• Bob D,  Fransk Bulldog

    Snart voksen

    Bob’s første fødselsdag venter lige om hjørnet. Det betyder også, at han går fra hvalpe-/juniorfoder til voksenfoder og at hans matte så skal beslutte hvad det skal være.

    Jeg kunne sagtens fortsætte på det samme foder som han har fået hidtil – RC’s franske bulldog foder – bare i voksen udgaven. Desværre er hans ædelyst ikke så stor på dette foder og det virker da også en anelse kedeligt.

    Dyrlægen anbefaler selvfølglig noget af det han har på hylden.

    Selv ville jeg gerne over i noget kornfrit og med så få tilsætningsstoffer som muligt.

    Valget er faldet på det canadiske foder fra Orijen. Det er bestemt ikke markedes billigste, men det synes jeg godt, at jeg kan forsvare idet Bob kun skal have 120 g foder om dagen. Det vil give mig en daglig foder pris på 6-7 kr. – det synes jeg er ok.

    Vi fik en prøve hos dyrlægen med Hills laksefoder og det er en meget meget interessant smag, synes Bob og jeg har derfor bestilt den, der hedder ‘Six Fisk’.

    Nu håber jeg dæleme han kan lide det… og at han kan trives på det. Anmeldelserne lover i hvert fald godt.

    (jeg er ikke betalt eller sponsoret af nogen som helst)

  • Et øjeblik...

    Feel good læsning

    Sensommeren og efteråret har budt på læsning i den tunge ende, hvor misbrug og svigt har været hoved temaerne.

    Jeg trængte virkelig til noget feel good læsning og har kastet mig over Michael Bergstrands Delhis smukkeste hænder.

    Jeg er en trediedel inde i bogen og Göran har netop mødt Manicuredamen Preeti Malhotra.

    Bogen giver smil på læben, indimellem en kluklatter og jeg glæder mig til fortsættelsen.

  • Et øjeblik...

    Bob og Jack D.

    Selv efter en laaang gå tur og masser af leg var det svært, at få de to vilddyr til at forholde sig roligt så længe som det varede at tage et pænt billede.

    Militæret holdt øvelse så den nordlige del af stranden var spærret af.

    Mod syd ligger et par af tyskernes efterladenskaber – to beton bunkere. De ligger flere steder ved den nordjyske vestkyst som et levn fra 2. verdenskrig.

    Et par timer senere gik turen hjemad med trætte hunde i bagagerummet og det eneste der er tilbage af weekenden er at gøre klar til en ny arbejdsuge.

  • Et øjeblik...

    Singles day 11/11

    Singles day.

    Det er nyt for mig.

    Er det en festdag?

    Eller en sørgedag?

    Eller er det i virkeligheden bare endnu en dag, hvor detailbranchen forsøger at få forbrugerne til at bruge flere penge?

    Jeg tror mest på det sidste.

    En tur på Google fortæller, at dagen er KÆMPE stor i Asien og  opstod blandt unge kinesere i 90’erne, der ønskede at fejre og vise stolthed i det at være single. Navnet på dagen udspringer af den dag den falder på, nemlig d. 11/11 – den dag med aller flest ‘singles’ (et-taller).

    Kineserne går shop amok i dag.

    Jeg nøjes med en Bedhead duopakke med shampoo/conditioner sat ned fra 329 til 98 🙂

  • Et øjeblik...

