-
See scout sleep
Irma er næsten vokset ud af Bobs hvalpehalsbånd og er nu iført sit fine røde voksen-Irma halsbånd fra See Scout Sleep.
Det er spænder i super kvalitet og jeg er vild med deres karabinhager, som ikke svigter på samme måde som dem med en almindelig med fjeder. Når man kommer meget ved stranden er det et problem. Om det er sand eller saltvand, der ødelægger fjedermekanismen ved jeg ikke, men disse holder til hvad som helst.
Mandagen har været med arbejde fra hjemmekontoret og i stedet for at holde frokostpause gik jeg en tur i skoven med hundene. Der er ikke meget at lave lige nu. Det er en usædvanlig tid og behovet for it-udstyr er begrænset.
Jeg keder mig nu ikke. Indimellem arbejdsopgaverne kan jeg finde et par puslespilsbrikker imellem de 2000, der er spredt udover spisebordet. Det er det sidste af de puslespil jeg har lånt af Daniels farmor. Godt jeg havde gemt det.
Det var dag 2 i mit forebyggende hjemmeophold.
+16 -
Indoor og outdoor typen
Det blev en morgen lige efter mit hoved, kold og stille.
I stedet for blot at gå en lille morgen luftetur i byen, blev det skønne vejr udnyttet til en lang og meget tidlig tur i Trekantskoven. Solen var kun lige stået op og fuglene sang fornøjet.
Skovbunden har fortsat ikke kunnet optage alt det vand vi fik i februar og i kulden er skovstierne omdannet til skøjtebaner. Man kan kun bevæge sig gennem skoven off-road og hunde elsker det… de springer rundt, over og under væltede træer og hen over tuer.
Det er to meget forskellige hvalpe jeg har fået.
Bob var meget forsigtig, afskyede kulden og ville helst være inde. Irma er frygtløs og vil helst være ude uanset temperatur.
Bob er fortsat kuldskær. Han vil gerne ud i haven, men så snart han har tisset vil han gerne ind i varmen. Irma er ikke til at drive ind.
Hundetræningen søndag formiddag er aflyst de næste 2 uger. Om vi nogensinde får gennemført de ti x træning, der er planlagt og betalt for, er efterhånden lidt uvist. Om ikke andet har det den fordel, at vi kan være heldige at skulle gennemføre i bedre vejr end det vi startede ud i.
Ligesom med skolebørnene er der forberedt noget online undervisning og søndag bliver der lagt øvelser ud, som vi kan muntre os med i den kommende uge.
+14 -
Irma • fire måneder
I går blev Irma fire måneder – dvs. hun har boet hos os lige så længe som hun boede i kennelen.
Hun har været præcis det tilskud til familien, som jeg havde håbet. Om Bob er helt enig ved jeg ikke. Han tager en del af de unoder, der følger med sådan en hvalp, men Mogens Dyrlæge har forsikret mig om, at der også kommer et tidspunkt, hvor hans overbærenhed får en ende og hvor hun bliver gammel nok til at blive sat på plads.
Jeg har været træt i perioder, men så lysner det pludselig og glemt er allerede alle de nætter, hvor jeg hastede ud af sengen flere gange i løbet af natten fordi hun skulle tisse.
Der er vi forlængst ovre og sørger jeg for, at hun har besørget inden vi går i seng kan hun sagtens holde sig om natten.
Når jeg er væk på job om dagen kniber det lidt mere.
Jeg har endnu ikke oplevet at komme hjem og hun har holdt sig. Jeg holder øje med dem fra distancen. Der er stadig en del leg og aktivitet, så det er nok også for meget at forlange, at hun så også skal holde sig. Endnu.
Når jeg læser tilbage kan jeg se, at jeg først bemærker da Bob er 19 uger, at han oftere og oftere har kunne holde sig, så mon ikke Irma også når dertil.
Fire måneder… det skal fejres og i aften er der et ‘lørdags øre’ til dem begge.
♥
+22 -
15 uger er hun nu
Irmas første møde med Jack foregik i øsende regnvejr i Præstens Plantage og er derfor ikke foreviget af Fuji.
