Udover den mindre heldige relation til Pedal Ove viser et DNA match nu også en familiemæssig tilknytning til Anne-Grethe Bjarup Riis.

Langt ude ganske vist, men den er der.

Efter jeg fik taget den DNA test er min familie bare blevet ved med at vokse.

I weekenden er jeg blevet kontakte af Linda. Hun er oldebarn af min farfars søster Asta og har en del billeder af mine oldeforældre på min fars side, som jeg aldrig har set.

Billedet herunder viser Jensine og Thorvald (mine oldeforældre) og – hvad jeg formoder – er deres 9 børn og svigerbørn. I hvert fald er det min farfar Christian, der lige stikker hovedet frem mellem de to bebrillede mænd til venstre i billedet… og måske er kvinden foran ham i den blomstrede kjole min farmor i en meget ung udgave.

Thorvald var oprindeligt købmand med forretninger i Vestbjerg og Nørresundby, men blev derefter Vejerassistent og senere noget så fint som konstitueret Kgl. Vejer.

Han døde i 1943, 72 år gammel.

Jensine og Thorvald – Thorvald foran Vejerboden – Jensine som konfirmand.

Det begynder at blive sjovt det her slægtsforskning. Der kommer mennesker og historier bag og det er langt mere interessant end bare navne og datoer.

Jeg har kun gratis versionen af MyHeritage, men overvejer kraftigt at betale for en udvidet udgave, som åbner for en masse nye muligheder.

Min farfar Christian var (måske) uddannet mødelsnedker, men jeg kan kun huske, at han var graver på kirkegården. Da min far var dreng var det fattige folk. Familien med 7-8 børn boede på Kapelvej i Nørresundby i en lille bitte lejlighed. Min far har fortalt, at de ikke havde råd til at betale for opvarmning af lejligheden og at der derfor blev lukket for forsyningen.

Min far var den ældste og så snart det var muligt for ham rejste han fra hjemmet. I 1948 – 18 år gammel – kom han ind til marinen og så sig aldrig igen tilbage. Jeg kan huske, at han ved mere end en lejlighed har sagt, at det var noget svineri, at de blev ved med at få børn når de ikke kunne forsørge dem. Mon ikke det har været sådan i mange familier dengang.

Slægtsforskningens moderne metode, DNA, får skeletterne til at vælte ud af skabet. Hemmeligheder, fortielser og løgne skabt i familier kommer pludselig ud i det åbne.

Det falder bestemt ikke i god jord alle steder.

Heller ikke i min slægt (har netop modtaget en tvær besked fra en fjern slægtning).

Børn avlet uden for ægteskab og bortadopteret, sandheden om familiestridigheder dukker pludselig op, afsløres og skaber nu mange år senere splid.

Måske har der været en grund til hemmeligholdelsen.

Noget får vi aldrig at vide fordi alle involverede parter forlængst er døde og vi derfor kun kan gætte, men når det gælder de nulevende burde vi lette på låget og få hemmelighederne ud i det åbne.

Jeg tænker, at det må være rarere selv at lukke op end at blive afsløret af fakta.

Da min mor og hendes 4 år yngre bror blev født uden for ægteskab var det forbundet med en masse skam for hele familien, men børnene er i hvert fald helt uden skyld i det passerede.

Jeg talte kun ganske lidt med min mor om hendes biologiske mor (som hun troede var hendes søster), men jeg fornemmede klart en sorg og bitterhed over, at hendes mor aldrig gav sig til kende overfor hende.

At min mor også havde en yngre bror er først kommet frem nu – 87 år efter han blev født. Hvor mange i familien, der har gået med den hemmelighed, det aner jeg ikke, men jeg er ret sikkert på, at min mor ikke vidste det.

Til min store overraskelse er der ikke meget tysker at finde i mine DNA resultater. Til gengæld er der irer, skotte og waliser i mit DNA – med en høj grad af pålidelighed.

Med lav pålidelighed er der Mormoner i Utah, Idaho, Californien, Arizona, Wyoming og i Colorado og noget Grønlandsk Inuit i mit DNA.

Jeg matcher med 5977 personer i hele verden – testede personer. Det kan bliver noget af en fætter kusine fest.

Den viser også to nære slægtninge. Den ene er vores egen Sofie, mens den anden er en 40 årig kvinde, som har samme efternavn som min biologiske morfar.

Der er i det hele taget masser af information at dykke ned i.

HUSK at støtte borgerforslaget om at give politiet mulighed for at benytte denne type DNA resultater i deres efterforskning.

I starten af juni kontaktede jeg Frelsens Hærs Eftersøgningstjeneste, som gerne ville se hvad de kunne grave frem i deres journaler om min mors anbringelse på Catrine Booth-Koloniens Mødrehjem i 1932/33.

I dag er de vendt tilbage med billeder og journalkortet vedr. min mors ophold. Desværre er der ikke så meget at hente, men der er dog to ting, der undrer mig. To nye ting.

Manden, der her er udlagt som barnefader hedder Carl Jørgensen og ikke Poul Fynbo Jørgensen, som jeg ellers har fået oplyst – så her er noget nyt, der skal undersøges nærmere.

Derudover er der i journalen anført, at hun ‘rejste til sit hjem’ og anbragt ‘hos moderen’. Det undrer mig for jeg ved jo, at hun er opvokset hos sin mormor og morfar. Måske er man bare ikke gået så højt op i den slags i starten af 30’erne. Måske er hun bare blevet indlemmet i familien og jeg derfor kan lede forgæves efter en evt. anden forklaring.

Det er mere end 100 år siden Frelsens Hær åbnende ’Catherine Booth Kolonien’, et hjem for ugifte og vordende mødre, på den gulkalkede ’Svendebjerggaard’ i Hvidovre. Stedet eksisterer stadig og Frelsens Hær driver to børneinstitutioner og et krisecenter på stedet.

. . .

I punkt 13 på første side står der: Timaanedersd(agen). Frederikshavn.

10 månedsreglen blev indført 1844 for børn født uden for ægteskab. Med fattigloven af 1803 var disse forsørgelsesberettigede i fødekommunen, men da kommunerne begyndte at transportere de vordende mødre over sogneskellet blev det lov, at moderens opholdskommune 10 måneder før fødslen var forsørgelsespligtig for barnet. For at hitte rede på opholdsstederne fik præsterne pligt til at notere dette ved fødslen.