-
Søndagsfred
Sneen ligger tungt endnu. Men det varer ikke længe… uden for vinduet høres drip-dryp lydene, som fortæller at sneen snart blot er noget, der kan ses på billeder.
Gråt og trist er hvad der er derude. Ikke et vejr der motiverer til timelange traveture i skoven. Men den rødhårede ser heldigvis ud til at være ret godt tilfreds med at ligge rullet sammen i fatboyen og tage sig en formiddagsmorfar. Indtil videre.
Poden ligger også rullet sammen endnu, så jeg har huset for mig selv og kan nyde en stille kop kaffe inden hun vælter ud af fjerene og kræver morgenmad og aktivitet. Der gik en anelse meget hest i det i går og derfor “glemte” vi helt, at der var nogle praktiske opgaver vi skulle have løst. Måske når vi det i dag. Måske ikke.
God søndag til dig.
-
Julens inderste
Uanset hvordan man opfører sig overfor hinanden, hvordan man går fra hinanden og hvorfor, så løber man ikke fra 17 års samliv. Et eller andet sted vil der altid findes en blød plet for det menneske man har holdt af engang.
Sådan har jeg det med de fleste af de mennesker, der har været under huden på mig gennem mit liv og sådan har jeg det også med min eksmand. Jeg kan indimellem synes, han er nok så stor en idiot, men da han pludselig stod juleaftensdag og ikke vidste, hvor han skulle være juleaften… ja, så bliver jeg altså berørt. Uanset hvad andre så måtte synes og mene om det.
Han blev selvfølgelig inviteret med til vores juleaften… og igen til vores 1. juledag. Selvfølgelig gjorde han det!
Og er det ikke det julens budskab i virkeligheden handler om…
May you have the gladness of Christmas which is hope, the spirit of Christmas which is peace and the heart of Christmas which is love.
Det tror jeg på..!
-
Sæbebeholder
Endnu en sæbedame er flyttet ind – hende her for at hjælpe til med opvasken…
– og sammen med en super sød natkjole (som I må tænke jer til ;-)) var det min julegave fra Poden.
-
Bagjul
Det bliver vist en af de dage, hvor vi kun med nød og næppe når at komme i bad og i noget tøj… hvis vi da overhovedet når så langt. Okay, badet skal vi nu nok nå, men det er et spørgsmål om vi ikke hopper direkte i noget rent nattøj. Det kunne jeg godt ha’ os stærkt mistænkt for at gøre.
Der er blevet sovet længe og morgenmaden venter fortsat på at poden står ud af fjerene. Det haster ikke… ikke i dag.
Vi har nogle praktiske oprydningsopgaver, der skal løses og et marsvinebur der skal gøres rent. Men det haster heller ikke.
Dovenskaben får lov at herske og vi gør kun det vi selv gider. Sådan er vi nemlig. Nogengange.
God 2. juledag til dig.
-
Den var så den jul…
Efter en rigtig væmmelig køretur hjem fra Hals på nogle veje, der havde fået kraftig sne gennem flere timer, sidder vi nu hjemme og slår mave efter de sidste dages julesul. I dag kan vi uden problemer springe aftensmaden over og nøjes med en kop te og en knækbrød. Og det gør vi.
Hele familien har været samlet til julefrokost hos min søster… med alt fra sild til grønlangkål, hummerhaler og pakkespil.
Min niece fra Århus var også kommet til Nordjylland og hun er mesteren bag de smukke bånd stjerner, som prydede vores gaver i aftes. Det var min mening at spørge om hun havde en vejledning, så man kunne forsøge at eftergøre dem, men det glemte jeg selvfølgelig i farten.
Julen er ovre for vores vedkommende og de næste dage skal vi blot nyde freden og fridagene, inden vi skal ind i julegavebyttepakkehelvedet mellem jul og nytår. Nanna fik nogle dubletter, så vi må nødvendigvis af sted… men først i næste uge!
Glædelig bagjul.
-
Panik efter lukketid
Normalt låner man en kop sukker eller et æg hos naboen… men man kan faktisk også være heldig på selve juleaften, at låne en flæskesteg..!
Nogle misforståelser havde nemlig gjort, at det kl. 13.00 lige efter forretningernes lukketid, blev konstateret, at ingen havde købt juleaftens flæskesteg. Så er gode råd altså dyre, men heldigvis findes der gode naboer i Hals og det lykkedes faktisk at låne en flæskesteg så julemiddagen blev reddet 🙂
Og efter en dejlig julemiddag – med and, flæskesteg og hele svineriet – fik vi så lige det vi havde ønsket os i år.
Sofie på 6 år, som ses på det store billede, har taget aftenens billeder 🙂
-
Driving home…
Så er det lige før vi er på vej… til juleaften i familiens skød… men inden da…
[mp3_embed playlst=”https://www.mettebech.dk/wp-content/plugins/mp3-player-plugin-for-wordpress/mp3/driving_home.mp3″ colors=”#785327″] Chris Rea, Driving home for Christmas
-
Julemorgen
I aften er det juleaften, der er længe længe til…
– og først er der en hest der skal besøges og en hund der skal luftes og nogle julehilsner der skal sendes og en kjole der skal stryges og …
Jeg tror ikke, vi får svært ved at finde på 🙂
Morgendis over Vodskov
-
Julehilsen
Lillejuleaftenseftermiddag (kan man overhovedet sige det) er brugt på at sende julehilsner til nær og fjern. Af den elektroniske slags. Jeg er ikke så god til det med de gammeldags håndskrevne… jeg får mig ikke taget sammen mens tid er og Post Danmark nægter pure at udsætte deres deadline for min skyld… fatter man nu dét 😕
Poden holder en slags juleaften med sin far og halvsøster, og er væk til i morgen engang. Så her er kun den rødhårede og jeg. Det er okay, der skal nok blive så rigeligt med snak og uro de næste par dage.
God lillejuleaften til dig.
-
Vinterdage
Det blev ikke den lange tur i skoven jeg havde regnet med… det fik en flok jægere sat en stopper for.
Ikke fordi… man må jo gerne færdes i skoven, men det er ikke så forfærdelig hyggeligt, hvis man risikere at kuglerne flyver om ørene på en. Jeg mødte et par af jægerne og de charmerede sig fluks ind på mig ved at synes at den rødhårede var en fantastisk dejlig hund… godt så… dermed forsvandt al ærgelse/irritation selvklart som dug for solen 🙂
Jeg fik anvist, hvor det var sikkert at færdes og så fik vi alligevel en god tur.
Og med de overståede praktiske opgaver er der kun nydelse tilbage på den her vinterdag. Varm kaffe, et par af Bengts gode pebernødder og så en af julens søde film.
God lørdag til dig.