• London

    Loop Knitting London

    Jeg har længe fulgt Loop Knitting London på Instagram, så det gav sig selv, at den skulle besøges på vores London tur.

    Butikken ligger i det hyggeligste område i Camden Passage, Islington og kan nemt nås med Tuben, Northern Line.

    Besøget var først på programmet torsdag da jeg havde ikke set, at de først åbnende kl. 11:30, men det gav os anledning til at sætte os på en af de små cafeer og drikke en kop varm chokolade i ventetiden.

    Det var en iskold dag, så det gjorde godt.

    Jeg købte lidt forskellige småting – blandt andet en håndfuld Wooden Chick Knapper, som en dag skal pryde en lille cardigan til Solveig.

    Også her blev vi mødt at en sød butiksindehaver, som hilste os med et ‘tusind tak’ da vi forlod forretningen.

  • London

    London 2024

    Vi rejste ud med kufferter på omkring 9 kg. og rejste hjem med samme kufferter, som havde taget på og vejede 16-17 kg.

    Der er blevet shoppet igennem 🫣

    Selvom vi har brugt Tuben flittigt siger min mobil, at vi har gået 65.888 skridt på vores tur.

    Det er altså ikke uden grund, at vi har følt os trætte i benene.

    Vi mødte et par japanske damer i Primark, som havde fundet en løsning på de trætte ben … nemlig noget der mindede om en kørende el-kuffert.

    Vi havde flottet os og boede på Riu Plaza Victoria.

    Hotellet er bygget i 2023 og beliggende lige ved Victoria Station. Jeg havde på forhånd ønsket, at vi kom så højt på som muligt – mest for at komme væk fra gadelarmen og som et plus fik vi på 10 sal den mest fantastisk udsigt over byen.

    Det var ikke en dårlig bonus at kunne ligge i sengen og se solen stå op over Houses of Parliament, Westminster Abby, London Eye, The Shard, Big Ben …

    Der er en milllionmilliard mennesker i London – både på gaden, i butikkerne og i Tuben.

    Sidst på eftermiddagen går og står man som sild i en tønde næsten uanset hvor man går hen.

    På videoen står vi i krydset Regent Street og Oxford Street og på et kort øjeblik passerer flere mennesker end der bor i Hals.

    Forretningerne i Aalborg ville blive grønne af misundelse, hvis de så hvor mange mennesker, der vælger at handle i fysiske butikker i stedet for på nettet.

    Torsdag besøgte vi et julemarked ved Tower Brigde. Det behøver du ikke gå efter, hvis du står overfor at skulle til London. Det gav os anledning til at gå turen over Tower Brigde og det var så også det bedste, der var at sige om det.

    På turen over broen kan du se det nye London ligge side om side med det gamle. På det første billede herunder ses det nye forretningskvarter og lige nede til højre Tower of London.

    Fredag tog vi turen til Battersea Powerstation. Et af de nyere in-steder i London. Det ligger syd for Themsen og her oplevede vi noget så usædvanligt som en en næsten tom togvogn.

    Battersea Powerstation er et stort shoppingcenter. Vi gik målrettet efter verdens første og eneste Gurli Gris forretning, som var åbnet kun to dage tidligere. Der skulle lidt med hjem til den søde Solveig.

    Da jeg fortalte ekspedienten, at Peppa Pig på dansk hedder Gurli Gris brød hun straks ud i sang ‘Guuurli gris’.

    Alle steder er vi blevet mødt af stor venlighed og hjælpsomhed.

    Næsten uanset hvor du er og hvilket spørgsmål du har, er der hjælp at hente. På samtlige Tubestationer står der personale som kan hjælpe, i forretningerne er der vagter, som også kan vise vej til prøverummene og de almindelige Londonere er også umådelige gæstfri og hjælpsomme.

    Og så kunne jeg sagtens vænne mig til at blive kaldt love, darling og ma’am 🙂

  • Hals,  London

    10.011

    Dagens 10.000 skridt blev taget i mosen. Jeg fortrød den lange tur – mest fordi jeg var klædt alt for varmt på og var ved at koge over allerede på halvvejen.

    Hvor mange skridt hundene har taget på samme tur, tør jeg ikke tænke på, men de har sovet siden og var kun kort på benene til fodringstid.

    Vi skal nok ikke trave 10.000 skridt hver dag, så ender deres små ben med at være slidt op. Og det gør mine gamle ben forresten også.

