• Baby,  Solveig

    Seks måneder

    Solveig kan sidde selv nu og det gør fotograferingen lidt nemmere når hendes mor kan bevæge sig bag kameraet og lave sjove fagter og lyde.

    Månedens vægt kg. 9,3.

  • Baby,  Solveig

    Stik mig lige det der kamera

    Solveig kom forbi til 6 måneders fotografering og ville slemt gerne have fat i det der spændende apparat jeg holdt op foran ansigtet.

    Kaj var også inviteret og fik en lille smil frem hos den unge dame, som ellers bliver så stille på udebane.

    Mere end 200 fotos er reduceret til 27 og sendt til hendes mor.

  • Baby,  Solveig

    5 måneder

    Solveig 5 måneder. I mormorstrikkede Teddy Pants. De er skide gode over en body. De er varme på de rigtige steder og kravler ikke hverken op eller ned. Gad vide om ikke hun kunne bruge flere af dem.

    Lige nu bliver der ikke strikket noget. Jeg er stadig nedlagt af en gedigen forkølelse og orker absolut ingenting. Jeg har hovedpine, hoster, nyser og sover dårligt… og hvor kommer al den snot forresten fra? Jeg kan lige have pudset næsen og et øjeblik efter er der igen fyldt op.

  • Baby,  Jul,  Solveig

    Lille miss sunshine

    Om et par dage bliver vores lille prop 5 måneder.

    Hun er blevet 67 cm lang, vejer 8320g og har to tænder.

    Sundhedsplejersken er særdeles tilfreds med både udvikling og vækst.

    Hun leger med mad, afprøver nye farlige lyde (husk lyd på videoen) og så øver hun sig i at vende sutten i munden. Ikke en disciplin hun helt mestrer endnu, men bliver hun ved med samme ihærdighed skal det nok lykkes at blive lige så ferm som Egon Olsen med cigaren.

    I dag var hun til 5 måneders fotografering hos sin skrantende mormor (mig), som tog imod med mundbind og afsprittede hænder.

    Ingen kys og kram – det må vente til det hosteri er ovre.

    Jeg har en julefrokost, der skal forberedes og jeg plejer forlængst at være i gang, men lige så hurtigt som jeg fik klaret julegaverne lige så sløv har jeg været til at komme i gang med julefrokosten.

    Mon ikke jeg når det alligevel.

    Jeg har fyldt en indkøbskurv hos nemlig.com og når de kommer med varerne på torsdag, så er jeg forhåbentlig rask igen og klar til at det for alvor bliver jul.

    Foreløbig kravler jeg tilbage under dynen på sofaen 🙁

  • Baby,  Jul,  Solveig

    2. søndag i advent

    Det er ikke tosset efter en kold tur i mosen at komme hjem og hele huset dufter af julebag.

    I går bagte jeg både brunkager og julecookies, og i dag er der bagt i hundredevis af pebernødder.

    Brunkagerne er efter en opskrift fra Mette Blomsterberg og jeg synes de smager skønt. Jeg har en bagebog den er i, men den kan også findes på nettet. Julecookies er en opskrift jeg har fået af Marianne, som bloggede under navnet Cirkusprinsessen og derfor kalder jeg dem Cirkusprinsessens julecookies. Pebernødderne er de samme som jeg har lavet i en del år efterhånden – de absolut bedste efter min mening – opskriften finder du her.

    Inden jeg kastede mig ud i at bage pebernødder var jeg med Solveig til babysvømning.

    Det gik rigtig godt i 20 minutter, men så gad Solveig ikke mere og blev så utilfreds, at vi forlod stedet 10 minutter før tid.

    Undervisningen foregår på min gamle arbejdsplads – der hvor vi havde til huse før vi flyttede på havnen. Der er ikke meget jeg kunne genkende, men indgangen til vores uddannelsescenter og også swimmingpoolen var dog den samme. Der er bygget så meget rundt omkring at selve bygningerne er svære at kende.

    Det er et super fint sted at have babysvømning. I modsætning til i de store svømmehaller er her ingen larm og der er så varmt i omklædning og ‘svømmehal’, at der ikke er en chance for at de små kommer til at fryse.