Men jeg kan afsløre, at det gik over al forventning. Tyrannen Irma var lige pludselig underhunden og viste med sit kropssprog med al tydelighed, at hun er en lille hvalp og ganske ufarlig.
Når vi har mødt større hunde, er hun tidligere stukket i et hvin, længe før den større hund overhovedet så meget som har overvejet at ville hilse på hende.
Det er godt at se, at hun er en helt normalt fungerende hvalp og ikke fører sig frem i den smart-i-en-fart attitude hun viser på hjemmebane og overfor Bob.
Bob har fundet ud af at han sagtens selv kan hoppe op i sofaen og det er blevet hans helle, når tyrannen bliver for overgearet. Sådan en slags timeout som han selv finder ud af at tage.
På den anden side er sofaen også Irmas helle, når de får tyggeben eller andre snacks. Bob nærmest sluger sit for så at vogte på, at Irma forlader sit eller ligefrem stjæler det fra hende. Han kan simpelthen ikke tåle hun har noget, han ikke har, selv om det er nøjagtig det samme de får.
Ikke at det giver anledning til konflikter – endnu – det er vel bare sådan en slags søskendejalousi.
+26 -
DYYYYGTIG
Efter en times hundetræning er luften fuldstændig gået ud af Irma.
Sidste søndag var blev aflyst pga. vejret, så vi har i 14 dage trænet den kontakt øvelse vi fik til første træning. Det går så godt, at hun, når vi går i skoven, konstant stopper op, kigger på mig og forventer, at der falder en godbid af.
Og det gør der selvfølgelig
Den gode kontakt er grundlaget for enhver anden øvelse og samtidig er kontaktøvelsen glimrende til at få stressniveauet ned, hvis der er noget din hund reagerer negativt på. I dag var der fx. en af de store hunde, der gøede. Det er Irma ikke glad for, men så snart vi fik øjenkontakt og jeg fyldte hende med godbidder slappede hun af.
I dag blev der bygget indkald på kontaktøvelsen og vi tog de første spæde skridt mod ‘fri ved fod’.
Det er rigtig godt for hende at komme ud på egen hånd og mens vi er væk får Bob lidt ro.
+29 -
Alt er godt
Vi træner ‘kontakt’ og det HAR Irma fanget i en grad så hun nu går og kigger op på mig hele tiden i håb om en godbid. Sådan er det i hvert fald når vi træner alene.
Hvordan det går, når vi på søndag er samlet i Sulsted med fremmede hunde, vil tiden vise.
I søndags var hundetræningen aflyst. Vejret var bare ikke til at være ude i og med en masse gamle træer omkring træningspladsen var det heller ikke helt ufarligt i den storm.
I morgen er hun 14 uger. Hun bliver så stor. Alt for hurtigt.
Hun virker til at trives rigtig godt i Hals og selvom hun læner sig meget op af Bob, så er det mig hun løber hen til, hvis der er noget skræmmende i farvandet: en fed due i fuglebadet eller en farlig lyd hun ikke kender.
Hun gør mere end Bob nogensinde har gjort. Mest for at gøre opmærksom på sig selv: når hun vil ud i haven, op i sofaen, ned af sofaen, bliver fanget to trin oppe på reposen, hvor hun så ikke tør hoppe ned fra igen eller er kommet på behørig afstand af de fede duer i fuglebadet.
Hun spiser med glubende appetit, noget jeg kan forstå, at hun måske har arvet fra sin mor Xenia, som er meget madglad.
Der skal være ro omkring maden, så de spiser hver for sig – Bob i bryggerset og Irma i køkkenet. Bob får først og det ved hun – og imens der bliver gjort klar til ham hopper hun rundt i cirkler, der hvor hendes mad bliver serveret. Ikke noget med spisevægring eller håndfodring her
+27 -
Regn og rusk
På en scala fra 0-10, hvor begejstrede tror I så hundene var for udsigten til at skulle ud i regn og storm her til morgen?
Som deres ansigter måske antyder var den ikke stor, det kan jeg godt afsløre.
Tidligere på morgenen var der tikket en sms ind fra hundetræneren. Formiddagens træning var aflyst pga. vejret.
Det tror jeg Irma er ret godt tilfreds med selvom hun er varmt klædt på i det dækken, som Bob også brugte som hvalp.
