-
Nu går jeg selv
Skyggefulde stier, smukke grøftekanter og krat med vilde roser.
Jeg har fundet den fineste rute at lægge min daglige travetur.
De første kilometer går jeg ad cykelstien langs Strandvejen, men drejer så ind i skoven/mosen og går resten af vejen omgivet af små gårde med heste, der skal have et klap.
Turen er på 7 kilometer og i raskt tempo tager det omkring 5 kvarter (med indbyggede fotopauser). Det er der niveauet kommer til at ligge, indtil benene har vænnet sig til turen. Derefter skal den givetvis udvides, så jeg kommer op på i hvert fald ti kilometer.
iPhonens ørebøffer er monteret og lyden er fra en af eReolens bøger. Føler fortsat et stort behov for at have tankerne afledt fra den tomme plads ved min side ellers holder jeg mest af at være omgivet af naturens egne lyde.
Det kommer igen – engang.
-
Ni
Det er den dag på året, hvor jeg fyldes med stille taknemmelighed over at være her endnu.
Den prikker mig på skulderen og minder mig om, at intet er en selvfølge.
Heller ikke det liv jeg lever eller de mennesker, jeg omgiver mig med.
I dag er det ni år siden.
“9 år som rask – det er sgu en god statistik” mente en jeg talte med i går, som selv lige har været ramt af en blodprop.
Og det har han helt ret i.
-
Weekend start
Lørdag startede præcis så tidligt som lørdag normalt gør her i huset.
Før seks.
Det gør overhovedet ingenting for jeg elsker disse langsommelige morgener, hvor jeg kan lave lidt praktisk afbrudt af hyppige kaffepauser.
I dag har jeg lavet hyldeblomstsaft til Poden, skrevet på et brev, vasket lidt tøj og et stolebetræk, gjort havemøblerne rene og indrettet mig derude med tæpper og hynder og snakket lidt med filosoffen. Der var gode nyheder fra den kant og jeg sidder her med en rigtig glad følelse i kroppen… på hans vegne!
Når jeg har drukket lidt mere kaffe tænker jeg, at jeg skal lidt i haven, slå lidt græs og rydde noget skvalderkål.
Inden lørdag er omme skal også have gået mine 10 km og have færdiggjort min bog.
Der er rigeligt til at udfylde min lørdag.
God en til dig.
-
Festen fortsætter
I dag var det kollegernes tur til at fejre deres nyudlærte materialist.
I den branche fejres elevernes sidste dag med fælles morgenmad, gaver og udklædning. På Nannas dag stod der glimmer og enhjørninger – for os der kender hende, kunne det ikke have været mere velvalgt.
Glæden i hendes stemme da hun ringede og fortalte om sin dag var ikke til at tage fejl af.
Det glæder sådan mit mor-hjerte at se hende trives og vokse og ikke mindst at mærke, at der bliver sat pris på det menneske hun er.
-
Ikke længere elev
Fra i dag er Poden ikke længere elev, men uddannet materialist. Sådan rigtig voksen mit uddannelse und alles.
Vi fejrede dagen ved at gå ud og spise frokost og i aften har hun en date med ‘manden hun skal giftes med‘ (:
Jeg havde selvfølgelig købt gave til hende og fra min søster og familie var der en fin buket.
Dagens overraskelse kom dog fra helt uventet kant… to fine mundblæste glas fra en glaspuster i Skagen og en flaske Asti til at skåle i.
Det er mig, der kender den betænksomme gavegiver og jeg blev sgu helt blød, da han dukkede op ved firmaet med en pose under armen.
Det havde han på ingen måde behøvet – men den fine gestus betød langt mere end han sikkert aner.
Både for hende og for mig.
I morgen starter hun så som uddannet. I et barselsvikariat i samme butik. Mor er stolt og glad for det kan kun betyde, at de er glade for hende.
-
Så var den der igen
I morges sad jeg fuldt påklædt og var i færd med at snørre mine sko for at gå morgenturen med Lillebror før jeg kom i tanke om, at det skal jeg så ikke mere.
Jeg har fjernet det meste, der kan minde om tilstedeværelsen af en hund. Gemt det væk. Bortset fra billederne, som får lov at hænge både nu og fremover.
Og gerne på en nymalet mørkgrå stueendevæg.
