-
Seksten
Ingeborg Anna Dorthea Sørensen og Frederich Christian Leismann – mine tipoldeforældre – blev i årene 1885 – 1909 forældre til seksten børn.
MINDST.
Dengang var spædbørnsdødeligheden høj og jeg tænker, at der har også været et par fødsler i de år, hvor der er ‘langt’ mellem børnene.
Og ikke nok med, at der var mange børn – de havde også 2, 3 eller 4 navne. Det var før ‘Hvad skal barnet hedde’ – og må dæleme havde været noget af en opgave. Mange af navnene, befinder sig blandt de 50 mest brugte navne i 2020.
- Fritze Maren Caroline – 1885
- Jens Anders Andreas – 1886
- Johannes Christian – 1887
- Jacob Peter Frederik – 1889
- Maren Undine Jensine – 1891
- Emanuel Frederik Christian – 1892
- Lydia Ingeborg Elisabeth – 1895
- Mikael Julius Emil – 1896
- Agnete Kristine Viktoria – 1897
- Niels Christian Peter – 1898
- Julie Laura Rasmine Kristine – 1900
- Otto Eli Plesner – 1901
- Kristian Gregers Gram – 1902
- Gjertrud Klara Marie – 1904
- Viktor Johannes – 1906
- Knud Valdemar – 1909
Alle med efternavnet Leismann
Deres datter Maren Undine Jensine fik 9 børn – og det er her min del af familiekrøniken udspringer.
Maren Undine Jensine AKA Bebe På billedet, som er fra 1939 er hun kun 48 år, men ligner en gammel bedstemor med ål i strømperne og hårnet.
-
Der kom et brev
Det der med slægtsforskningen er ikke helt slut endnu. Det var min fars interesse og da hans øjne blev svagere og svagere måtte jeg hjælpe ham.
Når vi mødtes over søndags kaffen var det altid spændende at høre, hvad den anden havde fundet ud af.
Nyhederne blev blandet modtaget af min mor. Jeg tror ikke altid helt det passede hende, at familiens skeletter på den måde faldt ud af skabene.
Jeg kigger stadig på det indimellem. Ikke så meget for at finde flere slægtninge tilbage i tiden (1719 hvor vi er tilbage er alt rigeligt), men for at finde ud af mere omkring dem, der ikke ligger så mange generationer tilbage.
Nu er jeg blevet kontaktet af min mors kusine og har i dag modtaget et fantastisk brev med historier om hver enkelt familiemedlem, sjove anekdoter og fotos som jeg aldrig har set før.
Hun har ingen børn og synes derfor, at hun ville sende mig familiebillederne, så de ikke bare blev smidt ud.
Af hjertet tak, Jonna.
-
Slægten Bech/k
Min far og jeg lavede sammen lidt slægtsforskning og vores slægtstræ ligger fortsat på My Heritage. Indimellem får jeg en mail fordi nogen har matchet mine slægtninge med deres egne.
Sidst var det med min biologiske morfar, som ingen kender udover navnet Poul Fynbo Jørgensen. Min mormor fik min mor uden for ægteskab og nu viser dette match, at han fik yderligere et barn – Søren – en halvbror til min mor.
Jeg forestiller mig ikke, at der har været noget, der hed børnebidrag dengang og da slet ikke når han ikke er ‘udlagt som barnefader’.
Det fik mig til at tænke på, om hans nye familie har haft kendskab til min mor.
Det har de så nu.
Noget andet er dukket op samme sted. Et foto af min oldefars gravsten på Frederikshavn Kirkegård.
Han døde i 1949 og billedet er fra 2019. Nogen må altså fortsat betale for det gravsted, medmindre selvfølgelig, at der er betalt forud i 100 år
Det gør mig noget nysgerrig.
-
Kære far
Hvor det falder mig forholdvist nemt at tale om min mor’s død, er det langt sværere med min fars.
Jeg har sagt det før: efter han blev ‘skilt’ fra min mor på plejehjemmet levede han et lorteliv.
Han var ikke nem at omgåes for os pårørende og det er ofte sket, at jeg har haft mere end svært ved at bære over med ham. Hårde ord og irritation blev ofte en del af vores kommunikation og i dag sidder jeg med en rigtig træls følelse af, at have svigtet ham.
