• Bob D,  Fransk Bulldog

    Hund på hjernen

    Jeg drømte i nat, at der blev kradset på terrassedøren og udenfor stod en hundemor med en 10-12 hvalpe, som myldrede ind da jeg åbnede døren.

    Hvalpene var selvfølgelig fawn med sort maske – præcis som Bob D – mens mor mere lignede en Stafforshire Terrier.

    Lillebrors store Biabed blev fundet frem og inden længe lå de sovende i en klump.

    Videre kom drømmen ikke…

    Var der nogen, der sagde hund på hjernen?

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    10 dage tilbage

    Der er nu kun 10 dage tilbage til Bob D dag og jeg er SÅ klar.

    Eller det vil sige, at jeg måske skal have købt en lidt mindre hundesnor. Det er som om Lillebrors er lidt overkill til det lille halsbånd…

    Mine sidste feriedage bliver brugt når han kommer hjem.

    Oprindeligt havde jeg regnet med 14 dage og derefter noget med at tage hjem til middag og arbejde hjemmefra. Men det er i stedet – efter aftale med min rare chef – blevet til én fuld ferie uge og så deler jeg de sidste feriedage op i halve, så jeg er hjemme i 3 uger, men skal arbejde på hjemmekontoret 4 timer om dagen i de 2 af dem.

    Derefter må jeg se hvordan det går. Jeg har fortsat muligheden for at køre hjem til middag og så arbejde hjemmefra resten af dagen indtil han er glad og tryg ved at være alene hjemme.

    Har jeg sagt der kun er 10 dage til og at jeg glæder mig?

  • Fransk Bulldog

    Noget unyttigt

    På denne allerførste dag i det nye år har jeg taget Dronningens ord bogstaveligt og kun foretaget mig noget unyttigt.

    Travet tur ved stranden med Jack. Ligget på sofaen. Set fjernsyn. Drukket kaffe.

    Aldeles unyttigt, men også aldeles hyggeligt.

    Jack klarede nytårsaften i fin stil. Opmærksom på at lys og lyde var anderledes, men ikke på nogen måde bange. Tænker det er temmelig vigtigt, at man selv er cool og udviser hunden tegn på nervøsitet er det værste man kan gøre at ynke den og dermed bekræfte at det er skide farligt.

    I morgen er det igen hverdag. iGo skal til eftersyn og jeg skal på job. Om 2 uger holder jeg ferie og det glæder jeg mig til af mere end én årsag… en af dem er selvfølgelig Bob D 🙂

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    see scout sleep

    Vi er så skide klar til at Bob D flytter ind.

    I dag kom det fineste lille bitte halsbånd og en aktivitets bold (som ikke larmer på gulvet).

    Seng, skåle, line, snacks og bur står klar.

    I næste uge skal jeg have tegnet forsikring på ham og så er det eneste vi mangler HUNDEN, som også snart er bagt færdig!

    Jeg er meget i tvivl om jeg skal tegne en forsikring i mit eget forsikringsselskab Tryg eller vælge Agria, som har specialiseret sig i dyreforsikringer. Jeg må have nærlæst alle betingelser.

    I morgen låner jeg ham Jack the Snack et par dage og får stillet de værste hund og hav abstinenser.

    Og derefter er det blot at væbne sig med tålmodighed de sidste to uger.

    17 dage tilbage…

  • Et øjeblik...,  Fransk Bulldog

    Unfollow

    Jeg havde meldt mig ind i en FaceBook gruppe omkring Franske Bulldogs.

    Tænkte, at jeg måske kunne lære noget om racen fra de, der har en.

    Det kunne jeg så ikke.

    Det eneste jeg lærte var, at sidde på mine hænder for ikke at komme til at kommentere på de indlæg, der blev slået op på siden. Gruppen bærer tydeligt præg af, at buldoggen er eller har været en modehund for mennesker uden nogen som helst viden om hund.

    Jeg har forladt siden igen. Tænker, at man komme længere med sund fornuft og ved at lytte til de mennesker, der beskæftiger sig med racen på et mere seriøst plan.

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Lidt historie

    Det kan nok ikke overraske nogen, at der er gået Fransk Bulldog i den. Jeg er meget spændt på om racen vinder mit hjerte på samme måde som Bordeauxen har gjort, men er det ikke sådan, at alle synes de har den absolut bedste hund og at de har ret?

