Mens solen skinner og ukrudtet vokser mig over ørene… så sidder jeg fortsat og transkribere 🙂

Det er okay – det går fremad og jeg satser på, at jeg har lavet fire – måske fem – interviews ud af seks inden den kommende weekend er omme.

Opgaven har sat en midlertidig stopper for mit gå-projekt. Der er ikke nok timer i døgnet til at arbejde på fuldtid, gå to timer, transkribere 6 interviews á 1 time… jeg skal jo også passe hund og hus… så indtil videre er det sat på pause og jeg når kun halvdelen af de planlagte skridt sammen med Felix.

Lidt har også ret og det er kun til at alle 6 interviews er afleveret til filosoffen.

Blomster, lys og breve fra pårørende er desværre ikke noget særsyn ved havnen i Aalborg.

I onsdags fandt man endnu en ung mand druknet og i aftes kom jeg forbi det sted, hvor venner og pårørende har taget afsked. Det er så uendeligt trist.

Havnen er gennem de sidste år blevet omdannet til et rekreativt område. Rigtig dejligt på en sommerdag, hvor stedet summer af liv, men dødsensfarlig at færdes på alene om aftenen/natten.

Byens gå-i-byen gade ligger ikke langt fra havnen og min teori er, at de unge mænd går langs havnen, når de skal hjem. Skal de tisse på vejen er det fristende at gøre det i fjorden og er man så beruset… ja, så skal det gå galt.

Men det er bare min teori.

Hver eneste gang det er sket, har man talt om hvad man kan gøre præventivt: rækværk, flere stiger, lys og hvad har vi. Men måske er der håb forude.

Jeg læste for nylig, at man eksperimentere med nogle specielle kameraer som alarmerer beredskabstjenesten, hvis nogen falder i vandet. Foreløbig er det på forsøgsstadiet og man har haft uendelige rækker af falske alarmer fordi måger også giver udslag, men vi har da lov at håbe, at de får held med finjusteringen så vi ikke ser flere af disse dødsfald.

Jeg vil ikke stå tilbage for hverken ‘ham‘ eller ‘hende‘ og har derfor besluttet at lægge minimum 10 km i fødderne hver dag fremover. Hurtige 10 km vel at mærke. Status, efter nogle få dage, er at stængerne er ømme, men ikke så ømme at det stopper mig.

Hybriden holder fortsat i carporten og iGo på værkstedet. Status, efter 19 dage, er at de fortsat mangler en ‘dims’, som er det første, der skal monteres.

Fysioterapeuten er ovenud tilfreds med min skulder. Fuld bevægelighed ligger fortsat et stykke ude i fremtiden, men jeg er kommet så langt, at de fleste dagligdags gøremål klares med kun en smule gene.

Jeg har sagt ja til at hjælpe med transskription af nogle interviews til filosoffens næste eksamensopgave. En lidt større sag, men da han pludselig blev lagt ned af alvorlig sygdom stiller jeg op, med al den hjælp jeg kan bidrage med. Selvfølgelig gør jeg det.

Æbletræets fine blomster er sprunget ud. Status vil første vise sig i det tidlige efterår.

•

Weekenden står for døren. Eneste aftale er noget fotografering til Aalborg halvmaraton og – hvis jeg får iGo retur inden – en tur til Vesterhavet.

Jeg trænger.

Til weekend og vesterhaw.