-
En fin start på året
Første hverdag i det nye år. Min dag begyndte hos Toyota i Nørresundby.
iGo skulle til stort eftersyn.
Jeg blev kørt på job og allerede lige efter frokost blev jeg hentet igen og kunne køre retur i en ny serviceret bil. Bremserne var skiftet og det kunne jeg sørme godt mærke.
Tilbage på jobbet var mine to kolleger ved at lægge sidste hånd på min MacBook Pro, som ankom lige inden vi gik på nytårsferie. I dag var den klar til brug og dette indlæg er det første, der er skrevet på det nye æble.
For år tilbage deltog jeg i undervisning på Teknisk Skole i både Lightroom og Photoshop og der brugte vi Mac, men det er også min eneste erfaring med Apple verdenen. Altså udover min iPhone.
Mange ting er anderledes. Hvor pokker sidder @? Hvordan højreklikker man? Tilknytter et netværksdrev? Scroller? Omarrangerer vinduer?
Der er 117 ting, der på en pc bare ligger i fingrene, som nu skal læres.
Uvant eller ej… for pokker, der ligger noget lækkerhedsværdi i sådan et æble. Og det er lige fra kassen den bliver sendt i og til den er taget i brug. Alt er der tænkt over.
-
Hvis 2017 var en kropsdel,
ville det være Hitlers røvhulPardon my french… overskriften er hentet fra en artikel jeg læste i Politiken, men matcher meget godt min oplevelse af 2017.
Bevares, dele af 2017 var dejlig – i glimt meget dejlig – resten NOT SO MUCH.
Jeg gør mig ikke i nytårsfortsætter og tilbageblik, men skulle jeg sætte fingeren ned et par steder må det blive…
Bedste oplevelse: Rejsen til London med min Pode. Fem skønne dage med mit yndlingsmenneske. Det var også her, jeg mødte Mr. Dawes, som stadig fylder mig med smil.
Årets sværeste: At sige farvel til Lillebror. Jeg kan forsat tage mig i at kigge efter ham og når det går op for mig, at han ikke er mere triller tårene. Der er ny hund, at glæde sig til først i det nye år, men Lillebror var bare noget helt særligt og vil for altid have en plads i hjertet.
Største udfordring: Kapsulit i skulderen, som har gjort mig temmelig handicappet hele året. Det ér blevet bedre, men der er stadig lang vej til noget normalt.
Vigtigste erfaring gjort: ikke at give så meget af mig selv til mennesker, som ikke er villige til at gøre det samme for mig!!!
Der var helt sikkert mange ting, jeg kunne ha’ gjort anderledes, mange ting jeg kunne ha’ undladt at sige, undladt at gøre… men livet har ingen undo knap og intet kan ændre ved det passerede.
Pas på jer selv derude i aften/nat og husk… gå aldrig tilbage til en fuser!
-
Best nine
Mest likede Instagram billeder i henholdsvis 2016 og 2017 – det er meget noget med hund.
Tænker, at der kommer til at stå Bob D over hele 2018 🙂
-
Årets ring
Jeg går ikke med smykker udover de sjove og anderledes ringe, som Nanna har købt til mig hvert år til jul.
I år var ingen undtagelse på den front – der var en lille æske til mig under juletræet.
Denne her er oven i købet købt lige for næsen af mig i en forretning i Carneby Street.
Jeg havde glanet lidt ved forretningens smykkemontre, men fik besked på, at jeg jo skulle huske at det snart var jul og fødselsdag… og på en eller anden måde er det lykkedes hende at købe den uden jeg overhovedet har anet mistanke.
Enten er jeg meget distræt eller også har jeg bare været optaget af noget andet (:
-
Romjul
I Norge hedder dagene mellem jul og nytår; romjul. Det er en periode som rigtig mange benytter til at holde fri.
Jeg var Palle alene på landevejen til morgen og mødte ikke et øje før jeg nåede Gandrup. Også firmaet var gået i feriemode og det blev en kort arbejdsdag, som jeg håber, at jeg kan gentage i morgen.
