Den eneste rejse jeg kommer på, bliver vist til Bloksbjerg i aften.

Jeg mødte op på hospitalet til morgen og fik en samtale med en læge. Det blev, som ventet, desværre et helt klart “Nej” til at rejse nogen som helst steder hen! Øv, men sådan kan det desværre gå. Jeg har talt med Apollo Rejser og min billet er overført i Jes navn, så han rejser med Nanna i stedet for. Jeg synes, hun fortjente at få den tur hun har glædet sig sådan til. Jeg får ikke lov at rejse det næste ½ år, så løsningen var ikke at udsætte den. Hun er lidt ked af det på mine vegne, men jeg må trøste hende med, at vi nok skal komme ud og rejse en anden gang.

Jeg fik lavet blodprøver, scanning af mit hjerte, som heldigvis viste sig at opføre sig helt normalt igen og så fik jeg taget mål til støttestrømper…. ARGH – de er så hæslige men desværre nødvendige – så nu må det meget gerne bliver efterår og vinter meget hurtigt, så jeg kan komme i støvler og lange bukser.

Jeg er fortsat indlagt og skal møde ind igen torsdag morgen. Der skal være helt styr på de medicindoser, jeg skal have, inden de lader mig gå helt. Jeg fik også flere sprøjter med hjem. Jeg er nu ret glad for, at det ikke er den type medicin, jeg skal have fremover. Jeg slog dem op på nettet for at se hvad det egentlig var for noget og blev noget chokeret over prisen: 1955,-  kr. for 10 stk. – det er dæleme en hamper pris. Pillerne koster kun 135,- for 100 stk. og det passer lidt bedre til min tegnebog.

Hold da op – bivirkningen af den blodfortyndende medicin er blå mærker i en størrelse og i et antal, så jeg efterhånden ligner en, der har gået et par omgange mod Mikkel Kessler. Ja, det vil så sige, at de blå mærker sidder alle de steder, jeg er blevet stukket de seneste dage og heldigvis ikke synligt. Jeg var selvfølgelig advaret, men blev alligevel lidt paf da jeg så mit maveskind, som åbenbart er meget hårdt ramt. Men er det de eneste bivirkninger, jeg skal opleve, er det vist nemt sluppet. Jeg er også langt mere træt end normalt, men mon ikke det går over i løbet af weekenden, når oplevelsen har lagt sig.

Jeg har været ude og lufte mig på en lille gå tur i eftermiddag – det var dejligt at bevæge sig udendørs og at mærke vinden i ansigtet. Samtidig blev jeg overmandet af en pludselig tudetur – mest af lettelse over at være sluppet helskindet igennem – det er vist ikke helt gået op for mig endnu, hvor alvorligt det her har været. Og det bliver sikkert ikke sidste gang, der kommer en reaktion.

1000 tak for alle hilsnerne om god bedring der er strømmet ind her, på mail og via sms – det varmer at vide, at der er nogen der tænker på mig!

Fortsat god weekend til jer.

Ja, så lå jeg pludselig på hjerteafdelingen på Aalborg Sygehus Syd og der opstod en absolut ufrivillig pause på bloggen.

For at starte hvor jeg slap… Jeg havde en tid ved lægen kl. 14 i torsdags. Da hun hørte min historie og så mit hjertekardiogram blev hun tilsyneladende straks alarmeret og ringede til vagthavende kardiolog på sygehuset, og efter en kort samtale blev der tilkaldt en ambulance og så gik det ellers stærkt. Inden der var gået få timer havde jeg været gennem scanninger og diverse andre undersøgelser. Det blev desværre konstateret, at jeg havde blodpropper i begge lunger, der stammede fra venstre ben (som jeg havde haft smerter i i 14 dage), hvor der fortsat sad/sidder blodpropper. Jeg blev sat i 1½ times intensiv behandling med blodprop-opløsende medicin (Trombolyse), mens jeg hele tiden var overvåget af to sygeplejersker, som hvert andet minut spurgte hvordan jeg havde det, tog blodtryk, målte iltning osv. Risikoen ved denne kraftige behandling var blødninger, både ydre og indre, så det var vigtigt at jeg var under konstant overvågning. Da de 1½ time var gået, var jeg som født på ny, min galoperende puls var faldet, iltningen af mit blod var næsten normal og min stakåndethed var væk.

Det var helt ærligt lidt en forskrækkelse at få og jeg kan bestemt heller ikke sige mig fri for at ha’ været meget bange.

Jeg er blevet “løsladt” for weekenden HVIS jeg selv er i stand til at sprøjte mig med det blodfortyndende medicin – og selvfølgelig er jeg det (det er afprøvet under overvågning af en sygeplejerske) – hvad gør man ikke for at slippe ud af sådan et hospital? Sikke et held min mave er godt polstret – der er som at stikke en nål i en pakke smør og lige så smertefrit 😉

Jeg har også fået piller med hjem, og jeg bliver ikke rigtigt udskrevet, før der er fundet den helt rigtige dosis af disse – der går lidt tid, hvor jeg skal møde jævnligt op til blodprøvetagning på afdelingen – men kan jeg være hjemme ind i mellem er jeg godt tilfreds.

Vores Kreta tur står lidt hen i det uvisse. I flg. lægen der gik stuegang i går er der ingen helbredsmæssig risiko forbundet ved at rejse – men der er ingen forsikringsselskab, der vil røre mig med en ildtang nu. Jeg afventer lige en samtale med en læge på mandag og hvis han synes, det er en dårlig ide jeg rejser, vil vi forsøge at overføre min billet til Jes’ navn – så får Nanna i det mindste en ferie ud af det.