Også systemet svigtede ham. Den somatiske afdeling var som et fængsel. Beboerne sad i dyb ensomhed i hver deres bolig og blev hevet frem på faste tidpunkter, når der blev serveret mad eller kaffe. Ingen initiativer blev taget for at forbedre hans livskvalitet udover hvis det skete efter pres fra os.
Vreden og tårene ligger forsat lige under overfladen selvom der nu er gået et år.
Jeg skulle have besøgt ham oftere, men jeg magtede det bare ikke. Jeg gik altid derfra og var rigtig ked af det. Både over hans indlysende mistrivsel og ensomhed, men også over mine egne følelser og utilstrækkelighed.
I dag er det et år siden, at han sov stille ind i samme ensomhed, som han havde levet den sidste tid. Ingen var forberedt på at døden var nært forestående. Han blev fundet død først på natten den 26. maj.
Jeg håber af hele mit hjerte, at det har været fredfyldt for ham.
-
Sol, sand og vand
Skiltet med hold afstand var en smule malplaceret på den store brede strand. Så langt øjet rakte mod både syd og nord var der måske ti mennesker at spotte – os tre inclusive.
Hundene var trætte og håbet om et ‘yndigt’ familieportræt med vesterhavet i baggrunden var til stede.
Trætte eller ej. Familieportrætfotografering evner jeg vist ikke… eller måske skal jeg vælge nogle mere samarbejdsvillige modeller.
-
Solen er så rød mor
I dag er det et år siden min mor døde. Og om lidt også et år siden jeg mistede min far.
Dagen inden hun døde havde jeg hentet min fars radio og satte den ved siden af hendes seng. Håbede, at hun kunne have glæde af at høre lidt musik selvom hun svævede sådan lidt ud og ind af bevisthed. Da jeg satte den op var der noget dansevenlig musik og jeg viste min mor et par moves. Hun så på mig og smilede.
Det blev vores sidste kontakt.
Det var en meget meget smuk forårsmorgen og da naturen begyndte at vågne, sov hun lige så stille ind. Min søster og jeg var taget hjem for natten, og min mors store børnebørn sad ved hende hele natten og var dem, der holdt hende i hånden da hun trak vejret for sidste gang.
Min mor var dement og jeg havde mistet den mor jeg kendte for længe siden. Men for alvor at miste sin mor er alligevel en enorm sorg. Forældre er det fundament vi bygger på og når de er væk er vores livsvidner væk.
Sorgen er forbundet med en erkendelsen af det uigenkaldelige tab, og sorgen føles dybere og mere påtrængende, som dagene går. Den tomhed der er, hvor et andet menneske engang var, er en tung følelse.
Sorgbearbejdelsen har været svær. Jeg har (ubevist) lagt låg på den. Mine forældre var jo ældgamle, døden var naturlig og ventet, men sorgen over at miste er der, uanset alder og relation.
Indimellem befinder jeg mig i en situation, hvor det pludselig overvælder mig. Det kan være en særlig stemning, en scene i en film, en sang… Solen er så rød mor blev spillet på klaveret både før og efter min mors bisættelse og den kan jeg ikke høre uden at få en stor klump i halsen.
En ting har jeg lært; at sorg tager tid – og at det er okay.
Jeg har også lært, at min mor har betydet uendelig meget mere end jeg var klar over, da hun var i live, at man ikke kommer sig over sorg og tabet af en person, men at man lærer at leve med det og at man godt kan leve uden sin mor, når det nu ikke kan være anderledes.
♥
-
Glædelig 1. december
Det er meget længe siden en strandtur har været af den slags man ikke vil hjem fra. Kold, klar og så stille, at jeg skulle kigge langt ud i horisonten for at se den mindste krusning på vandet.
Alt var dækket af det fineste lag iskrystaller og landskabet var ret magisk.
Min mor ville været blevet 87 år i dag. Det er den første fødselsdag, hvor hun ikke skal fejres.
Til morgen gik jeg forbi kirkegården, tændte et lys og sendte hende et tillykke. Jeg vil ikke bruge ordet savner om dem, men jeg tænker på dem hver eneste dag med glæde og taknemmelighed.
