I morgen tidlig vender jeg næsen tilbage til jobbet efter nogle dages fri. Desværre sidder jeg med en underlig følelse af ikke længere, at have særlig meget lyst. Til at gå på arbejde.

29 år har jeg været ansat og aldrig tidligere har jeg været ked af at skulle afsted. Det er jeg nu.

De sidste års store ændringer – til den ringere side – har gjort at arbejdsglæden er så godt som forsvundet. Og med det sidste tiltag, hvor jeg nødtvunget bliver forflyttet… jamen, jeg ved skuette helt, hvad jeg skal synes! Ked af det er vel den følelse, der ligger lige for.

Jeg ved godt, at jeg skal være glad for, at der stadig er brug for mig. At jeg i det hele taget har et job. Men glæden og forventningen havde afgjort været en anden, hvis det var et job, jeg selv havde ønsket og søgt.

Men det skal have en chance, selvfølgelig skal det det!

Men hverken i morgen eller i overmorgen, hvor jeg stadig sidder på min gamle pind. Der er en vikar ansat frem til udgangen af marts, så jeg har god tid til at overdrage de opgaver, jeg ikke tager med og lære det nye.

Og så er det jo meget snart (børnefri) weekend 🙂

Dagens “jobsamtale” indeholdt præcis så lidt, at man ikke var en skid klogere da den var slut. Klogere blev vi tilgengæld senere på dagen da alle samtaler var overstået og det har givet noget at tænke over i weekenden.

Jeg tror nu nok, jeg har taget en beslutning. Jeg er ked af at det blev nødvendigt, men jeg vil gøre mit til at få noget positivt ud af det valg… også selvom det ikke var de fremtidsdrømme jeg havde for mig selv.

Nu har vi proppet en flaske vin op, er hoppet i natbukserne og om lidt ryger der en god film på dvd’en… og så gider jeg i øvrigt ikke skænke mit arbejde en tanke før på mandag.

Rigtig god weekend.