    Hvor mange skridt vi kommer til at tage i London tør jeg slet ikke tænke på. Heldigvis er Tuben nem at bruge og i dag har jeg brugt lidt tid på at bestille Oyster Card til os begge, så vi er klar til at farte byen rundt under jorden.

    Også togbillet fra Heatrow er bestilt, så al transport nu er klar til næste måned.

    Da vi var i London sidst ankom vi til Gatwick Lufthavn og toget derfra endte på Victoria Station. Med det i tankerne valgte jeg et hotel i gå afstand fra Victoria – for senere at konstatere, at toget fra Heathrow går til Paddington 🙄 – heldigvis er transport i London nem og forholdsvist hurtig så det gider jeg ikke ændre på.

  • London

    London er altid en god ide

    Billetterne er booket, hotellet reserveret, hus- og hundesitteren hyret – så kan tiden kun gå for langsomt til vores juleshoppingtur til London.

    Flybilletterne er bestilt gennem KLM. Tidspunkter, ankomstlufthavn og pris passede bedst med deres udbud. Vi skal en tur omkring Amsterdam, men sådan må det være, når Norwegian ikke længere flyver direkte fra Aalborg.

    Vi lander i Heathrow og herfra går der både tog og tube direkte ind til London.

    Det primære formål med turen er juleshopping, men jeg har alligevel fundet nogle af byens nyere seværdigheder vi skal besøge. Blandt andet skal vi opleve Battersea Power Station og Sky Garden. På listen er også ‘Christmas Lights London by Night’ – en 90 minutters guided bustur rundt til de flotteste julelys i byen – og i London taler vi altså exceptionel flotte.

    På shopping listen har jeg (selvfølgelig) noteret en garnbutik – Loopknitting – som jeg skal besøge. Også julemarkederne på Leicester Square og Duke of York Square er på programmet.

    Poden har kun én ting på sin liste: Primark – dem er der så også nogle stykker af i London 🙂

  • London

    London er altid en god ide

    Årets julerejseplaner er begyndt at tage form og det bliver igen London, der kommer på programmet.

    Norwegian har nedlagt ruten til London, så de direkte flyvninger fra Aalborg foregår nu udelukkende med Ryan Air med ankomst og afrejse i Standsted på nogle ukristelige tidspunkter.

    Selskab, lufthavn og tidspunkter passer mig ikke … så det ender nok med, at vi tager med KLM og en mellemlanding i Amsterdam. På den måde kan vi rejse på nogle anstændige tidspunkter, have kuffert med uden det koster en jetjager og lande i London City eller Heathrow med mulighed for at tage tuben til hotellet.

    Jeg har udset mig et hotel, der ligger tæt på Victoria Station, så når vi skal til og fra lufthavnen er det super nemt.

    Sidst vi var i London havde jeg valgt en lejlighed i Nottinghill. Lejligheden fejlede ingenting, men sengen … en futon som ikke var meget bredere end 120 cm … forestil jer to fuldvoksne kvinder i sådan en!

    Jeg behøver nok ikke sige mere 🫣

    Det skal ikke ske denne gang, så jeg har udset mig et af de bedre hoteller – det kan godt lade sig gøre uden det behøver at koste 25.000 for tre overnatninger, som det gør, hvis man vil bo på Oxford Street.

    Belært af erfaring booker jeg ikke noget endnu, men i hvert fald er planlægningen i gang.

  • London

    London part five

    Kensington Palace – stedet, hvor Princess Diana boede efter skilsmissen fra Charles. I dag er det kontor og London residens for hendes børn.

    Det er skuette meget ‘slot’ over det. Tværtimod kedeligt, misligeholdt og med enormt dårlig monteret solfilm på alle vinduerne.

    Omgivelserne er der derimod intet at udsætte på. Hyde park er ganske imponerende og en fantastisk oase midt i den her kæmpe by.

    Inden besøget nåede vi en tur op ad Portobello Road og spiste frokost Notting Hill inden turen gik mod syd med Gatwick Expressen.

    Og så er det Goodbye Ruth… vi er lige nu indlogeret på et hotel i Gatwick Airport og meeeget tidligt i morgen går turen hjemad.

    Inden har vi dog lige nogle kilo som skal ompakkes, så min kuffert når ned i en tilladt vægtklasse 🙂

  • London

    Lockdown

    Fredag aften blev en anelse mere spændende end vi synes om.

