-
Hals har sagt farvel til sin hval
Hvalgabet har siden 1868 været vartegnet for Hals. Kaptajn Christen Julius Klitgaard skænker de første hvalkæber, der bliver opstillet ved ejendommen på Torvet. “Kæbeben af en Boryhvalus Hval. Skudt i Ishavet 1868 af Kpt. C. Klitgaard” lyder teksten på skiltet. En Baryhvalus, er en blåhval, på cirka 30 meter og 90 ton. C. J. Klitgaard bosætter sig sammen med sin kone Sophie Amalie f. Larsen i Hals omkring 1865, her har hans bror Thomas Klitgaard etableret forretning. Brødrene er sønner af købmand Klitgaard fra Blokhus.
Kaptajn Klitgaard er meget glad for sin tid som hvalfanger, han skriver i sine erindringer: “Personligt dræbte jeg et stort antal hvaler, nogle af dem parterede vi selv. Kæbeknoglerne fra de største var over 6 meter høje. Det er dem, der nu står ved indgangen til vores tidligere hjem i Hals”. Klitgaard og hans kone har deres base i Hals frem til 1886. Kaptajn Klitgaard er for det meste på langfart, og ofte er Sophie Amalie med. Han har taget et jordemoderkursus for at kunne bistå ved børnenes fødsel, 5 af deres 12 børn er født på havet eller under fremmede himmelstrøg.
De originale hvalkæber står frem til 1953. På dette tidspunkt er de slidte og møre, og da en stor lastbil fra Kosangas påkører dem lørdag den 24. april, falder de sammen over lastbilens førerhus. En smed må tilkaldes, og han saver kæberne i stykker for at få bilen fri.
Gode råd er dyre, Hals har mistet et markant vartegn. Turistforeningen via formand Svend Kragelund melder sig som ejere af Hvalgabet og får udbetalt 500 kr. i erstatning af forsikringen. Pengene indsættes på lukket konto, men hvor køber man lige et par nye hvalkæber? Kragelund rejser til København for at tale med A.P. Møller, der henviser ham til skibsreder Thor Dahl i Sandefjord, en af Norges største hvalfangere. Kragelunds forhandlingsindsats munder ud i, at den danske vicekonsul i Sandefjord, Lars Christensen, forærer Hals et sæt nye hvalkæber, og Thor Dahls hvalkogerskib afleverer dem på kajen i Århus Havn den 27. april 1955.
Ovennævnte historie stammer fra Hals Museumsforening
Det er Lars Christensen’s hvalkæber, der i går blev pillet ned og Hals har igen mistet et markant vartegn.
Foto: Nordjyske -
Boryvalus
Hvalgabet på torvet har i mange mange år været Hals vartegn. Oprindelig bestod portalen af kæber fra en Boryvalus (blåhval), skudt i Ishavet i 1868 af kaptajn Klitgaard. Desværre påkørte en uheldig vognmand i 1953 de skrøbelige kæber.
Den nuværende kæbe er fra 1955 og blev skænket til Hals af den norske konsul Lars Christensen.
På fredag pilles de ned og erstattes til efteråret af glasfiber kæber.
Som de fremgår af billedet er de ødelagte af vind og vejr og eftersom blåhvalen nu er fredet, er de ‘kunstige kæber’ det bedste alternativ… selvom det selvfølgelig er lidt fesent.
-
Peters stol
Jeg var på havnen i går og mødte min fars kammerat Jens. Han stod med hænderne dybt begravet i lommerne på de blå arbejdsbukser og kiggede ud over fjorden.– Hvad så Jens, hiver I snart nogle stenbidere op af havet.
– Arh… Peter smed først den varme sten i vandet i går, så det varer lidt endnu.
Jeg lod som om jeg var helt med på jargonen og vidste hvem og hvad han talte om.
Har du nogensinde hørt det udtryk ‘at smide den varme sten i vandet’?
I følge Google og en gammel overtro kaster Sankt Peter en varm sten i havet d. 22. februar hvert år – dagen kaldes i øvrigt også Peters stol – på den måde sikrer han, at isen tør lige så meget nedefra, som fra oven og er altså et tegn på forår.
-
Hej goddag goddag
De cyklede vinkende og smilende forbi, mens de råbte ‘hej goddag goddag‘.
De fik et smil og et hej tilbage.
Det var to af byens nye fremmede beboere, som har fået midlertidig ophold i den nu nedlagte hotelbygning.
Der blev i starten af december 2015 oprettet en Facebook gruppe, der hedder ‘Velkommen til Hals’ og her bliver der inviteret til cafe aftener, lektie cafe, middag, sprogtræning og forskellige andre aktiviteter, der kan fremme integrationen og forholdet mellem de 20 beboere og lokalbefolkningen.
