-
En snas af familiekrøniken
Den høje magre mand er min oldefar Christian på min farmors side. Kvinden ved hans side er ikke min oldemor, men derimod hans husbestyrinde Marie og kone nr. 2.
Min oldemor Christiane dør allerede i 1916 blot 27 år gammel af tuberkulose og efterlader Christian alene med ikke mindre end 8 børn (ret godt gået som 27 årig).
Et af børnene er den 7 årige Anna Margrethe Marie (født i 1909).
Anna var min farmor.
Hun fortalte mig engang, at hun som 8 årig, sammen med sin lillebror Harald, blev sendt ud af tjene på en af nabogårdene og det passer meget godt med tidspunktet, hvor deres mor dør.
Det har været barsk dengang og der var mange munde at mætte.
Christian var beskæftiget ved landbruget og som arbejder på savværket. Han havde et lille statshusmandsbrug, han selv havde ladet opføre i Vestbjerg.
Han giftede sig igen (med Marie) kun 8 mdr. før han døde i 1937, 51 år gammel.
Min farmor tillagde sig samme store børneflok – nemlig otte, hvoraf min far er den ældste og eneste nulevende. Han bliver 88 lige om lidt.
Det er min farfar til højre. Kvinden ved siden af er min farmor og den lyshårede dreng til ventre er min far. Hvem de andre er fortaber sig i glemslen (min fars). Måske er den lille pige min faster. Hun var døbt Gunvig, fordi min farfar ikke kunne huske det navn han og min farmor havde aftalt da han stod på kirkekontoret. Jeg tror ikke, at det passede min farmor og hun blev derfor aldrig kaldt andet end Bitten.
Herunder er hele banden. Det er min far til venstre. Oprindeligt var de otte, men en bror, Keld, døde som 5-6 årig af kræft.
Min farmor og farfars sølvbryllup. Børnene fra venstre mod højre – Henry, Erik, Bitten, Teddy, Susse, Tommy og foran Peter -
En sej dame har takket af
Jeg blev ringet op på jobbet i sidste uge med besked om et dødsfald i familien.
Min seje tante Gudrun blev 92 og selvom det er trist, så er det at sige farvel til et ældgammelt menneske så rigtigt, som det kan være.
Hun bisættes lige nu fra Dyssegårdkirken – jeg sender en kærlig tanke.
Gudrun, King og jeg på gårdspladsen i Valore -
Dengang min far byggede sommerhus
Da jeg i søndags var med færgen sydpå lagde jeg vejen forbi Skagensgrund 2 i Egense.
Her byggede min far i 1975 det sommerhus, hvor vi holdt ferier og weekends i mange år.
Han filmede tilblivelsen med sit smalfilmkamera og selvom det nok ikke har interesse for andre end os, der har deltaget i byggeriet, så skal den alligevel med her.
Min far har ingen håndværksmæssig uddannelse, så jeg forstår stadig ikke helt hvordan han turde kaste sig ud i sådan et byggeri. Huset ankom som et samlesæt fra Sverige på to store lastbiler og så var det bare at gå i gang.
Det oprindelig hus er der stadig, men da det i dag er helårsbeboelse er det udvidet både her og der.
Det er en tidligere Hirtshals fisker og hans kone, der bor der nu. Han gik udenfor og kunne godt se, at jeg var nysgerrig. Vi fik en ordentlig sludder. Jeg tror, at han synes det var lidt sjovt at høre om tilblivelsen af huset og for mig var det rart at se, at nogen fortsat værdsætter min fars arbejde og holder det i så fin stand.
Egense ligger syd for Hals lige på den anden side af Limfjorden. Når vi var i sommerhus tog vi ganske ofte turen til Hals og det kendskab vi fik til byen dengang er helt sikkert grunden til, at mine forældre for 22 år siden valgte at slå sig ned her og siden trække det meste af familien med sig.
-
Når alarmen går
Det er spændende og udfordrende, at have små børn og det er tilsvarende spændende og udfordrende at være de store børn og have meget gamle forældre.
Særligt spændende bliver det, når min mor (83) i stedet for sin daglige dosis dement medicin ved en fejl tager sovepiller.
Min søster ringede i formiddags.
Min mor var faldet om, min far havde ringet 112 og hun var nu på vej til hospitalet i ambulance.
Jeg smed, hvad jeg havde i hænderne og kørte mod Sygehus Syd, hvor jeg antog, at man ville køre hende hen.
Der når at gå rigtig mange tanker gennem hovedet på en på sådan en køretur. Hun var ikke ankommet endnu da jeg nåede frem, men 15 minutter efter rullede de hende ind på akut modtagelsen.
Sovende.
Hun var nemlig ikke faldet om… hun var faldet i dyb søvn!
Efter en masse undersøgelser skal konen nu bare sove rusen ud, så er hun så god som ny.
