-
Knitting for Solveig
Bare 95 gram vejer den lille Audrey Cardigan. Den er strikket i KFO merino og silkmohair i farven Granatæble.
Fordelen ved at strikke selv er, at man kan kombinere størrelserne, som det passer en.
Jeg gør det til mig selv.
Skal en trøje passe omkring mit temmelig buttede legeme ender jeg med alt for lange ærmer, hvis jeg skulle følge opskriften.
Her er det en ikke eksisterende størrelse – halvanden år – som passer med med spenceren.
…
Vi venter fortsat på hende, der skal iklædes al det strik.
Foreløbig er lejekontrakten overskredet med 6 dage. Der er dog tegn på, at vi måske ikke skal vente så meget længere.
Da jeg ventede Nanna viste de første tegn på fødsel sig om tirsdagen – og så er hun født fredag.
Jeg tror på, at det sker inden weekenden… men helst ikke hverken i dag eller i morgen – der køres afgørende etaper i Touren 😉
-
Daisy Cardigan
Strikket i str. 2 år.
Den vejer sølle 118 gram, som er fordelt på 76 g merino og 42 g mohair – begge fra Knitting for Olive i farverne Havregryn og Hør.
Blomsterne er broderet med rester i merino.
Blomsterknopperne skal efter opskriften strikkes ind efter den mest bøvlede metode. Efter ét forsøg valgte jeg at ignorere det og har i stedet efterfølgende broderet franske knuder.
Jeg har tidligere øffet om at KFO’s opskrifter er unødigt komplicerede og bøvlet beskrevet, men denne var ret nem at gå til… altså efter jeg droppede blomsterknopperne.
Nu skal den have et bad og så er den klar til mormorkassen.
-
Regnvåde junidage
Bilen var lånt ud til et jordemoderbesøg torsdag – så jeg nød dagen på hjemmekontoret.
I nattøj og med morgenhår.
Det er så skønt.
Inden jeg satte mig bag skærmen travede hundene og jeg en tur i skoven. At der er tid til det, er noget af det jeg nyder allermest ved at kunne arbejde hjemme. Også selvom det til morgen blev en temmelig våd fornøjelse.
I dag er jeg tilbage på kontoret. Det kan også noget. Noget andet. Snak, sparring, grin og masser af kundekontakt.
Ligesom med vejret tror jeg, at det er afvekslingen gør noget godt.
Vores nye mand på kontoret har vist sig at være lige så behagelig som førstehåndsindtrykket gav indtryk af. Når man, som vi, kun er 4 er det sørme vigtigt, at det er mennesker man trives med.
Jeg talte med en på et tidspunkt, som er på en mindre arbejdsplads, hvor stemningen mellem et par af medarbejderne (voksne kvinder) er så dårlig, at det fuldstændig dræber arbejdsglæden for alle.
Jeg har bestemt heller ikke været ‘kærester’ med alle mine kolleger, men på en arbejdsplads må man da for pokker formå at opføre sig voksent.
Kvinder kan være forfærdelige, intrigante og sladdervorne… især over for hinanden.
Det var i øvrigt et rutinetjek ved jordemoderen. Uge 36+0 og en skønnet vægt på 2900 gram. Jeg har forudset, at det bliver en 4 kilos baby 🙂
Alt er i den skønneste orden, så nu er det bare at væbne sig med tålmodighed de sidste uger, indtil hun bestemmer sig for, at det er tid til at møde verden.
-
Nedtælling
Hverdagene har det med at forsvinde mellem fingrene på mig og lige om lidt er endnu en uge strøget.
Et uge tættere på sommer og en uge tættere på at møde Solveig.
Det sidste er selvfølgelig dét, som vi for alvor tæller ned til nu.
Der er omtrent 5 uger til lejekontrakten udløber, som Nanna udtrykker det 🙂
Baby vokser så det knager inde i sin mors runde mave og ALT forløber helt efter planen. Den 24. maj skønnede jordemoderen hendes vægt til 2300 gram, så mon ikke hun allerede har rundet de 2,5 kg.
Alle er klar til at byde det nye familiemedlem velkommen. I vores familie er der ikke kommet nye medlemmer til siden 2003 – altså ud over de importerede – så vi ser rigtig meget frem til en indfødt mere.
Tænk sig, at jeg bliver mormor… 2022 bliver et fantastisk år.
…
I går sagde vi velkommen til et nyt medlem i vores lille kontorfamilie, et medlem som gav et meget positivt førstehåndsindtryk. Det er altid trist når en kollega rejser, men det viser sig som regel, at der er fundet gode afløsere – det gør det også denne gang.
-
Jeg elsker alt ved det her
-
Knitting for Solveig
Prik Sweater fra Knitting for Olive og af resterne en Nancy Sweater fra Sandnes.
