• Mavebobler

    Lørdagsnydning

    Lune nybagte muffins, frisk kaffe, en god film på dvd’en, en varm hund ved fødderne og det nye Ikea katalog inden for rækkevidde… hvad skal man egentlig med mere på sådan en blæsende og småvåd lørdag eftermiddag?

    Nej vel!

  • Mavebobler

    Drømme syn

    Jeg drømte mig en drøm i nat med lys og latter og kriller i maven. Om en mand med rødt hår og store brune fregner og glimt i grønne øjne. Om sol i ansigtet og varmt sand mellem tæerne og duft af hav i næsen.

    Da jeg vågnede forsøgte jeg desperat at finde tilbage… men hvornår lykkes det nogensinde… aldrig for mig! Men den sidder der endnu, drømmen, i maven og i smilet.

    God tirsdag til dig!

  • Eyecandy,  Mavebobler

    De små ting, der glæder

    Inden jeg kom så langt som til at komme i bad på denne dovne søndag, blev der banket på døren. Og udenfor stod der en med den sødeste buket små haveroser til mig. Bare fordi..!

    Hvor glad bli’r man så ikke lige?

  • Mavebobler

    Hmmm…

    – lige væltet ud af fjerene skulle morgenavisen hentes ind… på risten uden for døren stod en pose med frisk morgenbrød. Uden afsender.

    Men jeg har en ide 🙂

  • Mavebobler

    Der skal leves og nydes

    Nogen har det bare i sig… det der med at få andre til at føle sig værdsat og godt tilpas (andre har det absolut ikke… men det er en anden historie).

    Min date hørte afgjort til første kategori. Også uden at have hundene som fælles omdrejningspunkt flød samtalen let og ubesværet. Der blev grinet og flirtet til den store guldmedalje, mens vi spiste tapas, drak hvidvin og nød synet af solen gå ned i Vesterhavet.

    Det var nemlig ikke på fin restaurant vi skulle, som jeg havde ventet, men på picknick i klitterne. En dejlig overraskelse og alene den forberedelse, der har skullet til, glæder mig… tænk at nogen gider gøre så stort et nummer ud af skulle tilbringe en aften med mig.

    Vi havde nok siddet der endnu, hvis ikke nattekøligheden var sat ind. Vi sagde farvel med et godnatknus. Om vi skal ses på den måde igen er jeg ikke helt sikker på… det er en anelse for kompliceret til mig, så jeg afventer lige morgendagens mavefornemmelse.

    Men uanset var det en rigtig dejlig aften!

  • Mavebobler

    Fredagshumøret

    Hver fredag morgen tester Godmorgen P3 danskernes morgenhumør på en skala fra 1 – 10.

    Mit ligger ret højt i dag…

    • jeg har sovet skønt i nat, hele natten
    • humørbarometret siger glad og smilende
    • arbejdsdagen er kun på 6 timer
    • der er weekend med udsigt til strandvejr

    og sidst men ikke mindst

    • jeg skal på date… sådan rigtigt med middag og måske en stille dans bagefter

    Jow jow… men ingen grund til ophidselse… lad os nu se, hvordan det spænder af før der bliver pisket en stemning op 🙂

  • Mavebobler

    Rig er mange ting

    Jeg kan nemt sidde med en snert af misundelse, når jeg hører og læser om folk, der flintre af sted på lækre ferier og fede fotokurser, som køber nye biler, nye møbler eller nyt kamera, som sender deres unger på efterskole eller studierejser eller som bare har det overskud i deres budget, der gør dem i stand til at vælge frit!

    Med kun én indtægt er der ikke plads til den slags udskejelser. Jeg bor til leje i et lille bitte rækkehus, min bil er 19 år gammel, ferien består af 3 dage i Göteborg, møblerne er fra Ikea og kameraet efterhånden en oldsag.

    Men ved I hvad… i virkeligheden og ved nærmere eftertanke gør det slet ikke noget. Jeg har en dejlig og velfungerende datter, bor midt i den skønneste natur, har folk omkring der kere sig om mig, et okay job og sidst men ikke mindst, så har jeg min frihed, som jeg ikke ville bytte for noget som helst!

    Det er alt, hvad jeg har brug for. Jeg trives, jeg vokser, jeg lærer, jeg glædes. Jeg er rig!

  • Mavebobler

    Absolut

    Når tirsdagen starter med en helt vidunderlig hundeluftningstur i det første sommermorgenslys, med fuglefløjt og mosekonebryg… og der så ydermere tikker en sms ind med knus og kram fra en glad fødselar… så kan intet, absolut intet ødelægge min tirsdag 🙂

  • Mavebobler

    Højt til himlen

    Jeg drømmer om varme sommerdage, med solskin og højt til himlen. Om lange fridage med strandture og tid til tykke romaner og sene middage. Om sommerfester og grillaftener i godt selskab. Og om luftige sommerkjoler og bare tæer i sandaler.

    Var det ikke Kierkegård som sagde, at forventningens glæde er den største?

    Derfor må den nu godt skynde sig at komme alligevel… sommeren!

  • Mavebobler

    Offline

    Om et lillebitte øjeblik stempler jeg ud for sidste gang i denne uge. En god lang weekend venter.

    Poden skal være hos sin far, så jeg pakker bil, hund og kamera for at drage derud, hvor kragerne vender, mobilnettet ikke kan nå mig og trådløstnetværk er en by i Rusland. Eller deromkring..!

    Så smil lige, hvis du ser mig, ik’..?