-
Bingovinger, mormorarme, vinkeflæsk, farveller-deller
Kært barn har mange navne… men den bedste jeg har hørt er alligevel ‘grevinneheng‘, som de åbenbart hedder på norsk (:
Mine ‘grevinneheng’ er ikke udtalte, men jeg gad alligevel godt have lidt mere tonede arme at vise frem i kjoler og bluser uden ærme, så nu har jeg fundet håndvægtene frem og er gået i træning…
Man har vel lov at tro på det selv.
Eller noget.
PS: Hvorfor sætter man i øvrigt sådan et foto på en artikel, der omhandler træning af mormorarme… det er squ lige før jeg tvivler på, at hun har muskler nok til at løfte de 1 kg. vægte hun står med :-/
-
Jeg undrer mig over…
Menopause… hvorfor mon det hedder sådan? Jeg mener, det er jo ikke en pause men en afslutning… på evnen til at reproducere sig.
Nåmen… der er jeg så nået til… en klimakteriesild!
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst menstruerede, men det er ikke sket, mens jeg har boet i Hals.
Måske slet ikke i 2013.
Mon ikke det for alvor er slut. Det tænker jeg.
Det gør mig ikke noget. Tværtimod. Pt. har den indre termostat det også helt fint, så der er ikke noget at klage over.
Men en pause er det altså ikke… det er forever!
-
Kun til låns
Jeg var lige forbi Anita og læste om hendes drengs ønske om at prøve at bo hos sin far. Jeg blev glad i hjertet over at mærke det overskud og den rummelighed, der er hos begge forældre til opfylde hans ønske.
Skilsmisse er svær. Weekender uden børn er svære. Når de flytter for alvor er det svært. Uanset om det er hjemmefra fordi de er voksne, tager på efterskole eller som i Anitas tilfælde til den anden forældre.
Men kun til man får slugt kamelen og retter blikket mod sig selv.
Det første lange lange stykke tid efter jeg blev skilt, sad jeg med en underlig følelse af at vente på noget. Somom det blot var noget midlertidigt, som gik over igen. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg ventede på, for jeg var helt bevidst om at være kommet til point-of-no-return. Langsomt gik op for mig, at det her var mit nye liv, den tilværelse jeg skulle indstille mig på fremover og jeg har aldrig fortrudt et sekund, at jeg tog det skridt og kom ud af et glædesløst ægteskab.
De første mange weekends Poden var hos sin far var det samme. Jeg ventede kun på, at hun skulle komme hjem igen. Hun havde jo været der hver eneste dag i 13 år – og pludselig havde jeg al den her tid til mig selv. Hvad skulle jeg pludselig fylde i den?
Heldigvis bliver også dét hverdag og jeg lærte at fylde først weekends og siden alle mine dage med indhold, der gør mig glad.
Også alene.
De er kun til låns de unger og fra 16-17 års alderen forsvinder de længere og længere væk. Har venner og kærester som de tager ophold hos i kortere eller længere tid. Det er altsammen ok og helt naturligt.
Jeg ville ærlig talt være langt mere ked af det, hvis hun sad lårene af mig og ikke levede livet med fuld musik.
Overgangen til at flytte helt hjemmefra har derfor stort set været ikke-mærkbar.
Hun trives. Jeg trives.
Alt er godt.
-
Introvert vs. ekstrovert
Får år tilbage deltog jeg og min gamle afdeling på jobbet i en personlighedstest. Vi skulle som gruppe lære at acceptere og tackle hinandens forskelligheder og reaktionsmønstre.
Jeg blev testet og fundet overvejende “introvert”.
Ordbogen forklarer introvert som: indadvendt, indesluttet, tillukket.
Og det skal nok være rigtigt.
I dag faldt jeg over disse 5 myter om introverte:
Myte 1 – Introverte bryder sig ikke om at tale
Dette er ikke sandt. Introverte taler bare ikke medmindre de har noget at sige. De hader small talk. Få en introvert til at tale om noget, de er interesseret i, og de vil være svære at stoppe.Myte 2 – Introverte er generte
Generthed har intet at gøre med at være en introvert. Introverte er ikke nødvendigvis ‘bange’ for mennesker. Men de har brug for en grund til at interagere. De interagerer ikke bare for interaktionens skyld.Myte 3 – Introverte er uhøflige
Introverte ser ofte ikke nogen grund til slinger i valsen med sociale høfligheder. De ønsker bare at være reelle og ærlige. Desværre er dette ikke altid acceptabelt, så introverte kan føle et stort pres for at passe ind.Myte 4 – Introverte kan ikke lide mennesker
Tværtimod. Introverte værdsætter de få venner, de har. De kan ofte tælle deres nære venner på én hånd. Hvis du er så heldig, at en introvert betragter dig som en ven, har du sandsynligvis en loyal ven for livet.Myte 5 – Introverte er underlige.