  • Baby,  Jul,  Mavefornøjelser,  Solveig

    Nedlagt

    Mavekramper og opkastninger… velbekomme, så ved I hvordan min torsdag/fredag er gået. Sovet har jeg heller ikke 🙁

    I dag måtte jeg have Nanna forbi og lufte hundene, så de kom ud andet end i gården. De har ellers været søde, stille og undrende studeret mig når jeg har ørlet.

    Nu et døgn efter går det bedre. Jeg har spist en banan og drukket noget vand, så jeg tror godt jeg tør tage en knækbrød og en kop te senere. Alene det, at jeg kan tænke på at putte noget i munden, er positivt.

    Jeg SKAL være klar til i morgen, hvor min niece har trommet til julehygge og kransebinding. Materialerne står klar og så skulle pokker da stå i det, at jeg ikke vil kunne deltage.

    Verdens sødeste lille julenisse skal også deltage. Hun er en lille selskabspapegøje og virker som en, der trives ved at være med. Hun er så småt begyndt at blive introduceret til grød og har også lignet en der var parat til at ørle 🙂 Der er mange nye smage og konsistenser hun skal vænne sig til. Gulerod og pastinak er indtil videre det foretrukne.

    Nu vi er ved det der jul… alle julegaver og adventsgaver er i hus.

  • Baby,  Solveig

    Fire måneder

    Endnu en måned er gået. Den unge dame er nu 4 måneder gammel og har næsten fordoblet sin fødselsvægt.

    Der er ikke længere tvivl om, at jeg nu har to brunøjede piger for der er ingen chance for at de to svesker Solveig har, bliver andet end brune som sin mors.

  • Jul,  Solveig,  Strik

    Holly Sweater hack

    Knitting for Olive har designet den fineste lille julesweater, men desværre starter opskriften ved str. 1 år. Hanne Rimmen har også designet en sød julesweater for Filcolana, men der er mindste størrelse 4 år og Solveig SKULLE altså have en julesweater i år.

    Jeg tog udgangspunkt i Knitting for Olives og ved at strikke i noget tyndere garn er det lykkedes mig at ramme noget, der ligner str. 6 måneder. Jeg har slået 80 masker op til halsudskæringen i stedet for 60 og har undladt at tage ud på første omgang efter ribben. 60 masker er ikke meget og hovedet skulle jo gerne kunne komme igennem. Derudover har jeg kun strikket ribben 3 cm. Jeg er ikke vild med den dobbelte rib i halsen.

    Bærrene i opskriften er strikket ind og temmelig store – og med en pige, der stadig ligger ned tænkte jeg, at de ville være trælse at ligge på.

    I min version er de broderet på med franske knuder og kun på forsiden.

    Str. 1 år strikket i Filcolana Pernilla på pind 3 og 3,5. Farverne er Marzipan, Thuja og Merlot melange. Sidstnævnte en rest fra nissehuen.

    Garnet er fra Yarnfreak.

  • Baby,  Poden,  Solveig

    ♥️

    Kom min egen sol og varm mig indeni,
    lille kraftværk fuld af gratis energi.
    Jeg har bagt dig i min mave.
    Tænk engang, at man kan lave
    sit eget lille anker,
    sit eget lille timeglas,
    sin egen lille sol der stråler.

  • Baby,  Solveig

    Kørt over af en bus

    Søndag morgen havde jeg en tid til min 4. covid-19 vaccination. Det kørte helt gnidningsløst som de andre gange i vaccinecentret… ganske lille kø, ind og ud på under en halv time.

    Søndag aften mærkede jeg en smule ubehag, let feber, hovedpine og gik derfor tidligt i seng. Mandag morgen havde jeg det, som om jeg var blevet kørt over af en bus.

    Det er de samme bivirkninger som jeg har haft de 3 forgående gange, så det var forventeligt og jeg ved heldigvis, at det er ganske kortvarigt.

    I dag bliver Solveig 3 måneder. Når man sammenligner billederne fra første og anden gang hun var foran kameraet kan man tydeligt se udviklingen.

    Hun er nu opmærksom på omgivelserne, smiler, har opdaget sin stemme og det varer ikke længe for hun også kan styre sine arme og hænder til andet end til at putte dem i munden.