-
Ikea raid
Hvis du mener du så et glimt af en sort klædt Ninja i City Syd Aalborg til morgen, så var det mig.
Jeg havde en lang indkøbsliste og gik målrettet efter den.
Ingen svinkeærinder
Bilka. Ind. Ud.
Ikea. Ind. Ud.
På ingen tid.
Nu har jeg så en millionmilliard håndklæder, der ligger i vand til i morgen, inden de skal vaskes og nummereres.
Altsammen er det forberedelse til de gamles flytning om en uge.
Jeg ved ikke, hvad der er normalt at have på badeværelseshylden, men jeg har aldrig ejet så mange håndklæder på samme tid som de forventes at medbringe på plejehjemmet.
-
Uge 36 i bakspejlet
Dagene flyver afsted og det er svært at finde bare lille smule tid til sig selv.
Kameraet har ligget ubrugt hen hele uge og Poden kontaktede mig bekymret, fordi jeg ikke havde været aktiv på FB længe. Det afspejler meget godt, at det er en periode med stor travlhed.
Projekterne/opgaverne ligger tårnhøjt på mit skrivebord på jobbet og når jeg kommer hjem kan jeg bare fortsætte. Jeg sover rigtig tungt om natten i øjeblikket – det kan jeg love jer.
En lille ugen der gik liste
- Mit frirum er traveturene med Bob og køreturene frem og tilbage på jobbet, hvor Mofibo underholder og leder tankerne ud og væk. Jeg er færdig med ‘Et lille liv‘ og ovenpå den holder jeg en lille læsepause. Jeg overvejer, om jeg skal finde strikketøjet frem i mellemtiden, men jeg kan lige forestille mig, hvor interessant Bob vil synes pinde og garn er… det er vist et umuligt projekt.
- Naboens sharpei er i løbetid og det er også interessant i en grad, at Bob næsten ikke kan være i sin lille krop.
- Min MacBook Pro er fejlmeldt og skal afleveres til rep. i næste uge. Apple har erkendt at det er problemer med tastaturet. Jeg sidder med MacBook nr. 2, som fejler. Det er bare ikke ok på en maskine til kr. 20.000. Spændende er det så om reservedelen er bedre.
- Jeg er trappet ud af Prednisolonen. Udover bivirkningerne, synes jeg kun, at der har været en smule mærkbar effekt på mine skulderled.
Om lidt går turen til City Syd – Bilka og Ikea. De gamle skal flytte på plejehjem om en uge og der skal købes ind og pakkes som var det en større flok spejdere, der skal sendes på sommerlejr.
-
Et lille liv af Hanya Yanagihara
Bogen er på knap 800 sider, hvilket er mere end 33 timers oplæsning på Mofibo.
Det har ikke været ét sekund for længe.
Den har været med mig i bilen, på gåturen med Bob, under rengøringen og græsslåningen.
Det er en stor og voldsom bog. Barsk, ubønhørlig og uden nåde. Den griber, gyser og bevæger i et sprog, som er letflydende og nærmest poetisk selv i de mest grusomme passager.
Det er en bog, som er meget svær at lægge fra sig. Og meget svær at lægge bag sig.
Det er årets helt store læseoplevelser og jeg vil for altid have lidt af Jude St. Francis hos mig.
Det er barsk læsning. Så er du advaret.
Forlagets beskrivelse:
Da fire studiekammerater flytter til New York for at finde vej ind i voksenlivet uden en klink på lommen, drives de frem af deres venskab og ambitioner. Willem drømmer om scenen, den hårdhudede, skarpe JB om et liv med billedkunst, Malcolm frustreres i sine forsøg på at skabe en karriere i et stort arkitektfirma, og den talentfulde, fjerne Jude, som lige har fået sin advokatbestalling, er gruppens centrum. Årene går, og deres forhold farves af både succes og stolthed, men også af den grelleste
Langsomt samler fortællingen sig om Jude, der på en gang er en af New Yorks mest succesrige advokater og et nedbrudt menneske. Han hjemsøges af den barndom, han har brugt hele sit liv på at flygte fra, og hvis traumer, han frygter, vil definere ham for altid.
Med formfuldendt, nærmest overdådig prosa har Hanya Yanagihara skabt et mesterligt portræt af hjertesorg og et mørkt indblik i overgrebets væsen.
-
Søndag på bagkant
Søndag blev første dag i snart en uge, hvor jeg har haft overskud til noget som helst andet end bare at ligge på sofaen og se Netflix.
Efter en tidlig morgenmad pakkede jeg iGo og kørte til Vesterhavet. Solskin fra en blå himmel og ikke en vind, der rørte sig.
Der var kun 14 grader da jeg kørte fra Hals, så det var i hættetrøje og gummistøvler. Dén påklædning kom til at se virke som overkill inden strandturen var slut.
Vi gik en time mod nord og retur – og på det tidspunkt var temperaturen steget så meget, at der var badetøjsklædte gæster på stranden og der kom jeg så klædt på som var det sent efterår. En anelse kikset.
Eftermiddagen blev brugt på et besøg hos de gamle og en aftale om et større indkøb i Ikea frem mod deres flytning om 14 dage.
