-
Jeg elsker reklamer… nogen reklamer!
Denne her fra redorangutangen.dk er en af dem… den er så enkel i sit udtryk, men siger alligevel mere end 100 ord.
Send 100 bananer til Borneo og hjælp verdens sidste orangutanger. Du får et banancertifikat retur med det samme.
En mandelgave, der både glæder og gavner!
-
En duft af…
Man burde egentlig bage på daglig basis… huset dufter simpelt himmelsk, når der har været bagværk i ovnen.
Duften er også min undskyldning for, at jeg måtte bage igen i dag… de der konkurrence julecookies duftede nemlig så godt og forsvandt som dug for solen. Ja altså, jeg har ikke spist dem allesammen selv. Mine forældre og Poden har fået af… lad os kalde det ‘prototypen’ (:
Tirsdag har været både klar og smuk modsat mandagens grå og våde dyne. Det gør godt for humøret og betød, at vi nåede en god tur i mosen, mens det stadig var nogenlunde lyst.
De sidste dage har Lillebror (meget ulig ham) indtaget bagerste plads i koblet med næsen nærmest klistret til Ninjaens bagparti. Jeg er lidt spændt på om han, længe inden der ellers er tegn på det, har luret, at der er en løbetid på vej.
Onsdag er bagselvsmåkagekonkurrence, julehygge og firma julegaveuddeling… og måske lidt mindre alvor end ellers.
Og så skal vi kun sove tre gange før det er juleferie (:
-
Mandagssmukhed
Mandagen lukkes og slukkes med lidt tiltrængt vinter-slash-julestemning… jeg synes, at jeg trænger oven på en mandag, der ikke bare har været våd og mørk men som også har drænet mig for alt overskud.
-
Julebagemode
Hovedpinen, jeg gik i seng med, er mere insisterende end jeg lige havde regnet med. I hvert fald er den fulgt mig ind i søndagen.
Mens jeg venter på at et par Pinex gør gavn, har jeg bagt Julecookies efter en opskrift som Cirkusprinsessen sendte mig i aftes.
Min chef har som tidligere nævnt udskrevet en bag-selv-julesmåkagekonkurrence og jeg er derfor gået i bagemode. Jeg har ikke smagt endnu men de dufter helt ustyrligt godt.
Jeg tænker, at jeg senere i dag også skal prøve Madam Mangors Vanillekranse eller Miss Muffins Kaneljulekiks som også lyder tosset lækre… hvis altså hovedpinen vil slippe taget. Hvis ikke ‘tågen’ letter, tror jeg sofaen, en god film og måske en enkelt julecookie vinder og så må julebagningen udsættes til i morgen.
Lige om lidt, når de sidste cookies forlader ovnen, drager hundene og jeg en tur i mosen. Måske kan frisk luft også have en gavnlig virkning på hovedet.
Hav en herlig 3. søndag i advent (:
-
Et lille juletræ…
2. søndag i advent.
Juletræet er kommet i hus og pyntet.
Det er den alternative version, der er valgt i år. Sidste år var der nedlagt forbud mod den slags… men hun er flyttet hjemmefra og så var der frit lejde (:
Jeg synes, at det er fint i al sin enkelhed blot pyntet med lidt sølvkugler, de fine gamle trænisser og så selvfølgelig bamsen med englevinger… ingen jul uden han er med.
Det er lidt sjovt at følge med på IG, Facebook og diverse blogs og se så vidt forskellige udtryk, vi giver julen. Jeg deler bestemt ikke smag med alle… og jeg tænker, at der også bliver tænkt sådan, når jeg lægger billeder ud (:
2. søndag i advent er våd og … våd!!!
Det bliver noget med hygge indendør, en god film på dvd’en, varme hunde ved fødderne og måske et glas af den gode gløgg (:
Dejlig dag til dig!
-
September i december
Det er på fredag firmaet går i julefrokostfestmode… jeg skal lige have øvet nogle moves inden jeg kaster mig ud i dansen med afdelingens skønne ungersvende.
Det her er ‘vores’ sang og den gør dansebenene glade (:
-
Så må der jules både her og der…
Trænger vi ikke til lidt låååve og til at få pisket en julestemning op?