Det bliver en historie, vi kommer til at underholde os med mange år fremover i familien 🙂
-
Det var bademesteren
Min mor på 83 er ved at være temmelig dement. Hun husker ikke 5 minutter tilbage og kan fortælle den samme historie om og om igen. Hvad hun til gengæld husker helt tydeligt, er alle historierne fra hendes barndom og ungdom i Frederikshavn.
Jeg suger til mig og forsøger at stykke familiehistorien sammen.
I 2014 fortalte jeg om det ‘diskrete ophold‘ min biologiske mormor blev sendt på efter hun havde formastet sig til at blive gravid uden for ægteskab. Det fremgår ingen steder hvem barnefaderen var, men det viser sig nu, at min mor faktisk kender hans navn og vidste hvem han var.
Han hed Poul Fynbo Jørgensen og var bademester på den lokale badeanstalt i Frederikshavn. Man havde ikke badeværelser dengang, men gik en gang om ugen på badeanstalten og fik en grundigere vask end den der blev klaret ved den daglige etagevask. Min mor fortæller, at hun altid – uden på det tidspunkt at vide hvorfor – fik en udsøgt service. Og det var der så altså en god grund til.
Hun kan ikke fortælle mere om denne Poul Fynbo.Desværre er det heller ikke lykkedes mig at finde ud af andet og mere end en lille notits i Aalborg Stifttidende fra 1956, hvor det fremgår at han er idømt 3 års fængsel for forsøg på vold mod en 13 årig pige.
Og her troede jeg, at der lå noget langt mere eksotisk gemt i den ukendte morfar… og så er det blot en gemen frederikshavner, som oven i købet har siddet i spjældet.
Hrmpff!
-
Elsker og spion
Min mor stammer fra Frederikshavn. Som tidligere fortalt boede hun hele sin barndom i sine bedsteforældres hjem i den tro, at de var hendes forældre. Foruden min mor var der en helt række langt ældre børn.. deriblandt min Moster Gertrud.
Gertrud var født i 1919 og 13 år ældre end min mor. Gertrud var en verdensdame, som så stort på, hvad andre tænkte og mente om hende.
Under krigen var hun den lokale biografdirektørs elskerinde. Han var norsk gift og når han sendte sin kone og datter op til familien i Norge rykkede min moster ind i hans villa. Helt åbenlyst.
Det var af indlysende årsager ikke akkurat velset i familien. Frederikshavn var ikke nogen stor by og alle kendte biografdirektøren. Og hans kone. Så når han kom kørende ned af Søndergade i åben sportsvogn med min moster på passagersædet (tænk på at ingen almindelige frederikshavnerne havde benzin til rådighed) krympede min mormor sig. Gertrud var ligeglad.
Jeg ville gerne vide lidt mere om den biografdirektør og en simpel Google søgning viser, at han var en kendt dansk nazist og havde hvervekontor for Frikorps Danmark.
Ikke underligt min mormor krympede sig.. og af flere årsager!
Jeg har været nysgerrig efter at finde ud af, hvad der skete med ham efter krigen. Min mor siger han ‘forsvandt’, men det har været umuligt at finde ud af hvorfor og hvorhen.
Aalborg Stiftstidende har scannet samtlige aviser, der er udkommet siden 1767 og har nu gjort dem tilgængelige for offentligheden. Det er her lykkedes mig, at finde en enkelt artikel som omhandler Hakon Jarle. Det viser sig, at han blev anholdt af modstandsbevægelsen i maj 1945 og jeg formoder, at han efterfølgende er blevet dømt og har fået en fængselsstraf.
Jeg bladrer videre i arkivet – måske omtaler Stiftstidende også retsag og domsafsigelse.
-
8. generations indvandrer
I løbet af det 17. og 18. århundrede blev enevælden indført efter fransk forbillede i mange tyske stater. Det betød en rivalisering mellem de forskellige dele af landet og medførte krig og stor fattigdom for den menige tysker.
I midten af 1700 tallet migrerede karet- og hjulmager Adolph Eduard Leismann fra Korschenbroich i Nordrhein-Westfalen til Danmark sammen med mange mange andre tyskere.
Historien melder intet om hvorfor netop Adolph valgte at rejse nordpå, men jeg forestiller mig, at han var den tids flygtning og ønskede, at skabe et bedre liv for sig selv. Han havde ikke familie med sig for han blev senere gift med Johanne Sophia Andersen i Åbenrå og grundlagde sammen med hende den danske del af Leismann slægten.
Det er 8 generationer tilbage i direkte linie.
Det var før Støjberg, grænsekontroller, Facebook og før der var nogen, der stillede krav om danskkundskaber. Faktisk var tysk, pga. den store indvandring sydfra, et meget udbredt sprog i Danmark på det tidspunkt og blev i særdeleshed brugt i de finere kredse i stedet for dansk.