Jeg drømmer ofte om samtaler med min mor. I drømmene har hun igen et sprog og vi kan igen tale om alle de ting, som jeg længe ikke har kunne dele med hende.
Når man mister et menneske er der en første gang for det meste og det mærkes selvfølgeligt tydeligst i de situationer, som har betydet noget. Fødselsdag og jul f.eks. I dag var det hendes første fødselsdag, om lidt er det min… og snart er den første jul nogensinde uden mine forældre.
Følelsen af at have mistet det fundament jeg er bygget af er stadig både tom og tung.
Tillykke med dagen, mor ♥
-
elsket favnet husket savnet
Det blev en meget meget fin og stemningsfuld gudstjeneste i Hals Kirke i dag. Med musik og tekster af bla. Janne Mark (Elsket, Favnet, Husket, Savnet), Anne Linnet (Atter en dag) og Halfdan Rasmussen (Gå stille tyst).
Navnene på alle de, der døde det sidste år – og det var mange – blev læst op og samtidig blev der tændt et lys for hvert enkelt navn.
Efter gudstjenesten stod graveren klar med blomster og lys til alle til at tage med ud på kirkegården.Det er kun min mor der er begravet der. Sømanden valgte at tage på sit evige togt på havet, men han får en varm tanke med, når jeg besøger min mor.
Jeg gik en tur derop igen da mørket faldt på og det var utroligt fint med alle lysene.
Gå stille og tyst gennem verden
Hver drue skal bære sin vin.
Hver menneskedrøm er en højsang.
Vær tro mod den drøm, som er din.En dag skal du drømme alene.
Alene blev drømmen et savn.
Gå nær til den menneskefødte
og kald dine brødre ved navn.Uroligt er menneskets hjerte,
bestormet af sorg og fortræd
Gå ind under stjernernes stilhed
og søg, hvad du selv bærer med.Gå stille og tyst som en skumring
Lad stilheden bære dig frem.
Hver menneskedrøm er en højsang,
som leder den vejløse hjem.
(Halfdan) -
Allehelgnesdag
Hvis man har mistet et menneske, der stod en nær i løbet af det forgangne år, er der i kirken tradition for at samles den første søndags i november, hvor de afdøde mindes. Den amerikanske udgave af allehelgen, halloween, er mere kendt for uhyggelig udklædning og børn, der stemmer dørklokker for at få slik.
På søndag er jeg inviteret til Allehelgenes gudstjeneste i Hals Kirke.
En invitation, der sendes til alle, der har mistet i løbet af året.
Jeg er på ingen måde et religiøst menneske, men jeg tænker alligevel, at man kan finde mig på kirkebænken kl. 11 på søndag.
Der vil blive tændt lys og navnene på de, der er døde i løbet af året vil blive læst op.
En ceremoni jeg ved, vil berøre mig dybt – religiøs eller ej – og som vil give Allehelgensdag langt mere vægt end den rædselsfulde (undskyld) amerikanske version som er buldret frem.
Samme dag er det også mine forældres bryllupsdag – de nåede at være gift i 67 år.
-
Hvid røg og en ny regering
Jeg byder den nye regering velkommen og glæder mig bl.a. over at børnene nu skal ud af Sjælsmark og at man prioriterer miljøet og normeringerne i daginstitutionerne.
Forhåbentlig glemmer man ikke normeringerne på de mange andre områder, som er skåret lige så hårdt.
Her tænker jeg først og fremmest på ældreområdet, hvor jeg har meget svært ved at se, at Thyra Frank har tilført området nogen som helst af sine gode erfaringer fra Plejehjemmet Lotte.
Efter det jeg har oplevet på meget nært hold det sidste halve år kan jeg godt sige, at jeg under ingen omstændigheder skal på plejehjem, hvis jeg kan undgå det.
Jeg er rigtig ked af det, men føler også en enorm vrede over det lorteliv min far fik, da han kom over på den somatiskeafdeling efter han blev ‘skilt’ fra min mor.
Det er bare ikke i orden, at et menneske, der har betalt skat hele sit liv, skal leve og dø under så uacceptable forhold.
Det var uværdigt og det havde han ikke fortjent.
For min far er det for sent, men kan vi ikke gøre det meget bedre i vores lille smørhul for nuværende og fremtidige ældre og plejehjemsbeboere..? Jeg håber det.