En del af tiden blev brugt på – igen – at vende den ‘julehilsen‘ vi var et par stykker, der modtog lige før jul. Ingen af os føler os sikre på, om det bliver det sidste, vi hører til den sag.
Det er sørgeligt, at manden ikke er kommet videre på 4 år.
Eftermiddagen/aftenen er brugt på messenger chat med en, der igen er blevet indlagt på hospitalet. Vedkommende ønsker ikke besøg. Det huer mig ikke, men jeg respektere selvfølgelig ønsket.
I stedet kan jeg underholde med lidt snak fra distancen om alt og ingenting – bl.a. om ovennævnte hilsen.
Snakke har vi altid været gode til og så bliver tankerne om det trælse afledt for en stund.
-
Unfollow
Jeg havde meldt mig ind i en FaceBook gruppe omkring Franske Bulldogs.
Tænkte, at jeg måske kunne lære noget om racen fra de, der har en.
Det kunne jeg så ikke.
Det eneste jeg lærte var, at sidde på mine hænder for ikke at komme til at kommentere på de indlæg, der blev slået op på siden. Gruppen bærer tydeligt præg af, at buldoggen er eller har været en modehund for mennesker uden nogen som helst viden om hund.
Jeg har forladt siden igen. Tænker, at man komme længere med sund fornuft og ved at lytte til de mennesker, der beskæftiger sig med racen på et mere seriøst plan.
-
Det var den jul
Jeg puster ud efter julen og holder møder i Mini Mouse natbukser og med morgenhår. Skype-møder UDEN webam, vel at mærke 🙂
Jeg vil tro, at 75% af kollegerne rundt om i landet holder juleferie, så det er mest oprydning, der optager hjemmearbejdsdagen.
Den startede med store tekniske udfordringer og der gik det meste af en time før jeg var køreklar. Linien ind til firmaet er fortsat ikke stabil og det værkstøj jeg arbejer i er meget følsom overfor afbrud i netforbindelsen, så ca. hvert 5. minut skal jeg genstarte programmet.
Møg irriterende.
…
Opvaskemaskinen kører med de sidste ting fra julefrokostbordet, vaskemaskinen med dug og viskestykker og senere skal støvsugeren vist frem.
Pakkelegen, som hører med til vores julefrokost, blev i år med nogle ændrede regler, der gjorde det hele lidt festligere og i kampens hede var der en, der ikke kunne holde sig på den trebenede myre og måtte i gulvet og en anden som væltede en fyldt kaffekop.
Julepynten får lov at blive et par dage endnu, men er nede inden det nye år som skal starte friskt og uden levn fra 2017.
Og det levn gælder også mad… så jeg har lige resterne at julefrokosten, som min mave kan muntre sig med resten af året.
-
Kan man nå at annullere?
Hmmmm… overvejer om bestilling af den iPhone X var en god ide.
-
“Julehilsen”
Modtog i dag en ‘julehilsen’ fra en bitter og forsmået mand, som flere år efter vores veje skiltes åbenlyst fortsat bærer nag.
Ni A4 sider, hvor han forherliger sig selv, spinder et net af løgne og udtrykker vrede mod alle omkring sig.
En syg mands ord… tænkte jeg, da jeg var færdig med at læse.
Jeg har et eller andet sted ondt af ham, men også ondt i maven over, at et menneske så længe efter kan føle sådan en bitterhed. Sådan et had.
Må han finde julefred nu han er kommet af med sin galde.
-
Angstens sved
Da jeg kom hjem fra Vejle i lørdags og låste mig ind i huset kunne jeg høre en mandsstemme bag stuens lukkede dør. En mand, der lød som var han i samtale med en anden mand.
Jeg nåede at tænke mange mange tanker og mærke angstens sved før det gik op for mig, at da jeg landede i carporten og slukkede motoren gled mobilens bluetooth automatisk videre til stuens bluetooth højttaler.
Det var Bent Otto Hansens stemme, der læste højt af Jo Næsbø, der skræmte mig fra vid og sans – et kort øjeblik.
