Efter en times hundetræning er luften fuldstændig gået ud af Irma.

Sidste søndag var blev aflyst pga. vejret, så vi har i 14 dage trænet den kontakt øvelse vi fik til første træning. Det går så godt, at hun, når vi går i skoven, konstant stopper op, kigger på mig og forventer, at der falder en godbid af.

Og det gør der selvfølgelig 🙂

Den gode kontakt er grundlaget for enhver anden øvelse og samtidig er kontaktøvelsen glimrende til at få stressniveauet ned, hvis der er noget din hund reagerer negativt på. I dag var der fx. en af de store hunde, der gøede. Det er Irma ikke glad for, men så snart vi fik øjenkontakt og jeg fyldte hende med godbidder slappede hun af.

I dag blev der bygget indkald på kontaktøvelsen og vi tog de første spæde skridt mod ‘fri ved fod’.

Det er rigtig godt for hende at komme ud på egen hånd og mens vi er væk får Bob lidt ro.

Vi træner ‘kontakt’ og det HAR Irma fanget i en grad så hun nu går og kigger op på mig hele tiden i håb om en godbid. Sådan er det i hvert fald når vi træner alene.

Hvordan det går, når vi på søndag er samlet i Sulsted med fremmede hunde, vil tiden vise.

I søndags var hundetræningen aflyst. Vejret var bare ikke til at være ude i og med en masse gamle træer omkring træningspladsen var det heller ikke helt ufarligt i den storm.

I morgen er hun 14 uger. Hun bliver så stor. Alt for hurtigt.

Hun virker til at trives rigtig godt i Hals og selvom hun læner sig meget op af Bob, så er det mig hun løber hen til, hvis der er noget skræmmende i farvandet: en fed due i fuglebadet eller en farlig lyd hun ikke kender.

Hun gør mere end Bob nogensinde har gjort. Mest for at gøre opmærksom på sig selv: når hun vil ud i haven, op i sofaen, ned af sofaen, bliver fanget to trin oppe på reposen, hvor hun så ikke tør hoppe ned fra igen eller er kommet på behørig afstand af de fede duer i fuglebadet.

Hun spiser med glubende appetit, noget jeg kan forstå, at hun måske har arvet fra sin mor Xenia, som er meget madglad.

Der skal være ro omkring maden, så de spiser hver for sig – Bob i bryggerset og Irma i køkkenet. Bob får først og det ved hun – og imens der bliver gjort klar til ham hopper hun rundt i cirkler, der hvor hendes mad bliver serveret. Ikke noget med spisevægring eller håndfodring her 🙂

Storm P. har engang sagt: “Når man har læst sin avis og lukket for radioen, trænger man til at tale med sin hund”.

Det er fuldstændig korrekt, og det bedste er, at de ­altid har tid til at lytte. I en verden, hvor alle styrter fortravlede rundt, er det en kvalitet i sig selv.

Hunden logrer bekræftende, ligegyldigt hvad du siger. Måske er det også den største fare ved at have hund. Der er risiko for voldsom selvovervurdering (:

Irma er tretten uger i dag og er blevet min nye trofaste følgesvend. Bob går gerne sine egne veje, mens hun stadig næsten ikke viger fra mig og ofte kan jeg se hun bliver splittet mellem at følge med Bob eller vente på mig.

Hun er skøn.

De er skønne.

Sammen.

Der var sol på søndagen og efter alle havde spist morgenmad pakkede jeg bilen og kørte til stranden. Den milde i øst. Irma har endnu tilgode at se Vesterhavet.

Irma er tilmeldt hundtræning med start den 9. februar. Jeg mener det er vigtigt, at vi også kommer ud alene, så hun får nogle oplevelser på egen hånd og ikke vænner sig til kun at læne sig op af Bob.

Jeg har fundet et sted i Sulsted, som lægger vægt på det jeg gerne vil med min hund:

“At træne sin hund er meget andet end lydighed”

• Det handler også om den gode relation, at styrke båndet mellem hund og ejer gennem samarbejde og fælles udfordringer.
• At hunden kan finde ro på gåturen og omkring andre hunde.
• At få hunden til at tænke selv – mental stimulering.
• At aktivere hunden så den bliver glad og tilpas og nok vigtigst at alt, at have det sjovt!

Tidspunktet er også nærmest som skabt for os: 12 uger og færdig vaccineret. Også tidspunktet på ugen og dagen er perfekt. Søndag formiddag. LANGT mere motiverende for mig end en hverdagsaften hvor jeg ved, at jeg skal tvinge mig selv af sted.

Vi fejrer Irmas 11 ugers dag med krondyrgevir og en vægt på 3730 gram.

Torsdag og fredag har de to været alene nogle timer om formiddagen, mens jeg har holdt øje med dem fra distancen.

Bob vil helst sove formiddagen væk, men med en hvalp, der er top frisk efter 8 timers nattesøvn bliver der ikke meget ro til ham.

Det er gået over al forventning. En masse leg og tumult og en Bob, der ihærdigt prøver at genoptage sin skønhedssøvn, men ingen gøen, hylen eller på anden måde tegn på, at hun skulle være ked af det.

I dag havde hun haft et enkelt lille uheld – i afløbet i bryggerset – men andet kan jeg heller ikke forvente af en hvalp på den alder.

Krondyrgevirene er et hit og helt typisk er det, den anden har langt mere spændende…

Jeg har været på job i dag. I to timer – med transport har jeg været ude af huset i tre.

Der er gået rigtig fint.

En del tummel at se på overvågningen, men ingenting, der tydede på, at det var fordi de var alene, men det er klart, at de er friske efter 8 timers nattesøvn og ikke bare lige lægger sig til at sove igen.

Det er ret morsomt at følge med på overvågningskameraet.

De har to senge i bryggerset; en stor ‘biabed’ og en mindre balje.

Bob lægger sig i den lille seng og jeg fornemmer, at han gør det i håb om, at få lov at ligge alene. Det sker så IKKE for snart ser man Irma møve sig ned ved siden af ham.

Så flytter han sig til den store seng. Gemmer sig under tæppet og straks efter følger den bette efter.

Han favner hende mere for hver dag der går og jeg tænker, at han på et tidspunkt giver op og selv kommer til at nyde nærværet af en anden hund.

Nævnte jeg, at der heller ingen uheld havde været, men at hun selvfølgelig trængte til at komme ud.

D Y G T I G hund!