-
Jeg kunne også være gået til Louis Nielsen
Jeg savner rigtig meget at læse. Engang afløste den ene bog den anden… så snart sidste side var vendt i en bog, begyndte jeg på den næste.
Så begyndte læsesynet at svigte mig og læselysten fulgte med.
Sidste år opdagede jeg så lydbøgerne. Tidligere forsøg med det medie faldt ikke heldigt ud. Min koncentration var der ikke, tankerne flakkede og jeg fik intet ud af at lytte.
Så blev jeg introduceret til Allan Olsen og Niels Skousen og på lange bilture oplevede jeg, at jeg faktisk lyttede til sangteksterne som andet end baggrundsstøj. En lydbog blev prøvet – også Allan Olsen – og det duede.
Siden har jeg erfaret, at jeg kan gå, køre bil, strikke, gøre rent, lave havearbejde o.lign aktiviteter, mens jeg lader mig underholde.
eReolen lod mig gratis låne lydbøger, men har et begrænset udvalg. Så prøvede jeg at købe bøgerne hos Saxo, men deres app til afspilning er bare helt håbløs.
Nu har jeg slået mig på Mofibo og det det er noget der du’r.
Deres app lader mig downloade bøgerne, så jeg ikke er afhængig af netforbindelsen og så snart jeg er færdig fjerner den automatisk bogen fra min mobil. Den er stabil og udvalget af bøger er stort.
Jeg har foreløbig nappet de sidste to bind af Jussi Adler-Olsens serie om afdeling Q og det var rigtig god underholdning. Ikke mindst pga. en skide god oplæser – dem er der nemlig også stor forskel på.
Lige nu er Blækhat af Sissel-Jo Gazan på programmet. Den ved jeg så ikke helt hvad jeg skal synes om. Jeg har hørt godt 3 timer ud af 17 og historien om Rose’s barndom trækker tilsyneladende ud i en uendelighed. Den får et par timer mere – har historien så ikke flyttet sig tror jeg, at jeg finder noget andet.
Måske på et tip fra dig? 🙂
-
Madsen, Møller og From indtog Hals
Johnny Madsen spillede i aftes for fuldt hus i Hals skoles aula.
Eller det vil sige … jeg have faktisk en ubrugt billet i lommen.
Ham jeg skulle have været sammen med ønskede alligevel ikke at deltage. Det skyldes så snarere undertegnede end Madsen. Synd for ham, for det var en af årets bedste koncertoplevelser.
Hals kunne li` Madsen og kærligheden var gengældt, det var tydeligt at mærke.
Tak for den oplevelse.
-
Uge 41 kort
- Nogen blev ramt lige i r**** af karmas store svingdør … hårdt
- Det grå garn er blevet trimmet
- Skråplan er færdigt, vasket og taget i brug
- ‘Ribe’ er på pindene – det er noget med noget vendestrik – det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert sagtens, som Pippi ville sige
- Lillebror blev indkaldt til vaccination – savnet er fortsat stort, så det gav en mavepuster og gjorde mig lidt ked af det
- Jeg er inviteret på årets bedste sovs i morgen… og hvem vil lige gå glip af den
- Tænder og iGo er indkaldt til snarligt eftersyn
- Den brækkede tå har været gennem stort set alle nuancer på farveskalaen og er lige pt. på vej over i noget gulgrønt
-
Det begynder at ligne en samling
Min lille samling af svenske 50-60’er krukker designet af Marianne Westmann vokser.
Seneste tilkomne er Gurkburken og den lille smør krukke.
De fleste er fundet på nettet, undtagen Rivosten, som stod og kaldte på mig i en loppebod på havnen i Aalborg. Den fik jeg for en slik.
De andre er købt i Sverige og dem har jeg måtte betale lidt mere for. Nogle af de mere sjældne ryger langt op i pris på auktionerne, så dem lader jeg gå. De er fine, men ikke for enhver pris (:
-
Uge 40 kort
- Den første julegave er pakket ind
- En fik et spark så hårdt, at ikke engang Google kan finde ham
- Skråplan mangler kun de sidste få cm
- Vandt en auktion på en ‘gurkburk’ til samlingen af svensk 50’er køkkentøj
- Bæltestedet på Radio 24/7 er tilbage efter sommerpausen
- Vinterproaktiv = influenza vaccineret
- Masseskyderi i Las Vegas – og midt i medfølelsen med de ramte, er også en lettelse over at min kollega ikke kunne deltage i den tur hans venner er på. De bor på nabohotellet og gemte sig da skyderiet begyndte.
