-
Der skydes
Der blevet skudt i mosen i går. Meget.
Jagtforeningen holdt fællesjagt – skudene bragede løs og fasanerne fløj forvildet omkring.
Bob var kold som jordbæris og da Irma opdagede, hvor roligt vi andre tog det, gjorde hun også.
Dyrene havde gemt sig eller var forduftet til det nye område – vi så ihvert fald ingen, hverken rå- eller dådyr.
Nå ja, de kan også være blevet skudt!!!
En lille flok halemejser i selskab med musvitterne var alt liv jeg så udover fasanerne. Jeg har aldrig set halemejser før og prøvede febrilsk at komme tæt nok på til at tage et foto – det lykkedes desværre ikke ret godt, så dette er det eneste brugbare, jeg fik ud af det.
Taget på lang afstand, men det ændrer ikke på, at den er super cute.
-
10.011
Dagens 10.000 skridt blev taget i mosen. Jeg fortrød den lange tur – mest fordi jeg var klædt alt for varmt på og var ved at koge over allerede på halvvejen.
Hvor mange skridt hundene har taget på samme tur, tør jeg ikke tænke på, men de har sovet siden og var kun kort på benene til fodringstid.
Vi skal nok ikke trave 10.000 skridt hver dag, så ender deres små ben med at være slidt op. Og det gør mine gamle ben forresten også.
Hvor mange skridt vi kommer til at tage i London tør jeg slet ikke tænke på. Heldigvis er Tuben nem at bruge og i dag har jeg brugt lidt tid på at bestille Oyster Card til os begge, så vi er klar til at farte byen rundt under jorden.
Også togbillet fra Heatrow er bestilt, så al transport nu er klar til næste måned.
Da vi var i London sidst ankom vi til Gatwick Lufthavn og toget derfra endte på Victoria Station. Med det i tankerne valgte jeg et hotel i gå afstand fra Victoria – for senere at konstatere, at toget fra Heathrow går til Paddington 🙄 – heldigvis er transport i London nem og forholdsvist hurtig så det gider jeg ikke ændre på.
-
Manglende vedligehold
For en måneds tid siden henvendte jeg mig til ejeren af nabohuset.
Ejeren er byens ejendomsmatador, men er vist ikke kendt i byen for at vedligeholde deres udlejningsejendomme særligt godt… i alt fald har jeg hørt firmaet omtalt som Hals svar på Låsby Svendsen.
Nabohuset har dog for nyligt fået nyt tag og er blevet malet og derfor håbede jeg, at de måske også ville gøre noget ved den side af deres udhus, som er en del af min gårdhave og som er i rigtig dårlig stand.
I dag fik jeg svaret: Muren står i skel, så det er din udlejer som du skal have fat i, hvis væggen skal udbedres på deres side.
Nu er jeg jo ikke født i går, så jeg ved, at det var verdens tyndeste undskyldning for ikke at ville gøre noget.
Ejeren af huset har ansvaret for at vedligeholde bygningen i skel – hele vejen rundt. Punktum.
Det påpegede jeg med henvisning til bygge- og hegnsloven og så var svaret: Den plade som ikke sidder fast kan jeg sagtens få en af viceværterne til at skrue fast, men selve muren bliver der ikke gjort noget ved på nuværende tidspunkt.
Det er ikke min kamp, så jeg sender korrespondancen videre til Rema 1000, som er min udlejer og håber at ingen – hverken dyr og mennesker – kommer til skade af nedfaldne plader inden. Så ville det da for alvor blive dyrt for dem.
-
Hals Nyt
Der sker ting og sager rundt omkring mig. Stråtaget på naboens hus var efterhånden så tyndslidt at det regnede ind. Der blev lagt en presenning over taget og den har så ligget der de sidste 3-4 år.
Indtil i dag.
Håndværkerne satte stillads op i går og i dag gik de så igang med at pille stråtaget af.
Huset er bevaringsværdigt og mon ikke ejeren er pålagt at lægge et nyt stråtag på.
Det er en af byens ejendomsmatadorer, der ejer huset. Han ejer del andre udlejningshuse i byen, der ikke bliver ofret mange kroner på, men her kunne han nok ikke blive ved med at undslå sig. To huse længe henne af Aalborgvej ligger en skøn hvid villa som blev gennemgribende renoveret af de tidliger ejere. Solgt til ejendomsmatadoren og siden er der den forfaldet mere og mere.
På den anden side af gaden ligger vores nye Rema 1000. Det startede så godt, men har udviklet sig skidt. Butikken er rodet og der mangler konstant varer på hylderne. Jeg går forgæves efter noget stort set hver dag.
Der kommer minium 2 Rema biler dagligt, så det er ikke fordi, at der ikke bliver leveret varer. Jeg tilskriver det dårlig lagerstyring eller dårligt købmandskab.
