-
MTB-forlis i Nordsøen (1951)
Oprydningen i min fars papirer har afsløret mange sjove ting. Blandt andet denne beretning, som også er udgivet på http://www.navalhistory.dk/
En dramatisk oplevelse, som jeg husker den.
Henry Nielsen, telegrafist på T 58 (MUSVAAGEN), beskriver her sin oplevelse af den skæbnesvangre kollision mellem en engelsk og dansk MTB om natten 26. februar 1951.
I januar 1951 blev jeg påmønstret T 58, en ex tysk motortorpedobåd, som telegrafist. Sammen med T 59 skulle vi i England deltage i forskellige øvelser, for at vise det engelske meldesystems effektivitet, blev der sagt.Chef på T 59 var kaptajnløjtnant Kaj N. Bang og næstkommanderende søløjtnant S. Laub. På T 58 var chefen søløjtnant Schou (Lofty) og næstkommanderende søløjtnant Wolden-Ræthinge.
Turen til og gennem Kielerkanalen gik fint. Et ophold i Brunsbüttel blev afkortet på grund af det fine vejr. Besætningen skulle ellers hvile efter den lange sejltur, som hovedsageligt var natsejlads.
Overrasket af storm
Efter en times sejlads ud i Nordsøen blev vi overrasket af et uventet stormvejr.T 58 omdøbte vi senere Kålormen eller den “Flexible” fordi den bevægede sig som en sådan.
Strømforsyningen til radiosenderen blev fyldt med saltvand og kortsluttede, så radiorummet var faktisk ude af drift. Jeg fik af chefen lov til at lukke stationen. (model og foto: Henry Nielsen) Den vred sig så meget at vandet strømmede ind overalt. Alle skabene i radiorummet sprang op, så alt var kaos, og da strømforsyningen til radiosenderen blev fyldt med saltvand og kortsluttede var radiorummet faktisk ude af drift.
Jeg fik af chefen lov til at lukke stationen.
Hurtigt blev min køje slået ud og taget i brug. Alle de fortrolige papirer havde jeg under den ene arm, en lille æske med reservedele til radaren under den anden arm, min redningsvest under hovedet og yderhjælmen mellem benene som brækpøs. Sikkert et ynkeligt syn.
Min nypressede uniform, der hang på skottet lignede en gulvklud. Det var så rædsomt, at cheferne blev enige om at søge nødhavn i Den Helder, den hollandske flådestation.
Her blev vi nogle dage for at slikke sårene. Efter at strømforsyningen blev spulet med ferskvand og tørret var den igen brugbar.
Natlig kollision
I England havde vi base i Felixstowe, en dengang mindre by i Thems-mundingen. I dag er Felixstowe blandt Europas største containerhavne.Øvelserne vi deltog i foregik altid om natten. Som regel skulle vi angribe engelske fartøjer. Under den sidste øvelse inden vores ophold var slut, kolliderede T 59 med en engelsk MTB.
Begge både sejlede med slukkede lanterner, og på grund af høj sø opdagede bådene ikke hinanden på radaren. Radaren var en ret ny foreteelse i Søværnet og netop installeret lige før afgangen fra Holmen, så fænomenet “Sea clutter” var ukendt.
Den britiske motortorpedobåd 5518, der her ses i Felixstowe umiddelbart efter, fik skåret stævnen af ved kollisionen (Foto: Henry Nielsen) Den engelske båd fik skåret hele forskibet væk. Desværre opholdt 2 besætningsmedlemmer sig her og gik tabt. Den engelske kontrolstation spurgte umiddelbart efter kollisionen hvilken fart han gjorde og fik svaret: “Nul knob, leder efter mit forskib”. Typisk for en brite!
Dansk besætning reddet
Vi var hurtigt på siden af T 59, der tog meget vand ind.Mest mulig grej blev smidt over til T 58. Dækket flød med alt mulig grej, også private ejendele som kokosnødder og bananer, ting der endnu ikke var tilgængelige i Danmark efter krigen. Vi havde næsten tømt Felixstowe for den slags varer.
Jeg ved ikke hvor længe T 59 holdt sig flydende, 1 time måske.
Eneste tilskadekommen var søløjtnant Laub, der havde nogle slemme hudafskrabninger i ansigtet. Da jeg var den eneste med nogenlunde rene hænder måtte jeg rense hans sår, vist nok med sprit.
Derefter måtte vi begge have dulmet nerverne med chefens Jamaica-rom (73 1/2 procent)!
Den engelske båd havde vandtætte skot og bjergede sig ind til Felixstowe.
I engelske uniformer
Dagen efter blev T 59‘s besætning sendt hjem i noget, der lignede “uniformer”. Der havde ikke været tid til omklædning. Der var ikke 2, der bar ens uniformer.MTB-folkene var ret udisciplinerede, nogle “bisser”, som man siger.