Jeg skal også love for at det rusker derude. Modsat sidste søndag, hvor vinden kom fra vinkel hvor den ikke berørte min matrikel så meget, kommer den denne gang så jeg er helt bange for om vinduerne holder.
Vi fandt et hul i regnen og gik en lang tur i mosen.
Resten af eftermiddagen forventer jeg ro til at drikke kaffe, se film og få det sidste ærme færdig i den lille drenge sweater jeg begyndte på i torsdags.
Det er PetitKnit Seaside Sweater, der er på pindene. Strikket Sandnes Sunday i farverne Wippet Cream med striber af Sailor in the dark og et touch That orange feeling.
+18 -
Tretten uger
Storm P. har engang sagt: “Når man har læst sin avis og lukket for radioen, trænger man til at tale med sin hund”.
Det er fuldstændig korrekt, og det bedste er, at de altid har tid til at lytte. I en verden, hvor alle styrter fortravlede rundt, er det en kvalitet i sig selv.
Hunden logrer bekræftende, ligegyldigt hvad du siger. Måske er det også den største fare ved at have hund. Der er risiko for voldsom selvovervurdering (:
Irma er tretten uger i dag og er blevet min nye trofaste følgesvend. Bob går gerne sine egne veje, mens hun stadig næsten ikke viger fra mig og ofte kan jeg se hun bliver splittet mellem at følge med Bob eller vente på mig.
Hun er skøn.
De er skønne.
Sammen.
+36 -
Har du fået ny..?
Spørgsmålet gjaldede gennem Trekantskoven og nåede mig længe før jeg kunne se ham.
En lokal hundeven med en sharpei tæve var fulgt efter os i hestesporet rundt i skoven. En rod siger nogen, men jeg har aldrig mødt andet end imødekommenhed og masser af sjov snak om hvad der rør sig i byen. Og om hunde selvfølgelig.
Jeg kunne være hans mor og har tit undret mig over, at han gider følges med sådan en gammel krage, men hundene gør, at vi er medlem af den samme ‘klub’.
Er min teori.
Hjemme ventede en lækker garnpakke fra Yarnfreak. Fire nøgler garn smukt pakket ind som var det en gave.
I mandags, dagen efter bestillingen, modtog jeg en mail – en af de farver jeg havde valgt, havde hun ikke i samme parti… om jeg var ked af at vente til onsdag.
Jeg er vild med det.
Strikkeriet har ligget stille lige så længe som Irma har boet her. Nu oplever jeg, at der er ro på om aftenen, så jeg kan genoptage det hyggelige arbejde.
De fire nøgler er til en lille drengetrøje. Et overskueligt comeback projekt.
+19 -
Cirkus Bech hos Dr. Dyr
Kl. 9 havde vi en aftale hos Sulsted Dyreklinik.
Til henholdsvis 12 ugers og 2 år eftersyn og vaccination.
Da Bob blev kastreret i starten af december blev det konstateret, at han havde taget 500-600 gram på i forhold til hans idealvægt, som ligger på 10,5 kg.
En tommelfingerregel er, at hvis hunden vejer 15 % over sin optimale vægt, er den overvægtig.
Det lyder som en bagatel, men på en hund i den størrelse er det en del. Han blev sat på kur, 25 gram mindre mad om dagen og i dag, 2 måneder senere, vejede han så kun 10,1 kg.
Der skal igen justeres lidt på foderet. Positivt denne gang. Sikkert til stor glæde for Bob.
Ellers var der ingenting at bemærke. Fin hud og pels, pæne tænder, rene ører og helt ubesværet vejrtrækning.
Irma vejede 4,3 kg på dyrlægens vægt. Helt sikkert et mere pålideligt tal end mine forsøg med at veje hende på køkkenvægten.
Hun havde en lillebitte navlebrok, som han ikke mente ville give anledning til nogen som helst problemer, men selvfølgelig skulle jeg holde øje med det – og lidt ørevoks, men det er der råd for.
Udover det blev hun også vaccineret og godkendt og er nu klar til søndagens første hundetræning, hvor hun skal ud og stå på egne ben og uden at have Bob at læne sig op ad.
+26