Jeg er altså 8. generations indvandrer og jeg synes egentlig, at jeg har klaret at blive ret velintegreret.
Jeg tænker, at der er rigtig mange danskere, der kan fortælle en lignende historie og jeg tænker, at vi skal lade være med at være så skide bange for det der sker nu.
Lad os nu give de mennesker, der er flygtet fra krig og rædsler i deres hjemlande en mulighed for at skabe sig et bedre liv her. Mød dem med smil, varme og lad frygten i deres øjne erstattes af tillid til fremtiden.
Professoren Andres Schytte skrev i 1750’erne: “Ved fædrelandet forstår vi ikke den stat, hvori vore fædre har levet, heller ikke det land, hvori vi er født og opdraget, men det, hvori vi anses for borgere.”
(jeg har med vilje lukket indlægget for kommentarer – jeg orker ikke lægge ryg til en eller anden ophedet debat, som man i øjeblikket ser på FaceBook)
-
Bækmølleren
Min tipoldefar hed Søren Kristian Jensen (født: 7. maj 1857). Han var møller ved Kragskov Mølle.
Møllen stod oprindelig på Elling Enge nordvest for Frederikshavn, hvor den fungerede som pumpemølle. Omkring år 1870 blev den genopført ved Kragskov å i Jerup, hvor den ændredes til kornmølle og var i drift indtil 1952.
Jeg er ret sikker på, at manden på dette foto fra 1920 er min tipoldefar. Det er i hvert fald Kragskov Mølle i baggrunden. Manden med hesten hedder Søren Jensen og er det min tipoldefar er han, iflg. billede teksten, 63 år – hvilket vel meget godt svarer til billedet.
Det eneste der genere mig er, at kvinden hedder Hanne Jensen. Min tipoldemor hed Cathrine Marie – men jeg tænker, at hun måske er tidligt død og at han derfor her er fotograferet sammen med kone nr. 2.
Den yngste søn Jens overtog mølletjansen og familien blev herefter aldrig kaldt andet en “bækmøllerens” og heraf er navnet “Bech” opstået.
Jeg kan se i de gamle kirkebøger, at min mors søskende alle er døbt navnet – men at der har været stor uenighed om stavemåden – de hedder Bech og Beck, som vinden blæser og som præsten har synes. Med den baggrundshistorie burde vi vel retteligt hedde “Bæk”.
I dag står møllen på en bakke midt i Skagen by. Bakken og møllen er en del af ‘Skagen By og Egnsmuseum’. Der er bevaret en del mølleinventar bl.a. kværne, sortererværk og tromlesigte.
Jeg synes det er lidt sjovt, at vores navn faktisk har en historie og når jeg næste gang kører til Skagen, skal tipoldefars mølle afgjort aflægges et besøg (:
-
Konfirmation anno 1946
Der skrives spalte op og spalte ned om at konfirmationer anno 2015 har taget overhånd og indimellem minder de da også om små celebrity bryllupper.Jeg kan heldigvis være ligeglad. Min Pode ér konfirmeret og det var før det var hipt, at blive hentet i Limousine eller helikopter og før en konfirmation kunne løbe op i hundredetusinde kroner.
Min mor blev konfirmeret i 1946.
Jeg tvivler på, at der har været råd til ekstravagance i den anledning. Jeg tvivler faktisk på, at ekstravagance overhovedet har været en mulighed.
Det var året efter 2. verdenskrig sluttede og der var fortsat mangel på ‘alt’ – også stof.
Min mors konfirmationskjole er derfor syet af en faldskærm.
Faldskærmssilke og pokkers fin, synes jeg – også selvom det er en knap 70 år gammel model.
-
Så blev han femogfirs
Lørdag eftermiddag blev pludselig temmelig hektisk da jeg ikke helt var informeret om fødselsdagens fulde program. Jeg var lige kommet ud af badet da min søster ringede. De sad klar med boller og lagkage… jeg mente ellers, at jeg havde masser af tid inden middagen (:
Jeg blev klar i løbet af nulkommafem, styrede ud af døren og nåede at se (og smage) lagkagerne med de tændte fontæner og så gik resten af dagen ellers med hyggeligt samvær, god mad, masser af latter og den sædvanlige familiemobning.
Ovenpå sover Poden fortsat. Hun havde holdt studentergilde til den lyse lørdag morgen. Det var lidt hårdt for hende at skulle til familietamtam ovenpå festen og får derfor lov at sove til hun ikke kan mere.
I eftermiddag dukker kæresten op og vi skal hjælpes ad med at flytte lidt rundt på nogle reoler. Æblehuset har kun en indgang og det kan være lidt svært at kombinere entre og bryggers uden det kommer til at virke rodet… det vil jeg prøve, at gør lidt ved i dag.