Introverte er ofte individualister. De behøver ikke følge mængden. De foretrækker at blive værdsat for deres egen måde at leve på. De tænker selv og på grund af det, udfordrer de ofte normen. De træffer ikke beslutninger baseret på, hvad der er populært eller trendy.Jeg kan sagtens genkende mig selv i ovenstående.
Sagtens.
-
It is a beautiful day and life is way too gorgeous to be doing boring stuff
.
-
Dengang…
Gad vide hvem det er, han prøver at overbevise ved hele tiden at fremhæve alt det negative, der skete dengang..?
Sig selv måske!
Ja, for det kan næppe være mig.
Jeg gemmer det negative væk. Kan ikke bruge det til en skid og vælger i stedet at huske alt det positive, der også var.
Måske er det i virkeligheden dét, han er bange for at se..!
Jeg ved det ikke.
Jeg ved bare, at det er frygtelig trættende.
-
… det her liv skal sgu nydes og leves
En tur rundt i blogland bragte mig forbi Pia… her handlede det for et stykke tid siden om kropsselvbevidsthed (kan man overhovedet sige det) – særligt måske om kvinders syn på deres egen krop.Jeg aner ikke, hvad jeg vejer og helt ærligt, er jeg også fløjtende ligeglad. Ligesom alderen er det ikke andet end et tal.
Spejlbilledet viser en krop, som vejer 10-15 kg mere end den bør… udfra det gængse skønhedsideal.
Jeg gad da godt at min mave var flad, r**** mindre og lårene faste. Helt sikkert.
Men for pokker… spejlbilledet viser jo også en snart 50 årig kvindes krop. En kvinde, der har født og levet. En kvinde, som stadig lever og som ikke forsager de gode ting, livet har at byde på.
En af Pia’s kommentatorer, en mand, skriver:
En ting er sikkert; jeg har kun det her liv, dette ene forsøg, så jeg gider ikke beskæftige mig med kedsommeligheder eller dårligdomme.. det her liv skal sgu nydes og leves.
Og det er sådan jeg har valgt, at se på det… og hvem gider i øvrigt at være strandens slankeste sild med den mest strålende hud på grund af al den hørfrøolie, man har indtaget, hvis man bare er skide sur og kun tænker på kage?
Ikke her..!
(jeg bør nok tilføje, at jeg selvfølgelig aldrig ville gamble med mit helbred – alt med måde, ik’?)
-
Pyt
Regnen er faldet tungt i det nordjyske det meste af dagen og både morgen- og eftermiddagsturen foregik iført regntøj og gummistøvler og med kulsorte skyer hængende over hovedet.Tunge er også poserne, jeg har under øjnene. Jeg har sovet rigtig dårligt den sidste tid og det tærer på både kræfter og humør. Især det sidste.
Jeg trænger ganske alvorligt til at få ryddet op i mit liv. Til at slippe af med knuden i maven. Til grundigt at overveje, hvad der er værd at bruge kræfter på og hvad der er spild af tid.
Lige pludselig tager jeg mig sammen… der er ikke andre til det!
…
I morgen er det fredag. Der skal vin på bordet og mon ikke det kan hjælpe lidt på søvnunderskuddet… det plejer i hvert fald at virke lige så godt som en sovepille.
-
Somom
“Det her…“, sagde min makker i dag, mens han holdt fingrene op, “…det er afstanden mellem E og B, frøken Bech… Engel og Bitch“.
Hrmpff.
Somom.
Eller noget!
Nå, han har vel ret. Jeg er et besværligt menneske. Jeg kan blive helt latterligt dum, vred og ked af det… over ingenting… og jeg ved det. Han er langt fra den eneste, der har luret mig. Heldigvis har jeg har omgivelser, der er rummelige og tilgivende. Og er de ikke, forsvinder de ret hurtigt igen.
Sådan må det være. Tænker jeg.
-
På den igen… i oktober
Mit personlige efterår falder meget tilfældigt sammen med årstidens. Åbenbart. Sidste år i oktober måtte jeg ty til Melbrisoa for at klare de tiltagende hedeture, det svingende humør og de søvnløse nætter.
De hjalp lynhurtigt, men da jeg havde spist mig gennem den første pakke glemte jeg (typisk mig) at købe flere. Og det gik så’n set meget godt. Længe. Indtil for en uges tid siden, hvor termostaten igen gik grassat og jeg igen mærkede alle de irriterende symptomer. Og begyndte at savne min nattesøvn i særdeleshed.
Nu er jeg så igen på Melbrosia. Og igen i oktober.