Byen er ved at få bygget nyt motionscenter og her hjælper en flok frivilligt til – i øvrigt iført arbejdstøj sponsoreret af den lokale XL Byg.
Der er skaffet sportstøj, cykler, dvd afspiller, computere osv. alt sammen gennem de lokale i Hals.
Jeg er pænt stolt af at bo i sådan en gæstfri lille by og lige om lidt har jeg selv samlet modet til, at gå hen og drikke kaffe og se, om jeg kan biddrage med noget.
Velkommen til Hals.
-
Tiltrængt makeover
Hals kunne være den fineste lille by, men ligner desværre mange steder en spøgelsesby.
Det er svært at finde en bænk man har lyst til at sætte rumpen på, gaderne og haverne flyder med affald, byggerier er gået i stå men ingen har gidet rydde op, tomme forrretningslokaler, ødelagte plankeværn, afskallede facader, forfald…
Jeg tænker kommunen, de forretningsdrivende og husejerne skulle se på byen med lidt kritiske øjne… i hvert fald hvis de ønsker, at Hals skal overleve som turist by.
Mine tyske aner fornægter sig ikke: ordnung muss sein 🙂
-
Man må kende sin lokalhistorie..
På arkiv.dk har man adgang til store mængder af gamle fotos, der har ligget i lokalarkiverne, men som nu er på vej til at blive digitaliseret. Det er bla. her jeg har fundet billedet af ham, som jeg tror er min tipoldefar. Jeg ledte også efter fotos fra Hals for evt. at kunne se billeder af matriklen jeg bor på. Her boede Bus Harald jo engang med sine mange cykler.
Jeg fandt ikke Bus Harald eller hans hus på Aalborgvej – til gengæld foldede der sig en historie ud om det, der betegnes som Danmarks største skibsforlis. Det fandt sted i 1948, hvor passagerskibet ‘Kjøbenhavn’ blev minesprængt ud for indsejlingen til Hals.
Der var masser af billeder at finde om forliset og ud af de kortfattede billedtekster kunne jeg ane, at her lå en historie.
Bjarne Wagner-Augustenborg har skrevet bogen ‘Farvel, farvel…’ som er beretningen om rutebåden Kjøbenhavns dramatiske forlis. Den fik jeg lånt på det lokale bibliotek og læst.
Bogen giver en dybdegående analyse af den engelske minering af danske farvande og den tyske udnyttelse af dansk minestrygning i de år under besættelsen, da hær og søværn endnu fungerede på tysk nåde. De tyske troppeskibe led svære tab, men også dansk skibsfart blev ramt både under og i de første efterkrigsår.
“Kjøbenhavn”s forlis var katastrofen over dem alle. I bogen er vi med fra minutterne, før den indtraf.
Klokken 3:30 passerede “Kjøbenhavn” eksportbåden “Frigga”, der skulle laste smør i Aalborg. Anden styrmanden Johannes Bøje, der havde vagten på “Frigga”s bro, kiggede på “Kjøbenhavn” i morgendisen forude og sagde til rorgængeren: “Nu kan den gamle spand da snart finde Aalborg af sig selv.” I samme sekund rejste sig en vandsøjle omkring rutebåden – og to sekunder efter kom drønet af mineeksplosionen.
Det var heldigt, at “Frigga” lå så tæt på rutebåden. 247 mennesker, blev reddet om bord i “Frigga”, takket være dygtig indsats af kaptajn Leth og hans besætning. Hertil kom 14, der blev reddet af den lille tankbåd “Dangulf Lubbe”. 40 passagerer (muligvis 41, én er der aldrig skabt vished om) og otte besætningsmedlemmer omkom.
I bogen har forfatteren talt med overlevende fra forliset og det er de detaljer, der gør bogen stærk læsning. Den 33-årige Hugo Niebuhr fra København, skulle til Aalborg med sin seks-årige datter. “Jeg drukner ikke, når du er her far”, sagde hun. De ord og det syn har han aldrig kunne glemme – da han og datteren lå under vandet og han så op mod lyset. Nej, Bente skulle ikke dø. Han kom op, måtte med vold frigøre sig fra en anden nødstedt, der ville klamre sig til ham. Han svømmede med én arm og holdt datteren med den anden. Et redningsbælte drev forbi. Han slyngede barnet op, det røg direkte igennem og skulle igen hentes til overfladen. Den afgørende hjælp var barnets tillidsfulde ro. Far og datter blev (længe efter syntes han i erindringen) bjerget af en redningsbåd fra “Frigga”.”
-
Sørlandet og Err 40
At jeg fik taget lidt billeder på havnen i Hals skyldes udelukkende, at jeg i dag tog en chance.
Mit kamera fejlede med en ‘Err 40’, som iflg. Google og Canon betyder ‘cannot communicate with battery‘. Det virkede ret sandsynligt idet der ingen strøm var på.