    Vi hørte, at der var en ‘incident‘ på Oxford Street Station, som blev behandlet som terror. Vi var ikke i nærheden på det tidspunkt, men havde været der mindre end en time før panikken spredte sig, butikker blev lukket, undergrundsstationerne evakueret og Oxford Street blev fyldt med politi.

    Vi var meget i tvivl om det var en god ide at tage i Winter Wonder Land, men valgte alligevel at tage af sted med Tuben som efter et par timer igen var åbnet.

    Politiet var massivt tilstede, men så vidt jeg kan forstå på nyhederne herovre var der tale om falsk alarm. Pga. tidligere hændelser bliver der selvfølgelig ikke taget chancer og det føles ret trygt.

  • London

    London part four

    Camden Town – Londons flippede bydel og uden sammenligning, hvad jeg tror er verdens fedeste streetfood sted. Her er det ikke bare i en garage med 25 containere, men en hel bydel, hvor der dufter og smager af mad fra hele verden.

    Forretningerne er sådan lidt Hjallerup Marked agtige, men på sin egen særprægede facon.

    .
    En fed forretning fandt vi dog… Urban Outfitters og her røg lidt i kurven. Bl.a. hue og vanter til Poden som gik og frøs.

    I onsdags var der 15 grader og vi kunne gå med åbne jakker. I dag var den nede på 3 grader, så lidt varmere tøj var påkrævet.

    Heldigvis er vi helt blevet forskånet for den regn som London er så berygtet for. Ikke en dråbe har vi set og kunne have ladet regnfrakke og paraplyer blive hjemme.

    I aften – vores sidste – står den på Winter Wonderland!

  • London

    London part two

    To voksne (på alle måder) piger i en queen size seng… jeg siger jer bare, det er IKKE optimalt. Særligt ikke, når den ene spreder sig som var hun alene. Og det er ikke mig 🙂

    Nåmen kaffe kan gøre underværker og trods en lidt besværlig nat var vi alligevel klar til at indtage byen.

    Turen gik til i Soho og Covent Garden. Vi har travet ad Regent Street, studeret livet på Picadilly Circus og været i en 3-4 etagers forretning udelukkende med M&M’s. Vi har spist en lækker wrap fra et gadekøkken og handlet de første skæve julegaver. Familien må leve med, hvad vi finder på… ellers må de til London og bytte. Det er så vel heller ikke det værste der kunne ske.

    .
    Vi er blevet nærmest verdensmestre i at finde rundt i tuben og alene de ture er en oplevelse værd. London er herlig mangfoldig og der er et leben af skæve mennesker alle steder.

    Vi oplever en umådelig imødekommenhed over alt. Vi mødes med smil og hjælpsomhed i forretninger, i tuben, i receptionen, på gaden. Uanset hvem vi henvender os til er de interesseret i, hvor vi kommer fra. Det ville aldrig ske hjemme.

    Vi talte sikkerhed med Carlos, som er den unge mand, der sidder i receptionen. Vi var lidt usikre hvordan det er at færdes ude om aftenen, både på gaden og i tuben. Det behøvede vi ikke bekymre os om. Selve London er en forholdsvis sikker by at færdes i (og her taler vi ikke terror) – ikke mindste pga. de mange CCTV kameraer.  Og de er alle vegne. I tuben kan du simpelthen ikke finde en krog, der ikke er overvåget.

    Det var dag to.

    Vi har det godt.

    Send flere penge.

  • London

    London dag 1 kort

    En lille kort opdatering af hvad dagen har budt på

    • Sikkerhedsmedarbejder med humor… “afgangen er først i morgen”. Jeg hoppede i med begge ben og nåede vist, at miste alt blodet i kinderne.
    • Om bord blev vi flyttet hen til en nødudgang – de pladser må ikke stå tomme og vi blev instrueret i funktionen i tilfælde af nødlanding.
    • I Gatwick kørte et par underhylere rundt på bagagebåndet. Alene. Ingen ville kendes ved dem.
    • Det var en skræmmende oplevelse at køre gennem London i taxa i den forkerte side af vejen.
    • Primark har allerede kostet en del engelske pund
    • Mødte en puddel med tre ben.
    • Og en trans.
    • Og en der havde mødt Gud.
    • Poden har købt glimmerstøvler… “lige til en hurtig tur i Aldi”
    • Tog den forkerte udgang i tuben og måtte gå 123 trin stejlt op belæsset med tunge indkøbsposer.
    • Måske tager i i Winter Wonder Land i aften. Hvis vi gider.

    Dagens mobilbilleder