• Mor-stuff

    Hård vind fra vest…

    Så kom vi dertil, hvor vi her i huset fandt det nødvedigt at linde lidt på radiatoren. Lørdagmorgen er en tro kopi af gårsdagens… regn og rusk men tilmed altså også kold. Poden mente oven i købet, at det måtte være tid til at finde vinterdynerne frem… og måske har hun ret.

    Den rødhårede og jeg var kolde og drivsjaskvåde efter blot en lille tur derude og det bli’r vist ikke i dag, vi tager en time i skoven eller ved stranden. Heldigvis er hun af en race, som ikke kræver den helt store motion og hun løber ikke på væggene, hvis hun ikke bliver rørt en enkelt dag.

    Efteråret er okay… man kan se en ende på det. Værre er det når ens liv løber ind i den slags efterår. Med regn, rusk og masser af modvind. Her er ikke helt så nemt at se foråret forude, hvis der overhovedet er et forår. Her er det ikke nok bare at lade tiden gå og vente.

    Jeg befinder mig lige midt i mit livs værste efterår. Både privat og på jobfronten. Og selvom jeg prøver at finde det positive, prøver at smile, prøver at hanke op i mig selv og sige det går nok… så har jeg rigtig rigtig svært ved at se lyset!

    Det er desværre ikke bare at finde vinterdynen frem, kravle ned under den og vente på foråret… sådan fungerer det ikke, men gid det var så enkelt!

  • Et øjeblik...,  Mor-stuff

    Teenagemor

    Det er ikke altid nemt. Hverken at være teenager eller mor til en. Humøret svinger op og ned. Hun kan det hele, vil det hele, vil gerne behandles som en voksen – men er endu ikke klar til at tage det fulde ansvar for sit liv eller tage de svære konsekvenser, hvis noget går galt.

    Vi har ikke haft de store problemer. Hun er som regel både sød, omsorgsfuld, ansvarsbevidst og omgængelig, men lige pt. sker der ting, som jeg ikke er glad for og tryg ved og hun har derfor for første gang længe fået et nej! Et klart nej. Det er accepteret uden vrøvl… så godt kender hun mig… jeg er ubøjelig, når jeg har truffet en beslutning!

    Men jeg er med garanti både dum, irriterende, gammeldags og pinlig i hendes øjne. Men jeg ved – eller håber i hvert fald – at hun om nogle år vil forstå, at de få grænser der sættes bliver gjort for hendes egen skyld, fordi jeg elsker hende og fordi jeg vil beskytte hende så længe det overhovedet er muligt.

    Men det er ikke altid nemt!

  • Mor-stuff

    Har jeg noget valg

    Nogle dage er bedre end andre. Nogle dage er meget bedre end andre.

    Da jeg blev skilt for et par år siden, gik jeg længe med sådan en følelse af, at den der underlige tomhed jeg følte, var en del at noget midlertidigt. At jeg var sat i en slags venteposition. Men jeg ventede ikke på noget og det var ikke en midlertidig tilstand. Det var sådan mit liv skulle være fremover. Deal with it! Og tomheden blev med tiden fyldt af noget andet… lige så godt… bedre! I dag kunne jeg ikke forestille mig, at det skulle være anderledes. Jeg har lært at sætte pris på min frihed. Stor pris. Og at nogen skulle komme i vejen for den er helt utænkeligt. Lige nu!

    Nu har jeg samme mavefornemmelse. Af venteposition. Af noget midlertidigt. At jeg er kommet på den helt forkerte hylde.

    Mon jeg også bare skal vænne mig til det. Eller skal jeg se at komme videre..?

    Nogle dage er bedre end andre. Nogle dage er meget bedre end andre. I dag var ikke en af dem.

  • Mor-stuff

    Rigtige kvinder gider ikke mere bøvl…

    Jeg forstår mig hverken på gamle biler eller midaldrende mænd. Begge har en vis charme, men er også fyldt med uforståelige særheder og skjulte fejl og mangler. Bilen kan man til nød sende på værksted, hvor fagfolk kan tage sig af problemerne.

