• Et øjeblik...

    Hverdagen

    Det er strømmet ind fra nær og fjern med varme tanker i forbindelse med min mors død og bisættelse.

    De er alle modtaget med taknemmelighed og glæde. Tusinde tak!


    Efter at have levet inde i en boble i mange dage, hvor alting har drejet sig om min mor, er det blevet hverdag igen.

    Livet er gået videre udenfor boblen og det samme kommer mit til at gøre i en sondring mellem følelse og fornuft, mellem sorg og lettelse.

    Min mor var svært dement og det er længe siden, at jeg mistede den mor jeg kendte. Måske skal man have været i den situation for at kunne forstå, hvordan sorgen over ikke at skulle se sin mor igen, kan blande sig med lettelsen ved at hun har fået fred.

    Men tiden vil hun blive glemt. Ikke af mig. Ikke af Nanna. Men engang vil hun være et navn i et stamtræ på lige fod med de mange navne, der ligger generationer tilbage i det træ min far og jeg har stykket sammen.

    Det er en underlig tanke og jeg kan sagtens forstå, at mennesker i forskellige religioner har behov for at tænke på livet efter døden. Jeg tror på, at vi kun bliver givet det ene liv og at man skal sørge for at få det bedste ud af det.

  • Familie

    Du kom med alt hvad der var dig

    Der er noget fint og rigtigt ved at sige farvel til et gammelt menneske, der har levet et godt og langt liv.

    Min mor var svært dement og det sidste halve år, har hun har boet på demensafsnittet på Fjordparken og det var også her hun døde i påsken, 86 år gammel.

    I dag blev hun bisat fra Hals Kirke.

    Præsten var fra et andet sogn. En meget meget sød ung kvinde som var meget åben overfor mit mors ønske om, at det ikke skulle være den store religiøse ceremoni. I stedet blev det en lille og intim afsked med smukke blomster og klaverspil. Nedtonet, præcis som hun havde ønsket det.

    Vi sang fra højskolesangbogen – og før og efter spillede klaveret Solen er så rød mor.

    Kærligt farvel mor…

  • Familie

    Meget tidligt på denne fine og smukke april morgen sov min mor stille ind ♥

  • Et øjeblik...

    Exhale

    En lang søndag med mennesker ind og ud af huset til fødselsdagsfejring og en mandag med lang travetur helt ud til fyret har trukket de sidste energireserver ud af Bob.

    Poden er væk de næste par dage og Bob lignede bestemt en, der ville stornyde nogle timers fred da jeg kørte på job. Jeg havde gerne gjort ham selskab, men jeg tænker, at de to arbejdsdage trods alt bliver til at overkomme.

    Kolleger og kunder holder ferie og det er derfor mest oprydning i bunkerne dagene skal bruges til. Vi har allerede nået en del og tillader os at lukket kontoret en time før end vi plejer.

    Vi vil også mærke det er påske.

  • Poden

    HIP HIP HURRA

    I dag bliver min smukke brunøjede pige 25 år.

    Fra det øjeblik hun blev født, vidste jeg, at hun ville ramme verden med et hjerte af guld og kaste glimmer over sine omgivelser. Hun er uendeligt smuk udenpå – men vigtigst af alt – også indeni.

    always remember just how rare you are – there is no-one quite like you

  • Poden

    Søndagsbrunch og kanel

    I morgen bliver Nanna 25 år. Familien var i den anledning inviteret på søndagsbrunch og selvom der var lidt mandefald blev det en hyggelig formiddag, med – synes jeg selv – en lækker menu.

    Jeg havde mit hyr med at holde hende hjemme bagefter og det var nødvendigt da jeg havde indgået en hemmelig alliance med en flok af Nannas kammarater, som ville komme på surprise besøg. En af veninderne fandt på noget, der kunne holde hende i Hals – også uden det vagte nogen som helst for for mistanke hos fødselaren.

    Jeg var selvfølgelig klar med kameraet…

  • Et øjeblik...

    Ugen kort

    • Den lille purk, der skal puttes i Anker trøjen var i går en uge gammel. Han blev født en hel måned for tidligt, men med en vægt og længde som en baby født til normal tid. Han kan sikkert ikke passe trøjen før til efteråret, men jeg tænkte, at sommeren ikke er til uld, så jeg strikkede den i en 3-6 måneder. ‘Farfar’ kommenterede: jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, men i hvert fald ikke så fint et sæt. (der var også hue med)
    • I den anden ende af livet befinder mine forældre sig. Min svært demente mor blev sidste lørdag alvorligt syg med lungebetændelse og meget høj feber. Det ser ud til, at hun er sejere end en lungebetændelse og er nogenlunde på højkant igen.
    • Efter en smule sværslag, hvor jeg var ved at tro, at chefen ville stille en kæp i hjulet for min sommerferie, fik vi forhandlet os frem til en løsning så Poden og jeg kan besøge Berlin.
    • Flybilletterne er booket. Vi skal en tur omkring Amsterdam først. Turen sker med KLM hele vejen, så jeg håber da, at de fører vores bagage igennem. KORREKT igennem. Måske ville en tandbørste og et par rene trusser være godt at have i håndbagagen.
    • Bob er tilbage for fuld udblæsning efter at have forstuvet sin ene forpote under leg.
    • Garnet er trimmet. En del. Jeg glemmer, at blive klippet og pludselig er det langt mere end skulderlangt.
    • Også græsset er trimmet. For første gang i år. Plæneklipperen var til et serviceeftersyn og er nu klar til at køre adskillige kilometer det næste mange måneder.
    • Vi har haft to cifrede varmegrader og de sidste morgener har jeg skrabet is af bilruden. Det er nyt for mig, men jeg skal køre først om morgenen og derfor må iGo holde udenfor carporten.
  • Bob D,  Fransk Bulldog

    En handlingens hund

    Sofaen er forbudt område for Bob MEDMINDRE hans dynetæppe er fundet frem (han skal så også helst ligge PÅ det).

    Forleden aften stod han og trykkede for at komme op, men de to kedelige madammer, der sad i sofaen, modstod de bedende øjne og sagde nej.

    Han forsvandt ud i entreen, hvor hans kurv står og så kom han ellers moslende med det store dynetæppet og var så vældigt tilfreds med sig selv da han fik et lift op i sofaen, på tæppet mellem madammerne.

    Helt dum er han vist alligevel ikke.

  • Et øjeblik...

    Ikke bare striber

    Mit Triangulære tæppe fra Spetakelstrik er langt om længe færdigt.

    Jeg valgte en af de garnalternativer som opskriften foreslog og kunne hurtigt se, at jeg måtte bestille næsten dobbelt op på garn.

    Det skyldes måske, at strikkefastheden er helt skæv – det har jeg slet ikke styr på og er for utålmodig til at lave strikkeprøver, hvilket også er grunden til, at jeg endnu ikke har strikket noget, ‘der skal passe’.

    Iflg. opskriften skal der på de korte ender strikkes ‘trekanter’ eller ‘buer’ i kontrastfarve, men det blev nedstemt og derfor brugte jeg den korngule til en iCord kant hele vejen rundt.

    De skæve striber er lavet ved hjælp af German shortrows og det er piece of cake. Der er fine instruktionsvideoer på Youtube. Det er der faktisk på de fleste af de udfordringer, som jeg er stødt ind i på mit comeback som strikker.

    Tæppet er strikket i Mini Alpakka fra Sandnes garn. Det er tosset varmt og lækkert, og tæppet kommer til at følge mig på sofaen og på en kølig aften på terrassen.