Officererne var ganske unge mennesker, disciplin en by i Rusland, forholdene om bord ubeskrivelig elendige, men til gengæld var der på den enkelte båd et fantastisk kammeratskab.
Et par af de danske marinere optrådte dagen efter i engelske uniformer, idet de skulle deltage i søforhøret.
T 59 blev senere hævet og istandsat.
-
Det kan man lære af
Da vi talte med præsten efter min mors død var det første min søster nævnte: at hun var sådan et ordentligt menneske.Det var hun – og det samme kan man sige om min far.
ALT i forbindelse med deres død var forberedt, så det har været lettest muligt for os efterladte. Der var ryddet op, vigtige papirer samlet, bisættelserne var forudbetalt og ønskerne til samme nedfældet på skrift. Min fars aske skal spredes i havet – også den tilladelse var på plads.
Der har i det hele taget ikke været noget at være i tvivl om. Der er noget at leve op til og tage ved lære af.
Vi er ikke stødt på mange forhindringer undervejs og har fået den fineste behandling og hjælp alle steder; hos bedemanden, af præsten, i skifteretten – som i begge tilfælde var de samme personer.
På mandag er der syn i min fars lejlighed, hans aske er klar til afhentning og i går kom skifteretsattesten.
I dag har jeg ryddet op i de allersidste kasser, sorteret billeder og kasseret papirer.
Lige om lidt kan vi sætte punktum og så vil mor og far kun være et kærligt minde, men som en nævnte en dag: hvor har vi været heldige at have vores forældre så længe.
-
Sommer summen
‘Moms Laundry’ har været i sving det meste af pinsedag og bagefter sad vi og summede på terrassen, mens tøjet tørrede på snorrene.
Inden vi kom dertil havde vi også slidt og slæbt. Min far havde både parasolfod og et tonstungt (næsten) granitfuglebad, der skulle afhentes. Det lykkedes ved fælles hjælp og begge er nu installeret i min have.
Mens vi summede sparkede Bob til bøtten…. intet hundelegetøj i verden kan ikke måle sig med en tom urtepotteskjuler.
Om en uge skal min fars lejlighed være tømt. Når det er gjort står der blot tilbage at sprede min fars aske på havet.
Der er været rigtig mange praktiske ting at ordne, men man kan sige, at vi har opgaverne i frisk erindring. Da jeg ringede til skifteretten var det, ligesom med både bedemand og præst, også en kendt stemme.
Det nye er, at det alarmberedskab, der har været i funktion både nat og dag, nu er nedlagt. Det bemærkede jeg da akutbilen i dag kørte forbi mit hjem. Den knude i maven, der frygtede at det var til Fjordparken, er pist forsvundet.
Først kunne jeg slippe bekymringen for min mor – og nu også for min far.
Sommeren bliver ganske anderledes…
-
Kærligt farvel far
Som jeg også skrev da vi bisatte min mor er der noget fint og rigtigt ved at sige farvel til et gammelt menneske, der har levet et godt og langt liv.
Min far gad ikke mere og han døde præcis en måned efter vi bisatte min mor. Han blev 89 år gammel.
I dag blev han bisat fra Hals Kirke og efterfølgende satte vi min mors urne ned på fællesgravstedet.
Både bedemand og præst var rare og kendte ansigter og det blev igen en lille og intim afsked med smukke morgenfruer og klaverspil. Nedtonet og omgivet af sine yndlingsblomster, præcis som han ville havde ønsket det
Vi sang fra højskolesangbogen – og før og efter spillede klaveret Sailing.
I am sailing
I am sailing
Home again
‘Cross the sea
I am sailing,
Stormy waters
To be near you,
To be freeKærligt farvel far…
-
Hr. og Fru Nielsen
De mødte hinanden i Frederikshavn. Min mor var 17 og ansat på det lokale sagførerkontor Kammer/Nørgaard og min far 19 og mathelev på den lokale flådestation. Når man ser billedet herover kan jeg sagtens, at forstå hun er faldet for ham.
Min far kom fra meget trange kår i Nørresundby. Han var den ældste af 8 og jeg har en klar fornemmelse af, at han meldte sig til marinen i 1948 for at slippe væk hjemmefra i en ruf.
Min mor var den yngste af en temmelig stor børneflok – omtalt her – men voksede op under langt bedre forhold end min far.
De blev gift i november 1951.
Livet har været godt ved dem. Det er i hvert fald mit indtryk.
Den 20. april døde min mor og den 26. maj fulgte min far efter – henholdsvis 86 og 89 år gamle.