I dag kom så dødsstødet for min ellers positive holdning til Rema1000 Hals … indførsel af rigide parkeringsregler styret af et af parkeringsregimerne!
Det giver ingen mening for mig, at indføre én times parkering døgnet rundt, året rundt ved en butik, der har åbnet fra kl. 7 – 21 – og slet ikke når jeg kan konstatere, at fra kl. 17 er der meget sparsomt med biler derover.
Her i sommer er der helt sikkert behov for parkeringsbegræsning – særligt om onsdagen, når der er marked i byen, men der er saftsuseme også langt til døgnet rundt, året rundt.
På min arbejdsplads i Aalborg er der også p-regler, men kun fra 7-17 – resten af tiden har de mange beboerne i området mulighed for at benytte p-pladsen. Går der noget fra os af den grund? Ikke det mindste.
Der er også en halsbo, der har fået den fineste lille hundehvalp som afløser for en dejlig labrador, der desværre døde tidligere på året.
Måske er der også ved at ske noget ved den tomme Strandrestaurant og bowlinghal. Måske.
Biblioteket og byens to garnforretninger er værter for en Strikkecafé senere på året – som jeg er tilmeldt.
Jow jow – der sker ting og sager i vores lille by. Både godt og skidt.
-
Huset i Hals
Den anden aften så jeg Rane Willerslev (eller var det Eske) i tv fortælle om digitaliseringen af Det kongelige Biblioteks billede materiale og jeg måtte selvfølgelig straks se om jeg kunne finde mit lille hus og sørme jo – et foto fra 1956 dukkede op.
Det kunne se ud som om det dengang har haft adresse i Midtergade da jeg forestiller mig, at det har haft indgang gennem havelågen på sydsiden af huset.
Over butiksvinduet står der ‘Krogh’ og iflg. mange kommentarer fra på billedet på den lokale Hals FB side var det en skomager og sko butik, som senere kom til at hedde ‘Ditte Sko’ da datteren Edith overtog forretningen.
Det forlyder også, at der har været solgt køkkener fra forretningen.
I nabohusetvar der knallert og cykel forretning.
Herover ses huset sydfra i 1958 op langs Midtergade. Det hvide hus for enden af Midtergade eksisterer også endnu. I forretningen i stueetagen har der angiveligt både været maler- og radio/tv forretning.
-
Der knokles
Fra tidlig morgen til sen aften er der håndværkere af alle typer hos genboen – byens nye Rema1000.
Der er revet ned, bygget op, pudset og malet, lagt fiber ind, monteret reoler og kølediske og hvad har vi … de skal aflevere en færdig forretning i uge 9, så deadline begynder at nærme sig.
Det er de samme håndværkere dag efter dag. Tømmerfirmaet Struer A/S har to unge fyre på stedet. Den ene let genkendelig og han er mødt når jeg åbner persiennerne tidligt om morgenen og er stadig på job når jeg går i seng.
De fleste har arbejdsdage på 12 timer – det kan ikke være helt billigt for Rema1000 at ombygge og åbne så mange forretninger.
Jeg fornemmer byen glæder sig til åbningen og med den rigitge købmand og det rigtige personale har den også alle muligheder for at bliver en succes.
Vi har i dag valgmuligheden mellem Meny og 365. Meny har stort set alt, men er i den dyre ende. 365 er discount og det er deres udvalg også, hvis der overhovedet er noget på hylderne. Tidligere har byen vist sig at være for lille til 3 dagligvarebutikker, så det bliver spændende at se om det lykkes denne gang.
Ganske vist har vi mange turister i sommermånederne, men i Hals sogn bor der kun 3420 og det er dem er skal holde butikkerne kørende resten af året.
For sjov nørdede jeg lidt statistik på Hals sogn
2023 tal:
Fødte – 19
Døde – 66
Tilflyttede – 277
Fraflyttede – 296Grafen viser aldersfordelingen pr. 1. januar 2024 i postnummer 9370
Vi skal vist have udvidet det lokale plejehjem inden for de næste 20 år 🙂
-
Skæg og blå briller
Jeg har ‘Spion i blodet’ af Frank Jensen i ørene.
Gennem årtier i PET var Frank Jensen spionchef, anti-terrorchef og senest operativ chef med ansvar for at holde Danmark sikker. Han har et unikt indblik i efterretningsverdenen, og for første gang fortæller han nu den samlede historie om et langt liv i den hemmelige tjeneste.
Frank Jensen fortæller også om opvæksten med en far og en mor, som arbejdede for et hemmeligt spionnetværk. Familiehemmeligheden fik den unge Frank Jensen til selv at søge ind i spionernes verden, hvor han også forsøgte at finde svar på, hvad der egentlig skete, da hans far en forårsdag i 1971 blev fundet død på en strand under mystiske omstændigheder.
