Som Sydafrikas nye præsident står Nelson Mandela over for den kæmpe opgave, det er at samle nationen efter årtiers apartheid. I troen på, at tilgivelsens kraft kan inspirere til storhed, vælger han at frede det forhadte hvide rugbylandshold Springboks. Med præsidentens loyale opbakning kæmper det upopulære team sig op til VM-finalen i 1995, hvor de grøn-gule trøjer møder New Zealand i en ulige match.

Morgan Freeman er, i mine øjne, en af de allerdygtigste på sit felt og hans præstation i Invictus er ingen undtagelse. Morgan Freeman ER Nelson Mandela og flere gange måtte jeg da også lige kigge en ekstra gang for ikke at tro, at der var brugt autentiske optagelser af Mandela. Denne spinkle og skrøbelige mand og hans kolossale karisma løfter denne film op til at være en rigtig god oplevelse og Invictus er, i Clint Eastwoods dygtige hænder, blevet et meget anderledes vidnesbyrd om en nation under store forandringer.

Invictus er det latinske ord for uovervindelig. Titlen stammer fra et digt fra 1875, skrevet af den britiske poet William Ernest Henley. Det inspirerende digt skulle efter sigende være et af Nelson Mandelas yndlings digte.

Out of the night that covers me,
Black as the pit from pole to pole,
I thank whatever gods may be
For my unconquerable soul.

In the fell clutch of circumstance
I have not winced nor cried aloud.
Under the bludgeonings of chance
My head is bloody, but unbowed.

Beyond this place of wrath and tears
Looms but the Horror of the shade,
And yet the menace of the years
Finds and shall find me unafraid.

It matters not how strait the gate,
How charged with punishments the scroll,
I am the master of my fate,
I am the captain of my soul.

Og således beriget i både ord og billeder endte tirsdagen alligevel som … T for tålelig 🙂