- Poden har fået bestilt pas… så er hun også klar til London (:
Og cirka sådan har mine kunder været i denne uge:
-
En lærestreg
For meget kort tid siden – ikke mere end 10-12 dage – mødte jeg tilfældigt en mand. Online. Han fattede åbenbart interesse og skrev til mig. Den slags bliver man jo lidt smigret over, så jeg skrev tilbage.
Kommunikationen fra hans side eskalerede temmelig hurtigt og selv om jeg forsøgte, at holde paraderne oppe, blev det ikke forstået. Eller måske ville han ikke forstå.
Det endte ud i beskeder, som skræmte mig. Ikke at de var direkte truende… bare sådan… jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det … syge på en måde … omklamrende … intimiderende.
Jeg har selvfølgelig lukket al forbindelse og priser mig lykkelig for, at han ikke bor lige om hjørnet og at det kun er mit navn han har fået oplyst.
-
Du er god nok som du er
-
Den der venter
Ofte taler vi om at tiden stryger derudad og to måneder lyder måske ikke som lang tid… men når man venter på noget man glæder sig til, så snegler tiden sig af sted.
s n e g l e r
Tålmodighed har aldrig været min stærke side, men når det kommer til rejser og hundefødsler er det ligesom ude af mine hænder.
Nåmen jeg kan i det mindste sætte et midtvejs kryds i kalenderen i den sidste uge i oktober.
Tæven skal ultralysdsscannes omkring det tidspunkt og det vil jo så fortælle om der overhovedet er noget at vente på.
London turen, som falder sammen med hundefødslen, glæder jeg mig også helt vildt til og den ér på plads.
Der ligger efterhånden også en løs plan for, hvad vi skal se og opleve. Men mere end noget andet ser jeg frem til at skulle tilbringe 5 dage i den engelske hovedstad sammen med mit yndlingsmenneske.
På den korte bane glæder jeg mig til weekenden.
Jeg skal have en weekendgæst af den dejligste slags.
Vi skal trave ved Vesterhavet. Og ligge i arm 🙂
-
Halleluja
Jeg har godt kunne fornemme, at der er optøning på vej.
Ikke meget, men alligevel nok til at være mærkbart.
Tirsdag morgen kunne fysioterapeut Thomas bekræfte min anelse: kroppen er begyndt at gøre sit arbejde med cellefornyelse og ledkapslen i min skulder er lidt mere medgørlig. Lidt mindre stiv.
Han manede dog til besindighed og lod mig forstå, at det varer længe endnu før jeg kan slå vejrmøller.
Fremover arbejder vi med styrken i armen, skulderen og skulderbladet og prøver at lade kroppen gøre arbejdet med ledkapslen. Ikke flere manipulationer, men bare øvelser, der gør mig i stand til bedre at klare hverdagsting som hænge tøj op, vaske hår, klæde mig på osv.
Efter mere end et år med en ubrugelig skulder er jeg ret tilfreds med selv de mindste fremskridt.
-
Ikke den bedste start på ugen
Morgenens trafik sneglede sig afsted og hvor jeg normalt bruger 26 minutter på turen varede den til morgen knap 3 gange så længe. Allerede ved Stae (ja det er en by – en slags i det mindste) begyndte køen og den varede ved til Limfjordsstunnelen ca. 15 km længere fremme.
Heldigvis er jeg godt underholdt af Assad og Carl Mørk, så min tålmodighed led ikke den store overlast.
Der var ingen tegn på hvad der forårsagede køen … måske var der ryddet op da jeg endelig nåede frem eller også var det bare en af de morgener, hvor hele Vendsyssel havde besluttet at mase sig gennem tunnelen på én gang.
De planer jeg lagde for søndagen kom på ingen måde til at holde. I stedet for strik, kaffe og bog endte jeg med at gå i action-mode og drønede rundt med støvsuger, værktøjskasse, plastsække, gulvmoppe og hvad har vi.
Synes det var lidt flovt, at der visse steder ikke var sket en skid efter jeg i sommer fik malet det meste af huset.
Det er der så nu.
Gæsteværelset fremstår igen pænt, ryddeligt og klar til overnattende gæster, entreen har fået billeder på væggen, lys og planter og alt det overflødige er stoppet i sække og er klar til genbrugspladsen.
Det gjorde godt at få det overstået.
Billedet er lånt på nettet
