Engang imellem skal man unde sig selv at hive stikket ud, træde et skridt tilbage og mærke efter helt ned i maven, hvordan man så’n går og har det.

Weekenden har været tilbragt afsondret og langt uden for rækkevidde af trådløse netværk, telefoner og tv. Bare den rødhårede og jeg… med masser af frisk luft, mudder mellem tæerne og tid og rum til at fundere over tilværelsen. Den rødhårede på sin helt egen sorgløse måde. I hendes verden handler livet mest af alt om at få noget at spise på rette tidspunkt og bagefter gøre sig det behageligt ved mine fødder i håb om, at der bliver rakt en hånd ned for at klø hende på maven. Men også om at jagte en flok måger, rulle sig i en død fisk i vandkanten eller kigge langt efter en lækker hanhund ude i horisonten. 

Man skulle ha’ været en hund. En glad sorgløs ubekymret hund. Så var man sluppet for mange af de spekulationer, der kan virke ødelæggende på humøret. Det har nemlig har ikke været godt, energien er helt nede på lavpunktet, smilet er stivnet og jeg  har i det hele taget haft svært ved at finde min positivitet frem. Det har mange årsager, som det ikke vil være passende vil komme ind på her …

– og mest af alt trænger jeg vel bare til lys og forår. Som så mange andre.

Og det er skam på vej… foråret! Vintergækkerne titter op blandt sidste års visne blade, her fotograferet i en grøftekant.

Og også pilen står med fine gæslinger som en påmindelse om det, der venter lige om hjørnet.

Hjemme igen er der praktiske opgaver, der skal løses og tøj der skal vaskes. Poden er hos sin far og kommer først hjem i morgen, hvor også en ny arbejdsuge truer. Tirsdag skal jeg en tur til København og der er lidt forberedelse, som skal klares til det. Onsdag skal jeg på kursus og ja… så kan det såmænd hurtigt blive weekend igen!