Det viste sig at være en rigtig god ide med hund nr. to. De har så enormt meget glæde af hinanden, som jeg også håber billederne herinde viser.

Eneste lille men… for mig har det været skide svært at få trænet med Irma. Jeg var tilmeldt hundetræning og nåede tre gange. Derefter har det stået stille fordi landet lukkede ned.

Jeg har besluttet at sætte det lidt i system. Afsætte en time i kalenderen hver dag. Gå med hende alene, fylde lommerne med godbidder og så få lidt skik på hende.

Efter ganske mange år som hundeejer ved jeg jo godt, hvad der skal til.

Vi starter imorgen!

Da jeg vågnede i går kunne jeg høre regnen tromme på tagvinduerne.

Det er længe siden jeg har hørt den lyd.

Livgivende vand til både have og natur.

Jeg dansede en lille regndans og glædede mig over, at når det regner skal jeg ikke slæbe den tunge vandkande frem og tilbage for at vande havens krukker.

Bob var ikke begejstret for lyden af regn og måtte nødes med laksegodbidder for overhovedet at få ham til at rejse sig fra hundekurven.

Han er blevet magelig ‘den gamle’.

Eller… togethalvt år er jo heldigvis ingen alder, når man er en fransk bulldog. Vi mødte en han i Hals på ni, som så skide godt ud og Nanna har en skolekammerat som havde en, der blev 12.

I dag tager vi en stille dag og hundene må tage til takke med haven. Irma halter på det ene forben så på den måde kommer det lidt våde vejr på et fint tidspunkt.

Jeg ved ikke, hvad hun har lavet, men med to hunde som tumler rundt så vil der nødvendigvis indimellem ske noget.

Mogens Dyrlæge er konsulteret og synes vi lige skulle se tiden an til i morgen. Jeg krydser fingre for at det er nok.

Det er muligt, at Bob indimellem ønsker Irma derhen hvor peberet gror, men jeg tror altså også han synes hun er sjov.

En strandtur, der ender med, at begge hunde skal i bad bagefter har været god.

Selv har jeg fået rød pande og kinder og skulle nok have iført mig lidt solcreme inden vi tog afsted.

Irma fandt sit indre badedyr og var nem at lokke med ud i vandet.

Bob var kold som jordbæris.

Nøjagtig som med bordeauxerne er de små bulldogs helt deres egne. Hundetræneren kaldte det “The Bulldog Way” og han er heldigvis klar over, at jeg kæmper med noget helt andet end hende med den lille hyrdehund, som er helt anderledes førerfikseret.

Jeg vil ikke bytte – lad mig endelig slå det fast. De to franske er begge egensindige og det elsker jeg. En hund, der klistrer til mig og adlyder mit mindste vink ville irritere mig på samme måde som et menneske, der ikke har sin egen mening og vilje.

Kan de det helt basale: gå pænt i snor, komme når jeg kalder og ellers opfører sig ordentligt overfor både mennesker og andre hunde er jeg ret godt tilfreds.

Bob kommer ikke når jeg kalder og mener, at han skal bestemme ruten både når vi går i skoven og ved stranden. Det kæmper jeg lidt med. Han er er ikke til fals for godbidder, men er langt mere optaget af hvordan han selv kan ødelægge sit fordøjelsessystem med det han finder i naturen.

Han løber ikke væk, men har åbenbart fået den ide, at han er gruppens leder.

Irma holder sig lige i nærheden af mig. Til gengæld fjumser hun fortsat rundt når hun skal gå i snor. Det kæmper jeg også lidt med.

Dagens tur i mosen endte i et bad af dem begge to.

Rådyrlort smurt ind i hundepels… skal vi ikke bare sige, at der ingen vej var udenom.

Dét fik de ikke lov selv at bestemme!