-
Er du model?
Igen pryder Bob D forsiden hos Styletails i London.
Hvis det her modelarbejde fortsætter, er vi vel nødt til at rykke teltpælene op og flytte derover 😉
-
Mine øjne de skal se
Jeg har aldrig været nogen stor fan af Lis Sørensen. Men jeg opdagede i aftens i Toppen af Poppen, at hun jo har skrevet nogle fine sange – og fortolket af andre blev hun langt mere interessant.
Særligt begejstret var jeg for Pernille Rosendals fortolkning af ‘Mine øjne de skal se’ og det tror jeg også Sko og Dixgaard var – de så ret forelskede ud begge to 🙂
-
Jeg slider den hund op
Tre timer af formiddagen blev brugt på mere oprydning i mine forældres hus og en tur på genbrugspladsen med sække fyldt med ting som ingen kan bruge mere.
Mere end 20 år i det samme hus… jeg lover jer, at der er fyldt med ting og sager.
Vi har snart tømt skabene, delt de gode ting imellem os, pakket kasser til genbrug og resten er kørt på genbrugspladsen.
Genbrugspladsen ligger i Hou.
Jeg havde Bob med og gik en lang tur i mosen bagefter. Vores ture ud af Hals har lidt under flytning og nu oprydning/salg af hus, så i eftermiddag tog vi os et fortjent frikvarter.
Vejret var perfekt til travetur i skoven og vi gik mere end 10 km.
Bob viste ingen tegn på træthed, så de fordomme om at en fransk bulldog ikke kan gå tur er hermed manet i jorden.
Selvfølgelig har det også noget med temperaturen at gøre. På en varm sommerdag vil han ikke kunne gå den tur. Men det ville jeg bestemt heller ikke selv bryde mig om.
Der ‘lugter’ af efterår derude. Skovbunden er fyldt med svampe, brombærrene er plukkeklare og farverne er falmede.
Jeg kan også godt lide efteråret.
-
Vi døjer stadig med ham Knud
Lørdag er gået med at sætte en pc op til den gamle på plejehjemmet, køre sække med affald på genbrugspladsen og lokalisere de papirer ejendomsmægleren skal bruge i forbindelse med salget.
Jeg havde medbragt alverdens kabler sammen med pc’en, men selvfølgelig manglede jeg præcis det ene, der skulle til for at forbinde min fars touch skærm. Jeg måtte ind på jobbet og bytte til det rigtige.
Det lykkedes og han er nu på nettet, hvilket var et stort ønske for ham.
Min aftensmad stod i firmaets køleskab, så det passede mig udmærket at skulle en tur omkring Aalborg.
Jeg havde Bob med og vi gik en tur ved havnen, men det var ingen fornøjelsestur. Det blæser fortsat en halv pelikan nede ved havnen, både i Aalborg og Hals. Tænker, at det er resterne af Knud, der hærger.
-
Så gider vi godt det får en ende
Bob runder lige straks de 11 kg.
10,9 kg. vejede han helt præcist på Dr. Dyrs vægt i dag.
Vi var på endnu et besøg fordi hans mave ikke kan blive sådan helt rigtig i orden. Det meste af en måned har det svinget op og ned, med dage med meget tynd mave og manglende appetit og andre dage, hvor det har været helt normalt det hele.
Han har fået penicillin en gang og det hjalp. Nu prøver vi en anden slags kombineret med et helt nyt ‘gastrointestinal’ produkt – og så må han udelukkende få Hills skånekost og ikke en eneste godbid eller tyggeben de næste 5 dage.
Mange hunde tåler ikke den protein, der er i oksehud og griseører – jeg havde ikke tænkt så langt, at et tyggeben også ville kunne påvirke fordøjelsen.
Han er heldigvis fuldstændig upåvirket, glad og smart-i-en-fart præcis som han plejer – så jeg er ikke det mindste bekymret.
-
Knud er på vej
DMI har udsendt stormvarsel over Nordjylland. Det er set før og endt som en storm i et glas vand. Alligevel forbereder jeg mig. Sætter krukker i læ og fjerner de ting, der kan risikere tage en flyve tur.
I morgen står den på hjemmearbejde afbrudt af et indflytningsmøde på plejehjemmet om formiddagen, som jeg gerne vil deltage i.
Efter arbejde har Bob en tid ved Dr. Dyr. Vi kan ikke rigtig få bugt med den halvsløje mave han har døjet med et stykke tid. Ikke konstant bare sådan lidt op og ned. I går spiste han overhovedet ikke og til morgen heller ikke.
I eftermiddag var der så bedring og han har også spist sin aftensmad med stor appetit.