Jeg fik også vasket alle mine mors gamle Aluminiating af, så det er klar til at pakke. Min far mente, at jeg ville blive en god SOSU, meeeen jeg tror alligevel ikke, at det er der min fremtid ligger.
Min mor havde glemt alt om lørdagens besøg og i går vidste hun ikke helt, om hun ville kunne finde ud af at flytte…
Der er stadig masser af uafklarede ting. Jeg ville ønske, at der var tilknyttet en socialrådgiver til sådan et plejehjem, som vidste hvilke instanser man skal kontakte. Og hvordan. Alt er digitalt i dag og når man så har et par forældre, som ikke kan betjene en computer og ikke kan møde op på Borgerservice – hvad gør man så? Når der skal meldes adresseændring, søges boligtilskud og varmehjælp, osv osv.
Jeg skal lige nævne at min far har nem-id til sin bank og tidligere på året forsøgte vi at få det tilknyttet borger.dk også. Forgæves. De skulle se pas eller kørekort!?! Eller de skulle møde personligt op på Borgerservice!?! Supporten var til absolut ingen hjælp!?!
Det blev som jeg forudså engang – man skøjter hen over den befolkningsgruppe.
I går pegede jeg på linien, hvor min mor skulle skrive sin underskrift på lejekontrakten og så sagde jeg skriv din underskrift her… og så skrev hun ordet ‘underskrift’. Hvad forventer det digitale Danmark mon af sådan et menneske.
Nå, vi løser det vel… men hvor ville det være rart med bedre rådgivning og mindre rigide regler.
-
Rosenhaven
Billedet til højre er fra november 2011.
8 uger forinden havde min far fået en blodprop i hjernen og var indlagt på Dronninglund sygehus til genoptræning.
Det var også her de første tegn på min mors demens viste sig, eller i hvert fald her, at jeg første gang lagde mærke til, at noget var på vej. Måske fordi vi tilbragte en del tid sammen. Næsten dagligt hentede jeg hende i Dronninglund og kørte hende hjem til Hals.
Hun var forvirret over mange ting, gentog den samme historie igen og igen og man kunne ikke give hende en besked og regne med at den kom videre. Jeg tror, at jeg på det tidspunkt slog den hen med al den uro min fars indlæggelse førte med sig, men jeg tror hurtigt derefter jeg fandt ud af, at der var noget rivende galt.
Nu 7 år senere er hendes demens ganske alvorlig og især det sidste år er den eskaleret voldsomt. Hun kan ikke længere formulere en sætning og hendes kognitive funktioner er stærkt nedsatte. Ja, nærmest ikke eksisterende.
Det har været en årrække, hvor vi har betragtet udviklingen med undren, grinet af demensens pudsigheder til at vi nu er fortvivlede og bange for at lade dem være alene. Flere situationer har desværre vist, at hun er til fare både for sig selv og min far, som fortsat sidder i kørestol og også næsten er blind.
De har frem til nu boet i eget hjem – men nu går den ikke længere og de flytter inden længe over på plejehjemmet Fjordparken her i Hals. Rosenhaven hedder afdelingen, hvor deres lejlighed ligger
Det har voldt min far en del kvaler. Han er en mand, der altid har klaret sig selv og jeg tænker, at det må være meget svært at skulle erkende, at det kan man ikke længere. Derudover har han svært ved at skulle opgive alt det han og min mor har bygget op gennem et helt liv.
Jeg forstår det godt, men vi må forsøge at gøre den lille lejlighed så hjemlig som vi overhovedet kan og bare glæde os over, at der blev en plads her i byen. Plejehjemmet ligger kun 5 minutters gang fra mit hjem, så det bliver nemt lige at stikke forbi og sige hej.
Det bliver et travlt efterår, som udover flytningen kommer til at stå på tømning, salg af indbo og forberedelse til salg af hus, men det er det mindste… hovedsagen er at professionelle tager over på de to gamle og vi kan sove roligt om natten igen.
Vi har været på besøg i dag, mødt deres kontaktperson og set lejligheden. Den ligger super godt og har en terrasse ud mod ‘sansehaven’, hvor der både er springvand og drivhus og den fælles opholds-/spisestue ligger med byens bedste udsigt ud over fjorden. Der virker rigtig rart og jeg er ret sikker på, at det bliver et godt sted for dem at være.
-
Galla A
Skulle invitationen dumpe ned i vores postkasse og dresskoden er Galla A, så er Bob D helt klar.
Halsbåndet er håndlavet af slidstærkt Masai ‘shuka‘ stof fra Kenya og blød gul læder. Med fulgte en butterfly i samme fine stof, som kan monteres, når Bob skal dresses op til fest.
Det er fundet hos en af de sjove Londonbutikker, hvor jeg ynder at lægge store dele af min løn. Nå okay, måske lidt overdrevet, men jeg har købt mange ting hos Styletails, det tør jeg godt indrømme. Bob har været ‘model’ et par gange på deres IG og jeg har også lovet til at levere lidt billeder af dette køb.
Farven klæder hans pels super godt og nu ønsker han sig bare et flot navnetag som matcher.