Prik Sweateren er str. 4 år og Nancy passer en 2 årig. Cirka. Jeg forestiller mig, at de kan bruges fra hun er 3 og 1 år med opsmøgede ærmer og dermed holde længe.
Jeg er ret tilfreds med resultatet.
Pindene er allerede i gang med noget nyt – igen af garn fra restekurven. En lille Sommer Ella af Lene Holme Samsøe. 100 gram er nok til den lille mønster strikkede t-shirt med korte ærmer.
Den svinder fortsat i resterne, ikke mindst fordi jeg i går fik jeg ryddet op i strikkekurven. Mange af resterne er nu sorteret i kvaliteter og resten, som jeg ikke vil kunne finde anvendelse for, blev sat på ‘Værsgo Hals’ og i løbet af kort tid var de afsat.
Jeg havde blandt andet 7 nøgler gul Arwetta, så jeg forstiller mig at se en del gule sokker i bybilledet til vinter 🙂
-
Hun vokser så det knager
Lige knap 1400 gram formodes Solveig at veje her 10-11 uger før termin. Hun ligger præcis på den gennemsnitlige vækstkurve og kommer hun til termin vil hun veje omkring 3500g.
Hun er meget livlig og fortsætter det efter fødslen får de noget at se til henne i det lille røde hus, hvor alt efterhånden er klar til at byde det nye familiemedlem velkommen.
I dag sov hun dog da der var bestilt tid til 3D scanning og måtte have lidt puf og en rystetur før hun tog armen væk fra ansigtet og lod sig se. Det er altså vildt at kunne kigge ind og se ansigtstrækkene, mens hun stadig ligger i sin hule.
… og her hun så vores lille sol, allerede med familiens genkendelige runde kinder 😉
-
Det fineste
Jeg tror nok, at Olive mønstret er noget af det fineste, jeg har strikket. Først cardigan udgaven i str. 18 måneder og senest Olive Sweater i str. 2 år.
Skulle jeg kunne ønske mig noget, så var det en graduering af størrelserne, som ikke kun baserer sig på hvilken str. pinde man bruger. Der er altså forskel på om det samme garn strikkes på pind 4 eller 5.
Begge er delvist strikket i rester og sweateren vejer bare 185 g.
Den er strikket i Sandnes Sunday og Tynn silk mohair i farve 3021. Mohairen er resterne fra min Chunky Dahlia sweater, som jeg strikkede for et par år siden.
Næste projekt er en lille bitte Sunday Balaclava – det kan ikke tage mange timer at strikke sådan en… eller to.
-
Pokkers god service
Jeg havde besluttet, at Solveigs første ‘julegave’ skulle være en varm kørepose, som hun vil kunne sove lure ude i – også i vinterens kulde.
Research bragte mig til en model, som er bedst-i-test i både Danmark, Norge og Sverige i 2021. Den er med 100% uld i liggedelen, dun i overdelen og er både varm og åndbar.
Den er også forholdsvis dyr – det ér kvalitet ofte – og derfor havde jeg sat en Pricerunner overvågning på.
I aftes opdagede jeg ved et tilfælde, at den var sat kr. 460 ned, så jeg bestilte – kun for til morgen at få en Pricerunner besked om, at den var yderligere sat ned, så jeg nu ville spare kr. 690.
Jeg kontaktede firmaet, hvor jeg havde lagt ordren og hvor den nu var sat yderligere ned. Da de har prisgaranti (også på deres egne priser) kom der fluks besked om, at jeg selvfølgelig ville få refunderet de kr. 230 jeg betalte mere i aftes.
Sådan et sted gider jeg godt handle igen.
Der medfølger en forlænger del, så den kan bruges i klapvogen frem til hun er 4 år og på den måde er det penge givet godt ud.
-
Udfordret
Knitting for Olive laver smukke opskrifter, men for søren de er også udfordrende… jeg har gang i opskrift + 4 diagrammer + signaturvejledning + omgangstæller. Det er skuette tv strik, så jeg er glad for det kun er str. 18 måneder og ikke str. 59 år.
Jeg havde 2 fed Isager alpaca 2 på lageret og supplerede med 3 nøgler KFO mohair (februars eneste garnindkøb) for at strikke en Olive Cardigan til Solveig.
I opskriften skal knapstolperne strikkes på bagefter, men det har jeg ikke rigtig succes med, så derfor har jeg slået 7 masker ekstra op i hver side og strikker dem og knaphuller med det samme. Derudover strikker jeg ribkanterne i 1r 1v for at kunne lukke pænt af med italiensk aflukning.
Lageret bliver fortsat reduceret – denne gang dog kun med 2 nøgler.
Det er skønt med mormorstrik 🙂