Det mest interessante for mig er sidstnævnte; afsnittet om hans far Ernst Jensen – også spion – som blev fundet død af en fisker på stranden ved Bisnap i 1971.
Han var i dagene op til sit ‘påståede’ selvmord indlogeret på Hals Kro.
Som beboer i Hals er det selvfølgelig rasende spændende med den far og jeg sendte en efterlysning ud på vore lokale ‘jeg er fra Hals’ facebookside for at høre om nogen kendte historien.
Ikke én konkret henvendelse fik jeg – men en kommentar fra en tidligere politibetjent og Halsbo, som aldrig havde hørt om historien, sagde vist også det hele; den har været totalt mørkelagt.
Det er ret spændende historier Frank Jensen har at fortælle. Og også lidt sjovt med de skæg og blåbriller metoder de bruger.
To agenter skal udveksle en filmrulle – den ene sætter en tegnestift ved nedgangen til Piccadilly-stationens perron 3 og 4. Den anden bekræfter ved at vikle blå tape om telefonledningen på en bestemt mønttelefon nær Oxford Street og herefter kan filmrullen afhentes under låget på en toiletcisterne i en biograf på Oxford Street.
Hvis XX fik brug for at sætte flugtplanen igang, skulle han møde op ved bagerbutikken. Han skulle være klædt i gråbukser og læderkasket og medbringe en plastikpose fra supermarkedskæden Safeway.
-
Det stille hjørne
Efter Aldi er lukket er den konstante trafik udenfor mine vinduer helt hørt op. Tilbage er kun de der skal hente pakker i kiosken overfor.
Huset jeg bor i er velisoleret og lyden af den megen trafik har ikke kunnet høres inde i huset, men nu bemærker jeg stilheden når vinduerne er åbne eller jeg kigger ud.
De var hurtige til at få fjernet ethvert spor af Aldi og søndag var der håndværkere inde i butikken.
Butikken er forholdvis nyrenoveret og udvidet, så det undrer mig, at Rema 1000 vil vente helt til foråret med at åbne.
Selvom elpriserne er faldet markant siden sidste år, er der stadig sport i at bruge mest på gunstige tidspunkter. Lørdagen bød på nærmest gratis strøm og vaskemaskinen kørte non stop til vaskekurven var helt tom. Og med et super flot vejr med sol og en del vind har det også kunnet tørre i gården.
Nyvasket sengetøj, der er tørret i sol og vind kan altså noget.
Ikke at det fik mig til at sove særligt godt. De sidste tre nætter har været noget med hyppige opvågninger. Det gør ikke så meget i weekenden, men når man skal op mandag morgen efter kun nogle få timers søvn er det ret surt. Om det har været supermånen ved jeg ikke, men den må i hvert fald god pakke sig nu.
-
Slutfløjtet
Med to åbningsdage tilbage er der ikke meget at komme efter i Aldi og jeg ser også kun kunder, der går tomhændet ud.
2/3 del af forretningen er lukket af, så det er ret hurtigt at konstatere, at hylderne er ved at være tomme.
De næste to dage sælges resten med minus 70 procent – hvis man altså vælger fortsat at holde åbent.
Jeg har læst flg. på nettet
Vi åbner en Rema 1000 i Aldis lokaler på Midtergade i Hals. Vi har ikke en endelig åbningsdato, men vi forventer, at det bliver engang i foråret, siger Michael Deleuran, der er regionschef i Rema 1000.
Han fortæller, at den norske kæde overtager butikken 2. oktober.
Herefter pågår ombygningsarbejdet. Det tager noget tid at forvandle den fra en Aldi til en Rema 1000. Det er derfor, jeg ikke kan komme med et endeligt åbningstidspunkt. Men det bliver i hvert fald ikke før jul, siger Regionschefen.
ligeher.nuDen melding fra Rema er jeg ret tilfreds med at læse. Har de planer om at bygge en ny butik her hvor jeg bor, bliver det i hvert fald ikke lige nu.
Måske kan jeg ligefrem bliver boende indtil jeg selv vælger at flytte.
-
Afvikling med minus 30%
Aldrig i de år jeg har boet her har der været så mange mennesker i Aldi.
Annonceringen af ophørsudsalget fik lokket Halsboerne af huse tidligt fredag morgen og jeg kan se, at det i stor stil er toiletpapir, de slæber ud af forretningen. Det er såmænd også det eneste, der er at hente. Butikken har længe være gabende tom både på hylder og gange, og når den her flok har raset gennem forretningen er der nok ikke mere tilbage.
Jeg håber Rema1000 ansætter en uddeler og noget personale med gang i, så byen kan få en forretning med varer på hylderne. Noget nyt/bedre skal der i hvert fald til for at overleve her.
Også den ene af vore tøjforretninger lukker med udgangen af måneden.
Huse fraflyttes, står tomme og forfalder.
Det næste bliver vel at byen slæbes til ophugning ligesom isbryderne.