-
Mad ud af huset
“Er der slet ikke noget du har lyst til?”, spurgte (…) da han hørte, at jeg har svært ved at få noget mad ned.
Det eneste jeg lige kunne komme på var kartoffelsuppe med bacon. Særligt det sidste.
For en times tid siden blev der banket på og udenfor stod han smilende med en grydefuld kartoffelsuppe og en stor skål med sprødstegt bacon.
Hvor forkælet har man lige lov at være?
Jeg har hørt fra flere som enten har haft mange bivirkninger eller slet ingen af Prednisolonen.
For mig er det som at have taget euforiserende stoffer (tror jeg). Jeg er påvirket på balancen og deraf kommer sikkert kvalmen – jeg kan heller ikke tåle at gynge uden at blive kvalm og det her er en karrusel, som jeg ikke bare lige kan stå af. Min kinder er varme og blussende, og natten har været præget af urolig søvn.
I morgen sættes dosis ned og jeg håber, at det gør en forskel på de bivirkninger jeg oplever.
Som nævnt i går – det har gjort noget godt for mine led og det var formålet!
-
‘Høj’ på benløft og piller
Siden sidste uge, hvor His Bobness for første gang lettede ben skal jeg love for der er kommet gang i sagerne.
En tur rundt i Præstens Plantage tager nu omkring den dobbelte tid for der skal duftes og strintes…med benløft. Ikke altid lige højt, men skal kan jo øve sig.
I morgen er han færdig med den medicin han fik mod sin maveinfektion og den er da ogå helt i orden igen. Maven altså.
Nu er det så min tur til en ‘pillekur‘. Jeg startede med Prednisolon’en tidligt til morgen og hen mod frokost blev jeg tiltagende påvirket… sådan lidt dizzy, som når den første alkohol rammer hjernen til en fest. Ikke ubehagelig, men heller ikke rar, når man sidder i jobsammenhæng.
Nu hvor jeg er kommet hjem er den snurrende fornemmelse ledsaget af en træls hovedpine og kvalme. Mikkel Læge havde forberedt mig på diverse bivirkninger, men kan jeg (måske) undgå en kapsulit i højre skulder, er jeg klar til at udholde hvad som helst de næste 10 dage.
På positiv siden så synes jeg allerede at alle mine værkende led har det bedre – passer det, så er det i sandhed et vidundermiddel.
-
Så gør dog noget…
‘… det er et trin fra aflivning eller amputation‘ mente en, da jeg fortalte at min læge, lidt ukonventionelt, foreslog, at jeg skulle prøve med en binyrebarkhormonkur samt undgå at belaste leddet i håb om at undgå en begyndende kapsulit i højre skulder.
Min håb havde været, at der var noget effektivt at gøre INDEN det kommer så vidt at skulderleddet bliver stift. Det er der så IKKE.
Har du læst med herinde ved du, at jeg har haft en frossen venstre skulder (kapsulit) i knap 2 år. Jeg har genvundet 90% af bevægeligheden i leddet, men nu ser det desværre ud til, at der kunne være noget tilsvarende på vej i højre skulder.
Og som højrehåndet, så er jeg squ på den.
Jeg havde godt hørt udtrykket ‘frossen skulder’, men jeg var på ingen måde klar over hvor invaliderende det faktisk er før jeg mærkede det på egen krop.
Prednisolon er ikke noget jeg har prøvet før – jo som indsprøjtninger direkte i skulderen – men jeg ved ikke hvordan pilleformen vil påvirke mig. Lægen sagde, at man godt kunne bliver ‘hyper’ af det og have svært ved at sove… vi får se, om jeg raser rundt som en klatøjet hvirvelvind de næste 10 dage 🙂
-
Alle burde have en Bent
Ret meget af søndagen kom til at gå med en punkteret bil. Jeg havde ikke lagt mærke til det da jeg kørte ud af carporten, men kunne ret hurtigt høre sådan en flappende lyd. Jeg kørte ind på en af sommerhusvejene og konstaterede, at venstre baghjul var fladt og kunne se en stor skrue lige midt i dækket.
Det var min mødom, der blev taget der. Min første punktering. Og hvad pokker gør man så?
Sådan en moderne bil har ingen reservehjul, men i stedet lappemasse på dåse og en kompressor!
En kollega punkterede i starten af ugen og jeg havde i den forbindelse hørt, at man skal holde sig fra dåselappemassen. Jeg nøjedes med at tage kompressoren i brug, pumpe luft i dækket og så kørte jeg hjem og sendte et nødråb til Bent Mekaniker. Han var enig i, at jeg skulle lade dåsen ligge i bilen – i stedet skulle jeg køre i Biltema og hente et reparations-kit.
Som sagt så gjort.
Jeg synes nu det lød lidt ‘farligt’ med sådan en hjemmelapning, særligt med mine begrænsede mekaniker evner. Bent tilbød at fikse det og vi mødtes på en parkeringsplads i Aalborg. Det så ikke det mindste svært ud, så det tror jeg godt, at jeg tør næste gang.
Så har jeg også prøvet det – der behøver ikke blive en næste gang!