Nu ser vi hvad Dr. Dyr siger.
-
Usmageligt
Udlændinge- og Integrationsministeriet har på forsiden af deres hjemmeside en tæller, der tilkendegiver hvor mange stramninger man har gennemført på udlændingeområdet.
Er det mon sådan en: når vi har nået 100, så giver Inger kage til hele Christiansborg tæller?
Må jeg foreslå Thyra Frank i Sundheds- og Ældreministeriet en lignende tæller: nu har vi skåret x antal kroner på ældreområdet, så de gamle nu kun får ét bad og rengøringshjælp 20 minutter om måneden. HURRA.
Nej vel?!?
Det er fandeme usmageligt – og det er en officiel regeringsdrevet hjemmeside!!!
Man kunne ønske sig, at de havde mere fokus på at fremhæve hvilke tiltag de har gjort for at fremme integrationen. Om nogen.
-
Forskud på arv
I tre dage har den stået på flytning af de gamle fra Fjordgade til Fjordparken kun en spytklat væk. Jeg kunne godt have brugt en plads samme sted, for jeg er træt som et helt alderdomshjem.
Jeg synes, at vi har fået indrettet deres plejebolig rigtig hyggeligt og nu håber jeg, at de falder til derovre. Min mor tusser rundt og forstår ikke så meget, men havde været svært tilfreds med at få serveret havregrød til morgen ganske som hun plejer.
I dag blev de indledende øvelser til salg og tømning af huset gjort.
Jeg udnyttede lejligheden ved at have stærke arme og en stor bil til rådighed og fik flyttet selve kassen til min fars sjove skuffedarium og i dag har jeg tømt alle skufferne og flyttet dem. Eller næsten tømt… alle min fars skruer, søm, møtrikker og andre dimser nænnede jeg ikke at kassere. Man ved aldrig, hvornår man kan få brug for en skrue.
Skuffedariet stammer fra IBM’s reservedelslager i Aarhus, hvor min far engang var ansat. Der var en hel række af dem og på et tidspunkt skulle de kasseres. Min far tog heldigvis et med hjem.
Der er oceaner af plads i de 36 skuffer og nogle af dem indeholder de små originale papæsker som sikkert har været fyldt med små reservedele og som nu kan rumme alverdens små dimser. Det står i det hele taget helt originalt med håndtag og numre.
Nogen vil helt sikkert synes, at det er noget gammel lort, men jeg synes, at det er det fedeste møbel ever.
-
Weekend travlhed
Jeg nyder kaffen og en stille morgen inden vi kl 10 mødes hele familien og indleder flytningen af de gamle.
Fredagen blev brugt på at sortere og mærke tøj, pakke de få køkkenting de skal have med, rydde reolen for bøger, køre et par kasser over, så vi i dag mest mangler de store ting.
Det er lige gået op for mig, at det kun er lørdag i dag. Forvirringen opstod sammen med fredagsfridagen. Måske kan Bob og jeg nå at nyde weekenden lidt i morgen
Vi vil i hvert fald prøve.
-
Man skulle tro, at offline er det nye sort
- Mandag var jeg med Poden til forundersøgelse på Frederikshavn sygehus (ikke noget alvorligt)
- Tirsdag havde jeg en aftale på Borgerservice. Måske skulle de sløjfe ‘service’ for den var der ved Gud ingen af. Jeg havde dagens allerførste tid og allerede på det tidspunkt så medarbejderen ud som om han var træt af livet. 10 minutter havde jeg fået tildelt og da hans mobil efter et par minutter ringede og jeg kunne høre det var en privat samtale stirrede jeg på ham indtil han godt kunne se på mig, at han nok gjorde klogest i at afbryde
- Familien har holdt møde med den ejendomsmægler, der skal sælge mine forældres hus
- Jeg læser ‘Fucking Jøde‘ af Martin Krasnik. Da jeg var meget ung tilbragte jeg et halvt år i Israel og jeg læser med stor interesse bogens indblik i jødisk levevis og traditioner
- Ny profil på IG, som jeg med interesse har fulgt i denne uge: triplets_of_copenhagen. Onsdag så tre nye verdensborgere lyset. Fascinerende hvad kvindekroppen kan præstere
- Jeg har genoptaget arbejdet på svøbet jeg startede på for snart et år siden. Jeg har set en trøje, som jeg gerne vil strikke, men jeg skal først være færdig med det igangværende projekt… sagde hun!!!
- Torsdag var der et lille hul i kalenderen, så udover en tur omkring Boxit efter flyttekasser blev der tid til en laaang tur i hundeskoven
- Jobbet… don’t get me startet!