-
Med fingersnilde og en lille smule gaffa
Jeg har skide meget optur over, at det i dag lykkedes mig at fikse kørelyset på Poloen.
I weekenden havde jeg tjekket alle sikringer, men de var ok. Så opdagede jeg en ledning, som hængte og dinglede.
Den skulle have været forbundet til generatoren, men var knækket.
Nu er den fikset… med fingersnilde og en lille smule gaffa… og det holder sikkert til jeg får købt en ringkabelsko og får skidtet monteret rigtigt.
Kald mig bare handy woman!
-
Polo… da weiß man, was man hat!
Det blev ikke til morgen vi vågnede op til et sneklædt landskab som ‘lovet’ i vejrudsigten i går. I stedet regnede det fælt og turen ud med hundene var ikke just lystpræget.
Når det nu ikke skulle være i nat, så må det gerne vente med kulden til efter weekenden. Bent mekaniker har lovet at hjælpe med nyt batteri til Poloen, som hoster gevaldigt i de kolde morgener. Hvis temperaturen dropper yderligere dør den i stedet for at hoste, så jeg håber vores aftale holder denne gang.
Jeg har rundet de 100.000 km i den bette blå… siden jeg købte den i april 2010. Det er ikke mange problemer den har givet mig. En ny tank er den dyreste reparation jeg har haft ellers har det udelukkende været småting.
To gange er den gået glat gennem syn.
1. gang uden forberedelse overhovedet og 2. gang med skift af to positionslyspærer til 20 kr.
Det er sgu da ret godt gået af sådan en gammel svend fra 1991.
-
Der er hul…
Øv altså… Poloen er blevet utæt i bagklappen ):
Jeg skal vist i gang med noget slibemiddel rundt omkring for at se om jeg kan begrænse skaden… og så kan hullet vel efterfølgende lukkes med lidt gaffa… eller en blomst (:
Alternativt skal jeg prøve om jeg kan finde en pænere bagklap hos en skrothandler.
Den er jo næsten nysynet og skulle gerne kunne holde et par år endnu.
I mine ører lyder 2-2½ times offentlig transport hver dag ikke specielt attraktivt, så det er svært – for ikke at sige umuligt – at undvære en bil, når man bor i Hals og arbejder i Aalborg.
Har du nu sådan en bagklap til en Polo CL Van fra 1991 stående, så kan du da lige gi’ et pip (:
-
H*** nu k*** en klaphat
Uden overhovedet at se sig for drøner en bil lige ud foran mig fra en villavej… den sidste inden vi rammer hovedvejen udenfor byen. For ikke at skulle hugge bremserne i lægger jeg i stedet an til overhaling… men den her mand (selvfølgelig) havde åbenbart besluttet, at han dæleme ikke ville ligge bag Poloen ud af Aalborgvej. I stedet for at lade mig komme forbi accelerere han voldsomt da jeg er oppe på siden af ham og og det ender med, at jeg må bremse ned og trække ind bag ham… sikken en idiot, at møde sådan en dejlig onsdag morgen.
Behøver jeg at sige at både horn og langefinger blev aktiveret..?
PS: da vi nåede ind omkring Gandrup/Vester Hassing, hvor vi kører i slange, lå han to-tre biler foran mig… så det eneste han nåede denne morgen var at få mig op i det røde felt.
-
Defekt baghjulsleje
Poloen har en date med Finn Mekaniker i morgen tidlig… der er gået et baghjulsleje.
Jeg har – til mine kollegers bestyrtelse – kørt med det længe, så i dag tænkte jeg, at jeg nok hellere må få det fikset.
Det kan Finn og han havde tid i morgen.
Det var de nye støvler, der røg der… SÅK.
-
Den der ler sidst…
“Et julemirakel..,”
“Bestak du ham med småkager?”
Morsomhederne vil ingen ende tage efter jeg meddelte, at min gamle Polo fra 1991 IGEN er nysynet uden det har koste andet end 20 kr. til to nye positionslyspærer og selve synet… faktisk konstaterede synsmanden, at den er i meget fin stand.
Sådan!
Og så er det i øvrigt min… og ikke bankens… så de kan grine alt det de vil (:
-
Fredsforstyrrer :)
Et enkelt telefon opkald ændrede en ellers nøje planlagt mandag med frokostdate, overdragelse af Poloen til Poden og transport til og fra Hals.
Poloen skal til syn inden 28. januar og det er der jo længe til… hvis ikke det havde været fordi Bent i aftes meddelte, at han tager på job i Afrika 2. juledag og bliver væk en måned. Så skal Poloen synes af ham skal det være i morgen.
Pokkers også men jeg når nok det hele alligevel.
-
Nyt på “Nice to have”
Jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde skulle sige sætningen: jeg ønsker mig fire nye vinterdæk..!
Men Bent mekaniker siger, at jeg ikke får lov at køre en kilometer læmgere på dem jeg har :-/
-
13,92
Tretten kroner og tooghalvfems øre… det er ikke i dag, jeg skal have tanket Poloen, det er helt sikkert. Det er da vist det man kan kalde benzinprisernes himmelflugt.
Poloen kører ikke mere end 11-13 km på literen og hvis de priser er permanente, er det vel spørgsmål om det bedre kan betale sig at købe en af de små nye biler, som kører mindst det dobbelte på en liter. Men hvor ville jeg være ked af, at skille mig af med den.
Jeg har været heldig men den bette blå. Meget heldig. Den er 22 år gammel og gik i foråret gennem syn uden anmærkninger og uden først at koste så meget som en krone på den. Hvor mange biler kan lige det?
Jeg har i det hele taget kun brugt ganske få kroner på vedligeholdelse. Det er selvfølgelig takket være min søde og hjælpsomme nabo, som er mekaniker og finder reservedele billigt hos skrothandleren og monterer for 0 kroner. Men alligevel. Der har ikke været det store.
Dyreste reparation var en udskiftning af en ødelagt tændingslås til 1100 og det var endda på et værksted. Ellers har den fået nyt batteri, ny blæser, nye sommerdæk og nye bremsere – reservedele købt og monteret af naboen til en samlet pris af ca. 1500.
Men de her benzinpriser kan altså godt få mig til at overveje…
-
Club Polo
Det begynder at gå op for mig, at jeg som ejer af en fin gammel VW Polo automatisk er medlem af en eller anden slags hemmeligt broderskab… man hilser, når man mødes ude i trafikken!
De fleste er ganske diskrete og løfter blot hånden til hilsen. Men i dag var der et par ungersvende, der fik øje på mig på deres vej rundt i rundkørselen uden for Vodskov og inden de nåede ud, var vinduerne rullet ned og de hujede og vinkede. Måske fordi deres Polo var akkurat magen til min… også farven (-:
” Polo… da weiß man, was man hat”