    Uge 45 kort

    • Først var det et rent dansk firma, så skulle al kommunikation foregå på engelsk og nu har jeg så fået flg. bestiling/spørgsmål: Czesc, Byc moze macie na zbyciu stacje dokujaca po kims, kto ja oddal
    • Belært af sidste års ørkesløse vandring rundt i Aalborgs gader uden at finde en restaurant med et ledigt bord, har jeg allerede nu bestilt bord til min og Daniels fødselsdag, som falder på samme dag. Vi skal mere end en måned frem og der var allerede tidspunkter på Bdr. Price, hvor alle borde var optaget.
    • Når jeg kører/går forbi huset ved siden af mit lurer jeg hen over hækken. Ikke noget kinky, men for at se om de snart får sat julebelysningen op. Jeg vil ikke være den første juletosse i gaden, men så snart jeg ser lyset blinke derinde er jeg klar.
    • Morten Papes Guds bedste børn er fortsat den, der lyttes til på Mofibo. En virkelig barsk historie om nogle unge drenges opvækst i et kriminelt misbrugsmiljø i København. Morten Pape læser selv op og det gør han aldeles fremragende og med en sådan indlevelse, at man ingen problemer har med at mærke vreden, håbløsheden, frustrationen og angsten hos drengene.
    • Jeg kender en, der kender en møbeldesigner/-producent og jeg har nu sat et par gule puffer i ordre. Lænestolen er droppet, men skal man nu sidde flere omkring sofabordet kan de lige hives hen til bordet. Og så kan de jo også bruges til at smide benene op på.
    • Efter en arbejdsuge fyldt med møder og snak, og (4 ud af 5 dage) efterfulgt af flere timers telefonsamtale, hvor jeg har været med både i Salling og på møntvaskeri, trænger ørene til en pause. Mon ikke jeg skulle tilbringe en del af weekenden derude, hvor hverken net eller mobil kan nå mig.
  • Et øjeblik...

    Man skal ikke gå ned på udstyr. Eller skal man?

    Det er et skide godt billede… hvilket kamera/objektiv har du brugt?

    Selvfølgelig er det dejligt med noget godt værktøj, men det er altså ligesom at spørge: det er vel nok en dejlig suppe du har lavet… hvilken gryde har du brugt?

    Jeg kender en, som har ALT det dyre fotoudstyr… man h*n kan fanjensme ikke bruge det. Undskyld, men h*n tager elendige billeder og alt det lækre udstyr i verden kan ikke ændre på det. Ligesom det heller ikke vil hjælpe på min madlavning at fylde køkkenet med lækre gryder.

    Selvfølgelig er der noget lækkerhedsværdi i godt værktøj og selvfølgelig er der forskel på hvad objektiver kan, men det er alt sammen ligegyldigt, hvis ikke du forstår at bruge det.

  • Et øjeblik...

    Dronninglund tur retur

    Næsepuderne på mine mors briller var nærmeste ikke eksisterende, så i dag hentede jeg brillerne og lagde vejen omkring Dronninglund og Profil Optik.

    Bob var selvfølgelig med i bilen og efter vores lille ærinde gik vi turen omkring Møllesøen, efterfulgt af et lille besøg på kirkegården og en sludder med Jens.

    Det er mere end 6 år siden han ganske pludseligt døde og efterlod et tom plads. Vi var et par særlinge, som fandt glæde i fælles interesser. Jeg kendte ikke hverken Jens’ familie eller andre venner – og han kendte ikke mine. Kun fra omtale og fotos. Vi var hinandens venner. Hvis det giver mening.

    Jeg er stærkt introvert og ikke en, der omgiver mig med bunker af venner. Derfor er det ekstra trist når en forsvinder af den ene eller den anden årsag.

    Ingen kan erstatte Jens, men jeg har alligevel mødt et menneske, som indeholder samme underfundige humor og samme eftertænksomhed, som var så kendetegnende for Jens.

    Venskaber kan spire ud af de underligste ting… det gjorde det her også!

  • Et øjeblik...

    You’re a Big Girl Now

    En af mine favoritter med Dylan i en helt ny version. Hele albummet ‘More Blood, More Tracks’ hvorfra den stammer kommer i en ‘take 2’ i morgen.

    Jeg synes den er smukkere end smuk.

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Spark til bøtten

    Der skal ikke så meget til for at holde en fest. Fundet af en plastik spand er alt der behøves.

    Festen varede ikke længe. Solen er ikke på himlen længere end til klokken halv fem og det er faktisk svært at nå hjem fra job i så tilpas tid, at det også er muligt at komme en ordentlig tur ud med Bob i naturen.

    Hvis vi nu skal afskaffe skiftet mellem sommer- og vintertid, kunne vi så ikke stoppe tiden på sommertid. Det ville give mere lys i slutningen af dagen uanset årstid.