Der er noget smukt over at dø så tæt på hinanden tidsmæssigt. Det viser noget om en forbundethed i livet, som jeg tror er sjælden.
Min far bisættes i næste uge og vi håber samme dag at kunne nedsætte min mors urne på fællesgravstedet ved Hals Kirke, som det var hendes ønske.
I hjertet var min far først og fremmest mariner og hans aske skal spredes i havet – præcis som det sømmer sig for en sømand.
-
Du kom med alt hvad der var dig
Der er noget fint og rigtigt ved at sige farvel til et gammelt menneske, der har levet et godt og langt liv.
Min mor var svært dement og det sidste halve år, har hun har boet på demensafsnittet på Fjordparken og det var også her hun døde i påsken, 86 år gammel.
I dag blev hun bisat fra Hals Kirke.
Præsten var fra et andet sogn. En meget meget sød ung kvinde som var meget åben overfor mit mors ønske om, at det ikke skulle være den store religiøse ceremoni. I stedet blev det en lille og intim afsked med smukke blomster og klaverspil. Nedtonet, præcis som hun havde ønsket det.
Vi sang fra højskolesangbogen – og før og efter spillede klaveret Solen er så rød mor.
Kærligt farvel mor…
-
♥
Meget tidligt på denne fine og smukke april morgen sov min mor stille ind ♥
-
I regn og slud skal hunden ud
Og til det har jeg brug for al min overtalelsesevne. Bob gider i hvert fald ikke at blive hevet ud af sin varme kurv og ud på morgentur i små regn. Som i slet ikke.
Det er måske også lidt unfair – jeg er klædt på i regntøj fra top til tå og han er på det nærmeste nøgen.
I går var han mere i sit es. Som ‘besøgshund’ hos de demente damer på Fjordparken. Det synes både de og han er et hit. Der kommer lys i øjnene og glemt er rollator og dårlige ben. Samtidig er han også et samtalemne på en afdeling, hvor samtale er svær. Flere af beboerne har slet ingen sprog, min mor siger en masse uden der hverken er hoved eller hale i det og så er der et par stykker, som man godt kan føre en nogenlunde normal samtale med.
Det er tungt at komme på besøg og jeg har svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal takle, at min mor spørger efter Gudrun, Bebbe, Kalle og alle de andre fra hendes ungdom, som forlængst er døde og borte. Skal jeg tale hende efter munden eller skal jeg sige, at de er døde? Når hun spørger efter min far, som er flyttet på en anden afdeling, siger jeg, at jeg tror han er taget ud og fiske eller cykle og det ser hun ud til at synes er ok.
Her er Bob også en afleder, som bringer tankerne væk fra at nu gider hun ikke mere og at hun gerne vil ‘hjem’ (og her er det til sin mor i Frederikshavn hun mener).
I dag står den på besøg på den anden afdeling hos min far. Der skal Bob ikke med. Det skal tilgengæld min pc. Vi skal nemlig have bestilt nye lydbøger til ham.
-
Hou tur retur
En skolekammerat fra parallelklassen arbejder på Hou Genbrugsplads og jeg kommer der så ofte i øjeblikket at jeg begynder at frygte, at han måske mistror mig for at stalke ham 🙂
Siden vi flyttede de gamle har iGo taget turen til Hou ret mange gange. I går propfuld med ting fra udhuset. Min far har selv ryddet ud og alligevel kan jeg fylde bil efter bil med alt muligt underligt og ubrugeligt.
Jeg talte med manden i nabohuset. Deres hus har været til salg af flere omgange med en udlejningsperiode indimellen. Nu tager de det af markedet igen og lejer ud en gang mere. Det var med slet skjult misundelse at han havde erfaret, at vi havde solgt på 14 dage, men det er to vidt forskelige huse og dermed vidt forskellige kunder det henvender sig til.
Jeg tror også, at vi frygtede at komme til at stå med et usælgeligt hus i årevis. Sådan gik det heldigvis ikke og på mandag udløber købers fortrydelsesret… så kan vi løfte armene og bagefter puste ud.
Der er overtagelse 1. november så vi når sagtens at få det tømt.
Jeg har fyldt benzin på iGo og i eftermiddag tager vi endnu en tur til Hou.
-
Weekend travlhed
Jeg nyder kaffen og en stille morgen inden vi kl 10 mødes hele familien og indleder flytningen af de gamle.
Fredagen blev brugt på at sortere og mærke tøj, pakke de få køkkenting de skal have med, rydde reolen for bøger, køre et par kasser over, så vi i dag mest mangler de store ting.
Det er lige gået op for mig, at det kun er lørdag i dag. Forvirringen opstod sammen med fredagsfridagen. Måske kan Bob og jeg nå at nyde weekenden lidt i morgen
Vi vil i hvert fald prøve.
