-
Havhunde og havfruer
Nogen har glemt at fortælle Bob, at han ikke kan svømme. Eller at racen ikke kan. I hvert fald tog han en lille svømmetur i dag, helt frivilligt og uden at gå til bunds.
Bagefter synes han så, at det så var fedt at rulle sig i sandet.
Det kostede et bad da vi kom hjem, men nu har jeg så også et stk. lækker, træt og citronduftende dyr ved siden af mig i sofaen.
Poden skal være havfrue til årets karneval og det krævede min og min symaskines involvering. Vi fik lavet den fineste havfruehale i formiddag og jeg tror, at hun tog hjem med et kostume, som blev bedre end hun havde forestillet sig.
-
Skønne lange dage
Skønne lange dage tilbragt udendørs i sol og varme. Vi har bytrænet i Aalborg, besøgt hundevenner i Nibe, travet tur ved stranden, ‘delt’ en lille is og ellers bare nydt haven.
Bob er en rigtig selskabshund og han ser ud til at stortrives ved at være med i det hele. Jeg vil gerne have en hund, som jeg kan have med alle steder og som tager alle situationer med ro, så vi træner vi i alle slags miljøer.
Han klarede byturen fint. Vi parkerede ved firmaet og gik langs havnen ind mod midtbyen, satte os på en bænk ved Nordkraft, hvor biler, busser og mennesker suser forbi i en lind strøm. Tilbageturen gik af Østerbro, som også er ret trafikeret. Det var mange indtryk og han var træt bagefter, men turen var en succes.
På længere ture har jeg stor glæde af, at han er burtrænet. Så snart jeg sætter ham i buret i bilen falder han til ro eller lægger sig til at sove. Forlader jeg ham i bilen er han også helt tryg ved det.
Selvfølgelig er der stadig mange ting, der kan/skal forbedres, men taget i betragtning han kun er knap et halvt år synes jeg, at det går over al forventning.
-
Bob Havehund
Jeg har fået havehjælp af den slags, der nok er mere til besvær end hjælp… han stjæler alt han kan komme i nærheden af; handsker, redskaber, knæpude, potter. Han stikker næsen i alt og skal helst være liiige der, hvor jeg skal luge eller plante.
Men han har en fest og så er det svært at blive vred.
-
Eksamen
Jeg synes du sagde den ingenting kunne…
Sådan faldt ordene fra censor til træner da Bob og jeg steg ud af bilen og Bob faktisk fulgte mig og satte sig da han fik besked om det.
Det generer og nager en lille smule mere end jeg vil være ved, at de har talt om os på den måde… jeg synes faktisk, at vi gør det ok, racen og betingelserne (vinterkulden) taget i betragtning.
Bob bliver aldrig nogen lydighedschampion, men jeg er ret tilfreds med, hvor lang vi er kommet.
Vi er dog ikke mere umulige end at vi har fået lov at fortsætte på unghundeholdet også (:
Jeg havde misforstået aftenens koncept. Det var ikke os (hunde og hundefører), der skulle vurderes, men derimod trænerens undervisning og Bob er dermed hverken dumpet eller bestået, men bare stemplet som den, der ingenting kan.
HRMPF!!!
-
En travl søndag
Bob er gået i seng efter en begivenhedsrig søndag med havearbejde, gæster, strandtur, træning, beluring af naboen og hvad han ellers har haft gang i.
Træningen er gået over al forventning. Lige indtil i dag. Han gad ikke komme når jeg kaldte og han gik i snor som om han ikke havde prøvet det tidligere. Det lover godt for morgendagens hvalpe test. Eller noget.
På positiv siden er det en fornøjelse at se ham blive mere og mere fortrolig med vandet. Det sted vi passerer på videoen er normalt et sted jeg ville bære ham over, men i dag gik han bare ud i det.
Hjemme igen blev det nødvendigt med en tur under bruseren for at skylle weekendens sand og saltvand ud af pelsen. Det er så nemt med sådan en lille sag og da den franske Bulldog ingen underuld har, er han næsten tør efter en frottering.
Det har været en skøn weekend og med en kort uge i sigte er det til at overskue, at det er mandag i morgen.
