• Et øjeblik...

    Oscar mode

    Jeg er gået i Oscar mode og har sat mig for at se hovedparten af de film, der er nomineret som årets bedste.

    Jeg har set La La Land og i aftes stod Manchester by the Sea på programmet.

    Dramaet ‘Manchester by the Sea’ handler om Lee Chandler, der må tage sig af sin nevø Patrick, da drengens far dør.

    Onklen er nu tvunget til at vende tilbage til den lille fiskerby i Massachusetts, som han ellers havde forladt af en årsag, og kæmpe for sit forhold til den unge dreng og fortiden med sin ekskone (Kino).

    Det er en meget smuk og helt utroligt velfortalt historie om at leve og leve videre, når det værste allerede er sket.

    Den er simpelthen skidehamrende godt skrevet og spillet.

    Casey Affleck fik Oscar’en for bedste mandlige hovedrolle. Velfortjent.

    Varm anbefaling herfra!

  • Et øjeblik...

    Livstilfredshed

    Et tjek på DMI’s vandstand viste -52 ved middagstid… det betyder, at overgangen mellem øerne i Nordmandshage er reduceret til en vandpyt og giver adgang til at gå helt ud til Salt & Peber fyret.

    Opgavebunken var tom.

    Solen skinnede.

    Der var intet at betænke sig på.

    Hej chef. Der er lavvandet, så jeg er nødt til at køre hjem!

    To timers travetur med ansigtet vendt mod solen og en glad hund ved siden.

    Et øjeblik synes verden smuk… jeg føler mig heldig og taknemmelig.

  • Et øjeblik...

    Ugen der gik

    Mandagsfridagen er ikke blevet mindre skøn selvom det efterhånden er blevet en tilbagevendende forårs- og sommerting.

    Tirsdag havde jeg 1:1 med min chef, som aldrig har noget at udsætte hverken på mig eller mit arbejde. Fysioterapeuten var tilgengæld ikke det mindste imponeret over hvad han så.

    Dér er plads til forbedring!

    Onsdag fik jeg tilbudt et af de helt nye træhuse, der er bygget på Søhesten i Hals. Det er fristende, men også i den dyre ende når man nu kun har én indtægt. Jeg har råd, men ikke til også at spare penge op til de andre ting, som jeg også gerne vil.

    Det tygger jeg lige på.

    Torsdag blev jeg ringet op fra meget uventet sted og fik en rigtig hyggelig snak med en gammel ven. Natten op til havde været en af de søvnløse, hvor tankemylderet om karakteren og den fortsatte værdi af en anden relation fyldte. En nær relation. Jeg synes sq, at jeg er gået lidt kold.

    Fredag hører til de korte rent arbejdsmæssigt. Jeg har fået indhentet det forsømte i jobbunken og kan se frem til en dejlig weekend uden andre planer end at sætte uret en time frem natten mellem lørdag og søndag.

    Summa summarum – god weekend.

  • Et øjeblik...

    Sådan La la

    Når en film får hele 14 Oscar nomineringer, så skal den naturligvis ses og det blev La La Land.

    Billederne er virkelig smukke, Ryan Gosling er virkelig lækker og samspillet mellem ham og Emma Stone er virkelig godt, men jeg bliver næppe nogensinde den store musicalfan og efter at have forladt biografmørket sidder jeg tilbage en sådan ambivalent følelse.

    Jeg vil grine, græde, charmeres, underholdes, belæres, forføres, røres når jeg ser film og det formåede den desværre kun i glimt.

  • Et øjeblik...

    Forårsjævndøgn og mandagsfri

    At få lov at vågne af sig selv en mandag morgen uden vækkeurets insisterende kimen kan ikke anbefales nok. I det hele taget behøver jeg næppe at opremse fortræffelighederne ved at holde mandagsfri.

    Gad vide hvad det koster at gøre det til en permanent ordning at gå ned i tid?

    Vi mødtes ved stranden med John og hans fjorten år gamle Jack Russel Terrier.

    De to hunde fik en herlig time i vandkanten mens vi vendte verdenssituationen. John er stærkt handicappet efter en arbejdsskade og vi bevæger os derfor ikke så langt, men hundene får alligevel den motion de skal have ved at storme rundt.

    Det er overhovedet ingen tvivl om hvem der er chefen og Felix har stor respekt for den lille terrier.