Jeg gør.
Jeg forsøger… her med min all-time-favourite, den smukkeste af dem alle: “Let love be love“.
[mp3_embed playlst=”https://www.mettebech.dk/wp-content/plugins/mp3-player-plugin-for-wordpress/mp3/lllbl.mp3″ colors=”#983c3e”]
Jeg skal være i selskab med Poden, både i dag og i morgen, så der skal fotograferes til ‘julekort’, laves mad, dimses, pakkes gaver og hygges med familien.
Weekenden kan kun blive en af de gode.
-
Her mangler en sigende overskrift…
Det er i det store hele lykkedes at ignorere tirsdagens sorte sky og weekenden har været fyldt med smil og godt selskab både på traveturene og over en flaske god rødvin.
Der er præcis en måned til juleaften… men jeg styrer mig og har ‘kun‘ tændt lys i kæderne udendørs.
Julekasserne står fortsat lukkede på deres plads, men jeg er alligevel begyndt forberedelserne til den kommende weekend, hvor det for alvor går løs. Der hænger rene persienner i nypudsede vinduer, som er klar til pynt og vi har i dag gået tur i Præstens Plantage og samlet kogler, mos og svampe til både adventskrans og juledekorationer.
Jeg har flettet stjerner, og dimset julegrafik til bloggen.
Jeg har sådan en lidt ambivalent følelse omkring dette års december, som er det første år, jeg er helt alene – og selvom jeg tænder stearinlys og hygger når jeg kun er mig, så er det altså hyggeligst, at have en at glædes sammen med. Heldigvis kommer Poden hjem i forbindelse med både decembers fødselsdage og i julen, men det er ikke helt det samme alligevel.
I morgen formiddag går turen til Aarhus. Jeg bruger et par timer af arbejdsdagen på at hente mit kamera. Jeg tænker, at alt går i stå i morgen og tirsdag, hvor alle har andet end ‘arbejde’, at tænke på. Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke får noget særligt fra hånden og derfor lige så godt kan køre sydover.
-
Juleshopping
Søndagen skal bruges på lidt julegaveshopping… jeg siger ikke hvor eller til hvem… nogen hemmeligheder må man vel have lov at ha’ omkring juletid.
Jeg kan sige så meget, at det IKKE er hos Solsidens Dyrehandel… den har nemlig ikke søndagsåbent. Endnu. Jeg har ikke for vane at give dyrene julegaver, men siden jeg har fået en hund, der er tosset glad for legetøj, særligt tøjdyr, skulle jeg måske gøre en undtagelse i år.
Deres matte ønsker sig en af de her anordninger… en slags forlængelse af mormorarmene, der gør at de kan kaste en bold mere end 10 meter. F.eks. HyperDog Single Ball Launcher, Hyper Fling eller måske en Flying Pig (:
-
Præ-juleshopping
Poden og jeg havde en søndagformiddagsdate med Joan fra Purestyleliving.
Jeg havde bestilt et af de smukke juletræstæpper fra Ferm Living og Poden kalenderlys og Rudolfstage fra Medusa.
Det er så hyggeligt selv at hente på Joans lager i Rold og og nemt at lade sig friste, når man kan ‘se med fingrene‘.
Der røg da også lidt ekstra med hjem. Blandt andet en adventskalender med hemmelige pakker fra Rice.
Gad vide hvem der skal have den? (:
På vejen hjem stoppede vi ved en skovvej midt i Roldskov og gik lang tur med hundene, som nød de nye lugte og lyde.
Rold Skov er Danmarks største* skovområde og her er virkelig virkelig dejligt – kuperet og med smukke vandløb, kilder og søer – og så øde at Poden bestemte sig for at tisse midt på stien… hun havde blot glemt, at mor have kameraet hængende om halsen og sagtens nænner at vise hendes bare r** offentligt. Næsten i hvert fald 😉
Jeg kom pludselig til at savne Hammerbakker. Selvom der også er noget, der ligner skov i Hals Mose, så er det altså ikke helt det samme.
Sådan gik den første søndag i november på hyggeligste vis.
* nogen steder omtales Rold Skov som det største, andre steder som det næststørste skovområde i Danmark