    Jeg fandt lidt historie på den lille bulldog, som første gang blev stambogsført i 1885.

    Den lille bastante races geografiske ledetråd i navnet er faktisk vildledende. Den franske bulldog burde nemlig rettelig hedde Den engelske bulldog. Racen har nemlig sine rødder i det engelske.

    Den franske/engelske bulldog tog springet over kanalen sammen med blandt andet engelske kniplingshåndværkere. En del af dem udvandrede på grund af arbejdsløshed under den industrielle revolution (18-tallet) til Frankrig, hvor der stadig var efterspørgsel efter deres færdigheder. Nogle af kvinderne medbragte deres hunde, som hurtigt vandt franskmændenes hjerter, og snart var den tidligere anglesaksiske hund mere populær i Frankrig end i England.

    Den franske bulldog blev endda den uofficielle favorithund for de franske prostituerede i fin de siècle-periode (før og efter år 1900). Lige siden har Frankrig været racens hjemland. Det var her i det franske, at hunden fik sit navn: “Bouledogues Français” eller franske bulldogs.

    Man anslår, at kun 20% af den danske population af Franske Bulldogs er stambogsførte og jeg tænker, at det kunne være en af grundene til alle de problemer racen har. Jeg kiggede på Den Blå Avis i weekenden. Der er et hav af Franske Bulldogs til salg for det halve af hvad jeg skal give… hvor meget kontrol er der med den avl!?!

    Den franske bulldog er i øvrigt en ‘moloss’ præcis som Bordeauxen – så det bliver lidt i familien 🙂

    Der er nu 28 dage tilbage…

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Eric the Skateboarding French Bulldog

    Skateboarding bliver nok ikke det første træning vi kaster os over, selvom Eric herunder virkelig ser ud til at more sig.

    Der er flere Franske Bulldogs at finde på Youtube, der mestre disciplinen – måske hvis nogen har et gammelt skatebord, at vi skulle øve os lidt til sommer 🙂

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    30 dage tilbage

    Efter besøget i går er det for alvor gået op for mig, at jeg faktisk skal være hundeejer igen. Om bare 30 dage.

    Der var jo altid den risiko, at opdrætteren ikke ville sælge en hvalp til mig.

    Det sker.

    Da vi fik Arabella var det fordi opdrætter ikke var tryg ved den person, der oprindeligt havde købt hende.  Det blev vores held og selvom vi kun havde ganske kort betænkningstid, har vi aldrig fortrudt vi sagde ja.

    Også Lillebror faldt tilfældigt ned i min turban. 2½ år gammel. Jeg havde aldrig før overtaget en voksen hund og det gav anledning til en smule betænkelighed – men jer, der har fulgt med herinde ved at han kravlede lige ind under huden på mig og var knuselsket fra dag et.

    Det bliver Bob D også.

    Flere har sat spørgsmålstegn ved mit valg, men ingen har formået at spolere forventningens glæde.

    Herunder en lille kort video jeg optog i går – der er ikke gået nogen videofotograf tabt i mig, men synes alligevel I skulle se, hvor små og fine de er. Bob D er fyren med den hvide hage og lyseste pels bagerst i billedet.

  • Bob D,  Fransk Bulldog

    Allerførste møde med Bob D

    Det kan godt være Miriam have inviteret os til at besøge hvalpene i en time… men vi var ikke til at drive ud, så det blev til næsten 2½.

    På det tidspunkt var hvalpene også segnefærdige af træthed.

    Bob til højre – han har hvid hage

    .
    Den enlige tæve skulle til København og opdrætter havde valgt at beholde en hanhvalp selv og så var der to tilbage. Vi måtte selv blive enige. Jeg havde udset mig den lyse han – ikke af nogen særlig grund andet end at han skilte sig ud – og det unge par, der skulle have den anden havde ingen præferencer og så var det nemt at blive enige.

    .
    Det er rigtigt fine og meget ensartede hvalpe. De vejer knapt 1 kilo og der er kun få gram, der skiller dem. Alle fire har store åbne næsebor og direkte adspurgt om nogen af hendes tidligere hvalpe er opereret for blød gane og snævre næsebor var svaret nej.

    Og her er han så… His Bobness ♥