    Da John var træt, skiltes vi og Lillebror og jeg fortsatte turen ud mod fyret.

    Jeg satte mig i klitterne og vendte næsen mod solen mens pelsdyret tog sig en morfar ved siden af.

    Mandagsfridagens lyksagelighed.

  • Et øjeblik...

    Alvor og sjov

    Det blev en alvorstung aften, da 7 barndomskammerater i aftes/nat mødtes til en af vores efterhånden mange ‘gensyn’.

    Vi var naboer fra 1969 og mange år frem. Vi legede på gaden og hos hinanden. Vi var ikke skolekammerater, men legekammerater, venner og veninder med en aldersspredning på 9-10 år, så vi har selvfølgelig være sammen på forskellig vis.

    Jeg husker det som trygt og godt, men de sidste års mange gensyn har vist, at ikke alt var hverken trygt eller godt bag de lukkede døre. Det har været en barsk opvækst for nogen… tunge oplevelser i barndommen, som nu over 50 år senere stadig er en væsentlig faktor i livet.

    På turen hjem kunne jeg godt mærke, at særligt denne aften påvirkede mig og åbnede for en del spørgsmål. Jeg har gransket mit sind, men kan simpelthen ikke komme i tanke om situationer, som kunne have trukket mig ud af min lykkelige uvidenhed. Måske fordi jeg selv bare var et barn.

    Udover alvoren blev det også en aften fyldt med sjove historier og latter… og jeg glæder mig allerede til næste gensyn.

  • Et øjeblik...

    Fredag på den lade side

    – Hvad har du så lavet i dag?
    – Jeg har været i bad!
    – ???

    Efter gårsdagen blokade havde jeg forventet samme umiddelbare bedring som efter de to første.

    Sådan gik det ikke. Jeg har sovet rent ud sagt elendigt. Været vågen 5-6-7 gange i løbet af natten og føler mig af den grund som en hængt kat.

    Derudover er der også fysiske reaktioner som jeg ikke har oplevet før. Jeg har ondt og der er en tydelig irritation af huden på skulderen.

    Det er ikke ukendte bivirkninger og jeg har sikkert blot været heldig de første to gange ikke at få de reaktioner.

    Det eneste jeg har magtet i dag, er altså omtalte bad.

    Tør jeg satse på bedre søvn og mindre smerte i morgen?

    Jeg er inviteret i byen lørdag aften, så jeg gider godt, at jeg ikke også ligner udskidt æblegrød i morgen.

    På forhånd tak!

  • Et øjeblik...

    Gider du at være gift med dig selv?

    Sådan spørges der i introen til nogle nye programmer på tv2.

    Man kunne stille spørgsmålet i andre sammenhænge.

    “Ville du have lyst til at være kollega med dig selv?”
    “Ville du gide at være ven med dig selv?”

    Forsæt selv rækken…

    Jeg tænker, at det er meget relevant at overveje spørgsmålet nærmest uanset hvilken relation man indgår i. Se på dig selv med andres øjne. Har du nogle sider, som du ikke ville kunne acceptere hos din partner, kollega, ven?

    Det er kun dig, der kan ændre på de mindre flatterende sider hos dig selv.

    Det kræver tolerance, respekt og rummelighed for hinandens forskelligheder, at indgå i en nær relation til et andet menneske.

    Forskellighed er godt. Det er det, der gør os spændende for hinanden. Det er det, der skaber dynamik. Og jeg tror, at det er vigtigt at acceptere og rumme forskelligheden og ikke se den som noget, der skal partout overvindes.

  • Et øjeblik...

    Tredie gang er lykkens gang

    Tredie besøg hos Aleris-Hamlet.

    Tredie og sidste blokade.

    Flere må man tilsyneladende ikke få på et år. Hvorfor ved jeg ikke og jeg glemte at spørge.

    Er der ikke mærkbar effekt om tre måneder – det vil sige, at ledkapslen har sluppet sit faste tag i skulderknoglerne – snakker vi pludselig operation, langvarig sygemelding og genoptræning.

    Det synes jeg overhovedet ikke om og inden jeg kommer dertil, skal alternative metoder afprøves. Jeg har ladet mig fortælle, at akupunktur er godt netop for en frossen skulder.

    Jeg satser på, at det slet ikke bliver nødvendigt, men at det heler sig selv.