Aftalen om hjælp til at male huset nedenunder er fremskyndet til en af mine lange juli weekends. Jeg havde ellers planlagt, at det første skulle være til august, men jeg har mest lyst til, at få det gjort snarest og selvom det gik fra “hey nem omgang hvid maling” til “nå, helt let skal det så åbenbart IKKE være“, så gider han godt.
Det er skønt at kende en handymand.
-
Nå for den
Søndag kl. 15.37, besked fra Poden: Jeg tror, at jeg har fundet manden som jeg skal giftes med
Efter lidt snak frem og tilbage er han forhåndsgodkendt – af mor – men jeg håber alligevel, at det varer lidt inden vi kommer til bryllupsplaner. Det kræver trods alt en smule planlægning 😉
Tirsdag i den kommende uge er hendes sidste dag som elev i Matas. Det er svært at fatte at det allerede er mere end to år siden vi havde en masse palaver med skolepraktikken, som ikke rigtig forstod, at hun selv havde fundet en elevplads og pga. usmidige regler var ved at stikke en kæp i hjulet for hende.
Allerede onsdag møder hun ind igen i et barselsvikariat i samme forretning, men denne gang altså som uddannet. Hun har været usædvanlig heldig med den elevplads og har været enormt glad for at komme på arbejde. Og nu kan hun altså fortsætte til august/september 2018, afhængig af hvornår baby dukker op.
• • •
Jeg har forresten også fundet den mand jeg skal giftes med – han ved det bare ikke endnu 🙂
-
Tilvalg og fravalg
Det er mørkt udenfor. Jeg har tændt stearinlys og kan høre regnen tromme. Som var det en efterårsdag.
Jeg skal ikke ud og lufte hund, så jeg er ret ligeglad med vejret. Det var jeg nu også da jeg havde Lillebror, men selvfølgelig… det ér rarere at gå tur en lun sommeraften i solnedgangen end i hvad DMI kalder ‘skybrud’.
Savnet er der stadig. Meget. Særligt når jeg er alene herhjemme, er stilheden larmende.
Det er alt alt for tidligt at tage stilling til hund eller ikke-hund. Tomheden er helt ny, og det er for nemt blot at fylde hullet ud uden at mærke efter, hvad der er rigtig for mig.
Jeg har pludselig en uafhængighed, som jeg ikke har haft i årevis. Den bør jeg forsøge at nyde og udnytte.
Når man vælger noget til, vælger man ofte også noget fra. Sådan må det være og sådan er det også, når man vælger at have hund. Eller ikke at have hund.
(men for pokker hvor har jeg lyst til at styrte ud og købe en hund som jeg kan øse min hundemor kærlighed ud over)
Bullterrieren herover hedder Jimmy Choo og er hovedmotivet på min favorit Instagram profil – følge ham her
-
Hundemenneske uden hund
Det er første gang i 20 år, at jeg er uden hund.
Det føles tomt og på en eller anden måde har det ramt mig langt hårdere end tidligere. Måske fordi Lillebror bare var min … eller måske fordi der de andre gange, har været en anden hund at øse kærligheden ud over.
Han er uendeligt savnet.
Jeg tænker alligevel, at jeg prøver med en pause fra at have hund, men er det ikke sådan alle siger, når de lige har mistet en?
Jeg er jo for fa’en et hundemenneske og kan man være dét uden hund? Nej vel!
Selvfølgelig er der også fordele ved ikke at have en hund, det er der da givet … men opvejer de goderne ved at have hund? Det vil vise sig.
Jeg har ryddet op efter ham, fjernet sporene, vasket tæpper, gemt kurven væk… men tager mig alligevel i at kigge efter ham; har han lagt sig ude ved havelågen, ligger han i sin anden kurv..?
Tænker, at der går en rum tid før jeg har vænnet mig til tomheden og stilheden.
Der bliver aldrig igen en som ham, men der bliver en anden, som på sin måde kravler ind under huden på mig. Det er jeg ganske sikker på.
-
Af hjertet tak
Tårene triller, mens jeg læser jeres søde beskeder både her og der.
Det varmer at blive tænkt på, at nogen forstår, at det ikke ‘bare’ er en hund, men at det er min bedste ven gennem de sidste 4 år, jeg har mistet.
Af hjertet tak ♥