    Men manden… ham er man pinedød nødt til selv at forsøge at greje. Der findes ingen Betriebsanleitung!

    Jeg orker bare ikke. Lige nu. Lege kispus. Enten er vi… eller også er vi ikke! Nemt og ligetil… og nej, der findes ikke noget midt imellem.

    Hvor svært kan det egentlig være..?

  • Mor-stuff

    Det gør man nemlig ikke…

    Steen og Stoffer er ude i skoven

    Steen: Se, Stoffer! Der ligger et lille egern her på jorden.
    Stoffer: Er den i live?
    Steen: Det tror jeg, men han er syg. Se, han trækker næsten ikke vejret.
    Stoffer: Du skal ikke røre ham, hvis han er syg.
    Steen: Nej. Vent her og pas på ham, så løber jeg hen efter mor.

    Tak for den Katrine 🙂

  • Mor-stuff,  Øjebliksbilleder

    Så gik der tid med det

    • Hvor var du for tre timer siden?  Ude og lufte hund
    • Hvem er du forelsket i? Ingen som helst.
    • Har du nogensinde spist et farvekridt? Ikke jeg ved af
    • Er der noget pink i nærheden af dig? Der er pink i et af stuens billeder 
    • Hvornår var du sidste gang i centret? Hvilket center?
    • Hvornår kørte du sidste gang ud af byen? I dag 
    • Har du været i biffen de sidste fem dage? Nej
    • Hvad var det sidste, du drak? Mælk
    • Hvad har du på lige nu? Natbukser og t-shirt
    • Vasker du selv din bil eller kører du i en bilvask? Jeg har ikke bil
    • Det sidste du fik at spise? Knækbrød med brieost
    • Hvor var du i sidste uge på samme tid? Jeg lå i min seng og sov 
    • Har du købt noget tøj i denne uge? Jeps – to overdele købt på nettet 
    • Hvornår var sidste gang, du løb? I lørdags
    • Hvad var den sidste sportsevent du har set? Atletik VM i august 
    • Hvilket dyr er din favorit? Hund
    • Din drømmeferie? Jeg vil meget gerne på krydstogt langs Norges vestkyst fra syd til nord. Og jeg vil også meget gerne til New York igen. 
    • Værste skade du nogensinde har haft? Hjernerystelse
    • Savner du nogen lige nu? Ja
    • Sidste film du så? The Reader 
    • Hvad er dit hemmelige våben til at narre det modsatte køn? Sådan et har jeg ikke 
    • Hvad er dine planer for i aften? Aftenen er ovre, så jeg er på vej i seng.
    • Hvem er den sidste person, du har sendt en Facebook-besked til? Jeg bruger sjældent facebook – men min ven Jimmy tror jeg.
    • Næste rejse du skal på? London måske
    • Fik du gode karakterer i skolen? I visse fag ja
    • Hvad vil du gerne vide om fremtiden? Helst ingenting
    • Har du parfume eller deo på? Jeps
    • Hvor er din bedste ven/veninde? På efterårsferie
    • Hvordan er din bedste ven/veninde? Tålmodig, tolerant, tryg, tosset og tæske lækker 
    • Er du solbrændt? Ja lidt
    • Hvad hører du lige nu? Hunden der snorker. Højt.
    • Samler du på noget? Ikke noget specielt… gode oplevelser måske.
    • Sidste gang du blev stoppet af politiet? Lige før jul i 2007 i en sprit-razzia. Jeg havde ingen kørekort med, men jeg fik snakket så meget, at den søde politimand glemte alt om at ville se kørekort og jeg slap i øvrigt også for at puste 🙂 (og nej jeg havde selvfølgelig ikke drukket)
    • Hvor stammer du fra? Frederiksberg
    • Er du nogens bedste ven? Jeg er nogens ven… om jeg er den bedste… nej, det tror jeg ikke. 

    Det var det, og så kan jeg vel godt sige godnat 🙂