor det kom fra.
Jeg tog en lille video med mobilen – hvis ikke allerede du har set den kan du finde den på min Instagram profil. Mobilen forvrænger hans stemme en del – der er altså mere hanhund over ham end den hysteriske lyd, der er på videoen. Lidt i hvert fald.