Jeg forsøgte Canons eget løsningsforslag med at fjerne begge batterier og dermed resette skidtet. Det virkede umiddelbart. Men hvor længe. Jeg synes, at det vil være træls, at tage på tur med kameraet og så stå med problemet et eller andet sted ude i sommerlandet.
Google henviste også til en youtube video, som angiveligt viser hvorfor problemer opstår. Det er en lille bitte skrue, der vrister sig løs og falder ud.
Jeg tog chancen og åbnede kameraet og ganske rigtigt manglede den lille skrue. Det var ikke muligt, at finde den eller ryste den ud af kameraet, men jeg fandt en tilsvarende og monterede den.
Jeg håber løsningen er permanent – og så må jeg vist hellere få sat en opsparing i gang til en afløser. Et kamera kan jeg under ingen omstændigheder undvære.
Norske Sørlandet lagde til ved kajen i Hals. Det er en smuk og velholdt fuldrigger bygget i 1927 og som i dag fungerer som skoleskib.
En nice førstestyrmand og en ordentig ‘kanon’ -
Nogen bliver aldrig klogere
Bag mig i køen ved købmanden står en beruset mand. En meget beruset mand. Han har en kasse øl og en cola i hånden – og desuden så voldsomme balance problemer, at han ikke kan håndtere både at stå på benene og løfte kassen op på båndet.
Ude af butikken går Lillebror og jeg ned mod havnen og manden følger vaklende efter.
Bag mig snubler han over en kantsten og falder forover så øllene spredes over alt. Han ligger stille på maven med hovedet nede i jorden. Jeg binder Lillebror til en lygtepæl og forsøger at hjælpe ham.Jeg samler øllene sammen, får manden på benene og så bakser jeg afsted med en stangstiv mand, en kasse øl, 1½ liter Cola og 66 kg hund… alt imens førstnævnte kagler op om ikke at stoppe i tide og hvor dum kan man være og bliver man aldrig klogere.
Han skulle bare lige hen om hjørnet, sagde han. Vi finder hans brors båd og så falder han igen. Denne gang direkte på ansigtet uden overhovedet at tage fra med hænderne. Og så bløder han for alvor.
De to andre i båden er langt fra så berusende, så de overtager og vi forsætter lufteturen.
På tilbagevejen gik jeg igen forbi båden og kan se, at de har fået blodet vasket af og nu forsøger at få ham indenbords.
Jeg tillod mig, at foreslå en redningsvest og en line…
-
Marilyn Anne af Struer
Hals havn har besøg af skonnerten Marilyn Anne.
Skibet har været et fragtskib, men blev i 1979 til 1985, restaureret og ombygget til sit nuværende formål, en alternativ skole for 9. – 10. klasses elever, som har brug for andre udfordringer og en anden skoleform end folkeskolen.
På kajen, lige foran skibet, kan lige anes en lille skikkelse. Det er en knægt på en 14-15 år med hele sin oppakning. Han var vældig interesseret i Lillebror og vi faldt i snak.
Han var blevet ‘sat af‘ og sad og ventede på sine forældre, som var på vej fra Vinderup. Han fortalte, at han ikke længere måtte være om bord, fordi han havde nægtet, at være med til at at spille fodbold!
Jeg er helt med på, at børn og unge også må tage en tørn med ting, som måske ikke er så spændende. På sådan et skib kunne jeg tænke mig, at der skal skrælles kartofler, vaskes op, skures dæk osv – og det skal man selvfølgelig nødvendigvis deltage i, når man er en del af en besætning.
Men fodbold?!?
Nå, jeg hørte jo kun hans version… men han frøs og mit moderhjerte havde lyst til at lægge armen om ham og tage ham med hjem.
-
For to år siden
For to år siden var jeg ved at pakke mit hjem ned. Vi levede i et papkassehelvede, sov på gulvet og var trætte som alderdomshjem.
Det var en chance at tage, at bryde op og flytte helt herud. I dag ærgrer jeg mig lidt over, at jeg ikke gjorde det noget før. Men jeg tænker, at situationen havde været en noget andet med et hjemmeboende barn, som havde alle sine kammerater 25 km væk. Jeg er ikke sikker på, at det ville have været med samme happy ending.
Nu blev det i stedet sådan, at hun var klar til at flytte hjemmefra ved samme lejlighed og det gav mig frihed til at træffe et valg kun for mig.
På det tidspunkt havde jeg ikke turdet købe en bolig herude. I dag ville jeg ønske, at det var mit hus. Men selvom jeg havde haft råd, er jeg ikke sikker på, at Ole overhovedet ville sælge.
Nu må jeg nøjes med at bo her så længe han lader mig…