-
Det er en ommer
Jeg havde to timers undervisning fra morgenstunden og havde derfor besluttet at starte arbejdsdagen på hjemmekontoret, hvor der er mere ro.
Først havde jeg tekniske problemer, som det tog lang tid at løse og bagefter sad jeg og ventede på underviseren. Forgæves. Efter lang ventetid, som den eneste på mødet, lukkede jeg ned og kørte på job i stedet.
Det var ligesom startskuddet på en torsdag, hvor udfordringerne, de utilfredse kunder og opgaverne bare hobede sig op. Jeg var træt da vi nåede fyraften. Meget træt.
Det var herligt at komme hjem, pakke Bob i bilen og køre på stranden.
Vi skal til hvalpetest på mandag, så vi træner intenst. Jeg har skiftet de kedelige godbidder ud med pølser og det har helt sikkert gjort noget positivt for Bobs motivation.
Vi gik der en times tid. Jeg satte mig i sandet med ansigtet vendt mod solen mens Bob styrtede rundt og fandt ådsler han kunne rulle sig i.
Torsdag endte fint. Trods alt.
-
Fransk bjerghund
Bob bevæger sig med overraskende stor sikkerhed på Borgmestermolens stendige. Man kan sikkert sagtens mene, at det er letsindigt at lade ham kravle rundt der, men risikoen for at han klodsede matte kommer galt afsted er vist langt større end han gør.
Det går fremad på alle områder.
Jeg har haft temmelig svært ved, at få ham med ud at gå tur i byen. Bortset fra et par mislykkede forsøg for snart længe siden, er han derfor blevet morgenluftet i haven.
Tirsdag havde jeg rigtig god tid fra morgenstunden og tænkte, at nu skulle det være. Vi skulle have en god oplevelse ud af en morgengåtur. Og det fik vi.
Successen blev gentaget her til morgen og jeg tænker, at det skal være den nye morgenrutine. En rutine jeg har savnet.
Arbejdsugen er heldigvis kort. Jeg trænger frygteligt til at nogle sammenhængende fridage. Tre er ikke mange, men bedre end ingenting.
Jeg har fået en Storebededagsindbydelse og den brugte jeg også turen på Borgmestermolen til at overveje.
Det er sådan en: been there, done that, fucked it up ting. Skal jeg derhen igen? Give det en chance?
Omstændighederne er ikke forandret. Jeg heller ikke. Fornuften siger mig, at det nok bliver et nej tak herfra.
-
Arrr er det nu også nødvendigt?
Eller er det bare for at score nogle ekstra kroner?
Jeg tror mest på det sidste.
Jeg har selv fokus på, at alle tænder bliver skiftet planmæssigt ellers skal jeg nok rette henvendelse.
Så tak, men nej tak!
-
Legeaftale
Den bette Bob gik i koma i den gule donut… to en halv times leg med Onkel Jack i går eftermiddag drænede resten af den batteritid, der var tilbage efter lørdagens møde med den lynhurtige wippet Ayla.
Han var lige ude og tisse inden sengetid og har så sovet hele natten uden at vippe med et knurhår.
Til morgen stavrede han ud i haven, gjorde sig ren og væltede så tilbage i seng.
Tænker ikke, at der bliver meget aktivitet at spore på webcamet i dag 🙂
Jeg skal passe Jack nogle dage sidst i maj og det ser heldigvis ud til, at det kommer til at gå rigtig fint.
Legen kan se lidt voldsom ud, men er ganske fredelig og altså meget trættende.
-
Model og fotograf
Bob og jeg gør os i forskellige reklamer på IG. Mon ikke jeg skulle prøve forhandle en lille model/fotograf kontrakt hjem – om ikke andet ville vi da sætte pris på lidt lækkert hundeudstyr som tak for lån af billederne eller måske rabat på næste køb 🙂
Øverst er det Styletails og nederst Vackertass Supply Co. Begge hundesenge er i øvrigt købt hos førstnævnte, som er et London baseret firma med lækkert hundeudstyr og super service.
PS: dette er ikke et sponsoreret indlæg – og de har spurgt om tilladelse til at bruge billederne